Tre dage på det parallelle universitet

Der er ingen sandsække, og der er heller ingen rifler i rektoratets gang. Kort sagt intet der antyder at Københavns Universitet (KU) står foran en truende invasion og besættelse. Til gengæld brygger man kaffe og hælder sukkerknalder og evighedsmælk i glasskåle til de ubudne – men dog annoncerede – gæster.

Det er den åbne dørs politik som rektor Mogens Fog brugte med held i 1970 vi her oplever. Eller, mere præcist, universitetsledelsen satser på at lade dagens demonstranter fra studenterbevægelsen Reclaim Your Education føle at de løber en åben dør ind.

Demonstranterne kommer til at anstrenge sig hvis de skal undgå at blive kvalt i venlighed.

Eneste tegn på krigsforberedelser denne onsdag er et par hærdebrede professionelle sikkerhedsvagter ved porten ud til Frue Plads. De har dog ikke fået besked på at spærre for trafikken, men de ser probate ud. Klar til at krølle demonstranter sammen hvis det skulle være.

Illegitim rektor

Foran universitetets hovedbygning er aktivisterne begyndt at drysse ind. Deres bannere ligger endnu slatne og venter, men vintage-hiphop fra A Tribe Called Quest buldrer lidt stemning frem fra ladet af en spraymalet lastbil. Det er en lidt forpjusket flok at se til på den store plads. Til gengæld er aktivisternes krav i den tunge ende. Erhvervslivet skal ud af KU’s bestyrelse, universitetsdemokratiet genindføres, forsknings- og aktivitetskrav skal skrottes – nå jo, og den liberale markedsmodel skal dø.

I Kommunikationsafdelingen på KU har man indgået væddemål om demonstrationens størrelse.

»Jeg har satset på at der er 53,« siger kommunikationschef Jasper Steen Winkel. Og sjovt nok tæller Universitetsavisen nogle få minutter senere netop 53 aktivister på pladsen. Flere dukker op hele tiden. De bliver trakteret med mere høj musik og fremråbte paroler fra lastvognens lad hvor en lille Honda-generator brummer og lægger strøm til brandtalerne. Kodeord som ‘Sander’ og ‘neoliberalistisk’ fremkalder begejstret buhen.

Prorektor Lykke Friis titter ud på forsamlingen fra et hjørne af hovedbygningen. Sammen med rektor har hun afbrudt et arrangement i Køge og lavet hul i kalenderen for at være til stede når besætterne angriber. Problemet er at man ikke ved hvornår den brølende hob bekvemmer sig til at vælte ind. Kommunikationschefen har printet demonstranternes program ud som man har fundet via et link på Facebook. Han forsøger at få bekræftet at tidsplanen holder så rektoratet ikke risikerer at spilde tiden. Men måske venter rektor og prorektor forgæves under alle omstændigheder.

»Vi er her ikke for at tale med rektor,« siger Helga Mathiassen, studerende på RUC og en af aktionens talspersoner.

»Ralf Hemmingsen er ikke vores fjende nummer 1, han er jo bare ansat. Men vi mener ikke at den nuværende rektor er en legitim leder.«

Hun uddyber: »Vi åbner i dag et nyt universitet hvor ansatte og studerende bestemmer hvad der skal forskes i.«

Velordnet stormløb

I den form for teater som denne varslede besættelsesaktion også er, må besættere og besatte til en vis grad arbejde sammen. Aktivisterne udpeger for eksempel deres angrebspunkt så fotografer og andet godtfolk kan bringe sig i stilling og tage et godt billede.

»Lad det blive starten på det vildeste oprør man har set nogen sinde i Danmark!« råber taleren fra lastvognen, og så sætter flokken – der nu tæller et pænt stykke over hundrede mennesker – i løb rundt om domkirken båret frem af anlæggets hidsende musik. Menneskemængden ender med at se ret imponerende ud da den stormer op ad hovedtrappen.

Og vel indenfor, foran gårdspladsens lindetræ, forklarer to unge kvinder besættelsestropperne hvordan de skal forholde sig i takt med at deres aktion ændrer sig fra at være et lidt akavet kaffeselskab med KU’s ledelse til at blive en ægte ulovlig besættelse af en arbejdsplads. Aktivisterne får besked på at ignorere de ansattes bønner om at komme på arbejde når blokaden begynder.

»De kan ikke komme ind på deres kontorer. De er lakajer for nogle ministerier,« lyder det.
Det er legitimt at blokere ledelsen af KU, mener aktivisterne.

»Det de sidder og laver, det er udelukkende ting der forringer vores uddannelser.«

Trætaler og lakajer

Rektor Ralf Hemmingsen, hovedmålet for ovennævnte tirade, går hen til lindetræet for at tale til sine uindbudte gæster, men han bliver vist bort fra talerpladsen. Talskvinde Helga Mathiassen, studerende fra RUC, følger dog efter ham med ind på kontoret og gør dermed sine egne ord om ikke at ville tale med rektor til skamme. Lidt efter dukker hun op igen.

