Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
STORMØDE - Den forhadte fremdriftsreform rammer studerende på de humanistiske uddannelser ekstra hårdt. På et møde mandag beskyldte Humrådet KU-ledelsen for at regne i narniapenge og føre skræmmekampagne. Samtidig opfordrede rådet alle studerende til at deltage i kampen for medbestemmelse.
På Københavns Universitet Amager trækker det op til storm. Fremdriftsreformen betyder, at studietiden for humanistiske studerende i gennemsnit skal nedbringes med 12,2 måneder. På resten af KU skal studietiden beskæres med 7,6 måneder.
Som resultat strammer KU skruen ekstra på humaniora. Budskabet til mandag aftens stormøde var derfor: Nok er nok. De studerende må stå sammen og forlange at blive hørt.
Den 11. november modtog alle studerende på humaniora et brev fra dekan Ulf Hedetoft. Brevet beskrev de store konsekvenser, som det kan få for universitetet, hvis ikke Folketingets målsætning bliver opfyldt. Derfor opfordrede dekanen de studerende til at samarbejde:
»Det er selvsagt en meget stor opgave, som kræver en indsats fra alle på fakultetet – såvel studerende som undervisere, ledere og ansatte i administrationen – for at lykkes,« skrev Ulf Hedetoft.
Den ekstra opmærksomhed skyldes mere end venlig omtanke. Det koster op til 345 millioner i tabte årlige bevillinger fra staten, hvis KU ikke formår at nedbringe studietiden som ønsket.
Men der er ifølge formand for studenterrådet, Mie Sofie Andersen, tale om ’narniapenge’:
»I har blandt andet fået en mail alle sammen, hvor der står, at hvis I ikke hjælper ledelsen med at gøre det her, så bliver de nødt til at fyre folk, lukke institutter og hvad de ellers kan finde på at true os med,« sagde hun. »Men det er i virkeligheden ikke penge, som KU står til at miste, det er penge, som de kan få i bonus.«
Ifølge formanden er der altså tale om en skræmmekampagne, når ledelsen opstiller en mørk fremtid, hvis ikke KU når at opfylde regeringens målsætning.
Prorektor for uddannelse Lykke Friis har desuden over weekenden meldt ud, at de studerende på KU slet ikke skulle have haft mulighed for at tage orlov, hvis det stod til regeringen. På KU må de dog stadig få et halvt år på bacheloruddannelsen.
Men at de studerende således burde være ledelsen taknemmelige, er ifølge Studenterrådets formand en sandhed med modifikationer:
Spørgsmålet om orlov er slet ikke nævnt i regeringens udspil.
Harmen blandt de studerende på mødet skyldes det ikke kun tiltag, der kan gøre livet svært for den enkelte studerende. Reformen sender også signal om, at en forsinket studerende er en dårlig studerende. Denne tankegang tager ikke højde for, at mange studerende forsinkes af målrettede aktiviteter som praktik- eller udlandsophold.
Ifølge Humrådskandidat til Akademisk Råd, Sofie Gro Holde, er der tale om et paradigmeskift, hvor fokus yderligere lægges på profit frem for faglighed og den enkelte studerende:
»Lige pludselig kan det ikke betale sig for KU at gøre noget for de langsomme studerende og hjælpe dem gennem deres studie, det kan meget bedre betale sig at smide dem ud. Jeg synes, det her er et rigtig godt eksempel på, at KU’s ledelse ikke går op i vores studieforløb, vores studiemiljø og vores faglighed.«
På mødet kom det til publikums glæde frem, at uddannelsesminister Morten Østergaard (R) netop har indvilliget i at tage dele af SU-reformen op til kritisk revision som direkte konsekvens af de studerendes protester og argumenter.
Også en netbaseret underskriftindsamling mod fremdriftsreformen har ifølge formanden allerede sat sine spor, eksempelvis i KU’s Fællesadministration, hvor de »ser ret nervøse ud.« Over 18.000 havde skrevet under tirsdag morgen.
Humrådet ser muligheder for, at studerende kan præge udmøntningen af reformerne. Deltagerne var således positivt stemte over for den del af KU’s plan, der handler om forbedring af studiemiljøet, men mener, at de studerende skal have indflydelse på implementeringen.
Og hvad der ikke gives må erobres: Efter talerne afholdtes der workshops – for der skulle planlægges happenings. Uddannelsesminister Morten Østergaard skal næppe forvente, at stormen lægger sig lige med det første.
Den 27. november har de studerende arrangeret en demonstration, der begynder klokken 10 på Frue Plads.
uni-avis@adm.ku.dk