Hvad sagde rektor?

»Årh, en masse pladder.«

Ralf Hemmingsen referer mødet lidt anderledes. Han udtrykker velvilje over for besætterne.

»Jeg håber de får noget ud af det,« siger han. Ledelsen på KU har sørget for at åbne adgangsvejene til rektoratets kontorer, og portene til Munkekælderen, de gamle bespisningslokaler under kommunitetsbygningen, bliver gjort tilgængelige for aktivisterne.

Snart bakser to unge piger med et pink banner der skal fæstnes på murværket.

»Hvem er høj?« spørger de. De kigger rundt efter Halfdan som angiveligt er to meter og seks. Bannere rækker snart tunge fra de fleste facader.

Senere på aftenen har aktivisterne konsolideret sig. Det ser effektivt ud med infostand og en kolossal grydefuld vegetarmad med kikærter og kartofler. Deltagerne lægger donationer og krummer sig sammen over dampende tallerkner. Der er planlagt filmforevisning i Lindegården, men først må de unges pressegruppe kontakte medierne for at imødegå en Ritzau-nyhed der fremstiller det som om rektor skulle være taget på ferie og at ingen dermed havde ulejlighed af aktionen. Ulejlighed bliver der nemlig.

Skærmydsler fra morgenstunden

Dag 2 begynder ellers roligt. En politik om at bandlyse alkohol har sendt folk artigt i soveposen som pinsekristne spejdere på hyttetur. Ved 7.45-tiden er sovesalene i de fornemme lokaler stort set tomme. Nogle kaffekander, en tallerken og et par boksershorts trukket ned over hovedet på busten af den store matematiker Julius Petersen er eneste spor af de nye beboere. Folk er oppe og i gang, klar til at anvende og forsvare deres erobrede akademiske frirum.

Universitetet er blokeret, men man tør vel tage for givet at den frie presse fortsat skal arbejde uhindret, også under det nye lederskab? Universitetsavisens morgenreporter lukker sig i hvert fald uantastet ind på redaktionen og brygger kaffe. Først da næste medarbejder dukker op, bliver der ballade. Han har fået følgeskab af en ung kvinde som spærrer øjnene op ved synet af en arbejdende redaktion. Avisen skal flyttes, erklærer hun, det har man vedtaget.

Avisen vil have arbejdsro og modsætter sig. Hun stormer ud. Et øjeblik senere dukker tre unge fyre op, en lille, en stor og en langhåret. De eksemplificerer menneskets kedelige disponering for aggressiv flokadfærd. Stemningen bliver grim. Vil aktivisterne lade sig inspirere af Vladimir Putin i deres forhold til medierne?

»Vi fører ikke dialog med dig,« bjæffer den vredeste og største af de tre.

»Nu er der ingen der får lov at komme ind og hente deres noter og andre ting. Det har du sørget for!« De nægter at sige hvem de er.

Klokken 9.30 skal der være plenum-møde for aktivisterne. Her kan redaktionen møde op.

Praktisk basisdemokrati

Og på mødet bliver stemningen mildere. Måske fordi alle er gået udenfor. Ordstyrere er to unge kvinder med projektleder-myndighed. Debatemnerne er berammet til at vare et bestemt antal minutter, og tidsplanen bliver fulgt. Omkring 40 mennesker udgør rundkredsen med enkelte tilhørere i periferien. Blokadeholdet aflægger rapport.

»Tal ind mod cirklen,« lyder det 1970’er-agtigt. Den frie presse bliver første punkt, og et bureaukratisk sindet segment modsætter sig pressens adgang af administrationstekniske årsager. Det fremherskende synspunkt er dog at avisen skal have lov at arbejde uhindret. En halv tilladelse til at bruge redaktionen bliver resultatet.

For den der er uvant med basisdemokrati, kan det være svært at vide præcis hvornår konsensus er indtruffet (senere på dagen bliver der givet fuld adgang til redaktionen). Mødelederne går videre med den egentlige dagsorden, orienteringen om hvordan besættelsen skrider frem.

Det er interessant hvordan en begrænset skare af unge i en solbeskinnet universitetsgård på så afgørende vis kan ændre ånden på et sted. Rundkredsstyringen ligner pludselig den vante orden. I denne kontekst er det slet ikke så vanskeligt at tro på det nye universitets erklæringer om at man nu har vedtaget at pensum er afskaffet, afløst af petitum eller selvvalgt litteraturliste på alle fag, og at de deltidsansatte får faste kontrakter og fuld jobsikkerhed.

Vi er ikke bare imod ting

Den slags erklæringer – der jo i enhver praktisk forstand er slag i luften – betyder noget fordi de unge viser at der er alternative muligheder, mener Helga Mathiassen. Hun er godt klar over at aktivisterne, højt sat, kun udgør hvad der svarer til omkring én procent af KU’s studenterbefolkning, men hun tror at man kan nå langt med budskaberne alligevel.

»Det er en positiv aktion. Vi melder krav ud. Vi er ikke bare imod ting – vi viser hvad vi er for. Vi vil gerne, for nu at være lidt floskelagtig, have et universitet der gør verden til et bedre sted.«

Mads Philipsen, RUC-studerende, supplerer: »Et begreb som ‘demokrati’ er udvandet lidt. Det gælder om at vise nogle praktiske eksempler.«

De to går tilbage for at være med til at vedtage flere ting. Udenfor på Frue Plads sidder de brede sikkerhedsvagter og slikker sol.

Klunset brød og syltetøj

Fredag morgen er helt rolig på Universitetet. De ansatte har tilsyneladende accepteret at være tvunget til at holde fri i det fabelagtige forårsvejr. Så blokadevagterne spiser syltetøjsmadder. Brødet ser mistænkelig dyrt og spidsborgerligt ud.

»Vi har skraldet nede ved emmerys,« forklarer madholdet. Aktivisterne står, primært af ideologiske årsager, på hovedet i industrisamfundets bugnende containere. De redder brugbar mad fra at gå til spilde. Man bliver nødt til at teste om skralder-ideologien kan bære og bide prøvende i en skive. Den fejler ikke spor. Ikke noget man kan smage i hvert fald. Aktivisterne har formelt vedtaget at universitetet fra nu af er bæredygtigt.

Aktionen slutter klokken 12, for aktivisterne skal snart videre til Bruxelles for at demonstrere sammen med studerende fra 31 lande mod den Bologna-proces der harmoniserer de europæiske landes uddannelser og ifølge kritikerne er ophav til mange af tidens store problemer. Rygtet siger at politiet i Belgien forbereder sig på at slå hårdt ned på demonstranterne.

Ikke teater

Så hvorfor er det værd at sove i sovepose og komme bagud med pensum op til eksamen – eller få slået tænderne ud af belgisk politi? Hvad mener de unge selv at de har fået ud af deres aktion?

Sociologistuderende på KU Andreas Mulvad mener at mange studerende har brug for at se at det kan lade sig gøre at forandre universitetet ved at tage sagen i egne hænder.
»Et mål med det her er at åbne for nye former for protest. Vi har mange muligheder som studerende, men det er sjældent at vi gør brug af dem,« siger han.

»Mange tænker: ‘Det er ganske rigtigt surt hvis den frie forskning bliver bremset, men bliver de ikke helt vildt sure hvis vi går ind i hovedbygningen?’ Faktisk måtte de gerne være blevet lidt mere sure.«

Han griner. »Men, okay, det er jo det man kalder repressiv tolerance.« Andreas mener ikke at aktionen skal opfattes som teater.

»Hvis det er teater, så er det teater der rummer en reel politisk kamp. Vi taler jo faktisk hen over hovederne på rektoratet. I sidste ende taler vi til Folketinget; Ralf Hemmingsen kan jo ikke selv dekretere at han ikke længere skal bestemme.«

Om lidt skal aktivisterne i gang med oprydningen.

»Det er jo vores universitet,« siger Andreas Mulvad. »Der er ingen grund til ikke at passe på det,« siger han og tilføjer:

»Det lød vist lidt helligt.«

Normalitet

Og efter weekenden er de væk. Folk med slips om halsen eller vogne med skrubber og vaskeklude mellem hænderne, skridter gangene af. Og gården er fuld af nedfaldne magnolieblade, men renset for bannere. Mandag morgen genindtager rektor Ralf Hemmingsen sit kontor som han finder i fin forfatning.

»Selv ville jeg nok have valgt en anden samtaleform,« siger rektor om besættelsen, »men når nu der forelå hvad man kunne kalde en ‘ukaldet invitation’, ville jeg ikke stå i vejen for de studerende så længe aktionen foregik fredeligt.«

Ralf Hemmingsen beskriver sit møde med aktivisternes talskvinde, Helga Mathiassen, som en ‘normal samtale’ om afviklingen af aktionen.

»Vi stillede Munkekælderen til rådighed for aktivisterne og fortalte dem at vi ikke ville gribe ind hvis tingene foregik i god ro og orden.«

Ralf Hemmingsen ønsker ikke at udtale sig hverken for eller imod aktivisternes synspunkter, men han er glad for at se at der et engagement blandt de studerende på landets universiteter.

Aktivismen har været forbi. Den skabte en parallel virkelighed i tre dage. Tiden og engagementet vil vise om eksperimentet kan blive til virkelighed.

chz@adm.ku.dk