Truslen fra tegningerne

Hvis man viser dem, er man en begsort kulturkriger. Hvis man ikke viser dem, er man en lyserød, pladrende hummushumanist. Muhammedtegningerne.

I krisen, der har omgærdet de 12 profettegninger, har der fra starten været en skarp linje mellem beundrere og kritikere af Jyllands-Postens projekt, og ingen plads til at lægge sig imellem.

Fronterne er frosset fast, men professor Lene Hansen vil have lov og plads til at arbejde analytisk med tegningerne og krisens forløb uden at blive taget til indtægt for hverken den ene eller den anden position.

»Der er noget paradoksalt i at arbejde med billeder, som jeg har gjort de sidste par år, og så sige, at man ikke vil vise billederne,« siger hun.

»Som forsker vil jeg gerne skabe et rum for at komme ud over de to positioner. Jeg vil gerne se på, hvordan man kan dekonstruere de dikotomier, som debatten samler sig omkring.«

Tegningen bliver ikon

Lene Hansen er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og har beskæftiget sig med Muhammedtegningerne siden 2007.

Hun har i sin forskning fulgt, hvordan især Kurt Westergaards tegning af profeten med en bombe i turbanen har fået ikonstatus og en betydning, der er langt større end blot tegningen selv.

»For nogle er den tegning et ikon på antimuslimskhed i Vesten, for andre er den ikon på ytringsfrihed. Og når billeder opnår en sådan status, så repræsenterer de meget mere end sig selv. Debatten handler jo heller ikke længere om, hvad det er tegningen forestiller,« siger hun.

Københavnerskolen

Faktisk rækker denne tegnings betydning så langt ud over tegningen selv, at Lene Hansen mener, at man kan anvende samfundsvidenskabens sikkerhedsteoretiske apparat på den: Tegningen er blevet »sikkerhedsliggjort«.

Dette begreb stammer fra professor Ole Wæver og er omdrejningspunktet for Centre for Advanced Security Theory (CAST) ved Københavns Universitet, som også Lene Hansens aktuelle forskningsprojekt hører ind under.

Centret, der åbnede under Wævers ledelse i 2008, søger at bringe forskere fra forskellige fagdiscipliner sammen for at udvikle denne sikkerhedsliggørelsesteori, eller Københavnerskolen, som den også er kendt som.

LÆS OGSÅ: Spilleregler for skræmmepolitik, et interview med Ole Wæver.

Sikkerhed bliver normalt opfattet som et materielt, militært forhold, hvor truslen udgøres af en slyngelstat, af et land med kernevåben eller lignende.

Hvis man derimod, som Lene Hansen og CAST, ser ’sikkerhed’ gennem en diskursiv tilgang, er det sproget, som producerer noget truende, noget vi skal forsvare os mod.

Legitimerer indskrænkning af frihed

Når noget gennem et sæt af ord og begreber bliver sikkerhedsliggjort, så bliver det et sikkerhedspolitisk spørgsmål, og så gælder der nogle helt andre regler, end hvis det blot var et politisk spørgsmål, forklarer Lene Hansen.

»Det betyder, at du kan legitimere nogle indskrænkninger af traditionelle, liberale frihedsrettigheder. Det har man set masser af eksempler på, især i USA efter 11. september, men det kunne også være hiv og Aids, der blev betragtet som et sikkerhedspolitisk spørgsmål.«

»Og her er det jo helt afgørende, om det er menneskene eller sygdommen, der bliver set som en trussel. Om menneskene bliver set som ofre, eller om man legitimerer tiltag, der gør, at folk ikke kan komme ind i et land, hvis ikke de har en ren hiv-attest.«

Visuel sikkerhedsliggørelse

Lene Hansens eget forskningsprojekt kalder hun ’Visuel Sikkerhedsliggørelse’, og det omhandler hvordan billeder bliver omdrejningspunkt for sikkerhedspolitiske kriser.

Ikke blot Muhammedtegningerne, men også torturbilleder fra Abu Ghraib i Irak, videooptagelser af den døende iranske aktivist Neda Agha-Soltan og lignende.

I den aktuelle udstilling Billeder på en krise – Muhammed-sagen belyst gennem dagens tegning på Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek illustrerer Lene Hansen, hvordan Muhammedtegningerne har fået sikkerhedspolitisk betydning.

Ikke ved at vise de famøse 12 tegninger, men ved at udstille 22 andre tegninger om krisen. Tegninger om tegningesagen, så at sige, der er blevet trykt i danske dagblade fra før, der egentlig var en krise, frem til foråret 2006, og igen omkring den ’anden Muhammed-krise’ i februar, 2008.

Udgangspunkt i kontekst

Jeg møder Lene Hansen på hendes kontor på Center for Sundhed og Samfund (CSS). Bøgerne i den velassorterede reol er ordnet efter farve, og allerede her er Lene Hansen en af de mest visuelt orienterede politologer, jeg har mødt.

Men hendes interesse for avistegninger udspringer ikke primært af en kunstnerisk interesse.

»Når jeg ser på billeder, ser jeg også på den tekst, der spiller med, det æstetiske er mindre vigtigt. I modsætning til en kunsthistoriker, der ville tage udgangspunkt i selve værket, ser jeg på den kontekst, billedet optræder i, og den politiske betydning, det tilskrives.«

Tegnere i strid om diskurs

For, som Lene Hansen påpeger, så var sagen om Muhammedtegningerne ikke en krise fra dag ét, men udviklede sig til en sådan på grund af en række aktører, der fortolkede, hvad tegningerne betød, og hvilke intentioner der lå bag offentliggørelsen.

En slags diskursiv strid om den politiske kontekst, tegningerne skulle forstås i.

De udstillede tegninger, der hænger rundt omkring i biblioteket og i den pizzaduftende kælderkantine på det nye bibliotek i Gothersgade, viser, hvordan de respektive tegnere vælger at opstille en kontekst for krisen.

Hvor nogle tegninger er med til at skærpe krisen ved at tage det ene eller det andet parti, er der andre, der afmonterer spændingen med humor.

Brian Mikkelsen udløste ikke krise

For at forstå, hvor effektivt billeder kan få sikkerhedspolitisk betydning, er man ifølge Lene Hansen nødt til at se på forskellen mellem billeder og ord. Det handler om noget så blødt og diffust som følelser.

»Billeder har en emotionalitet, som tekst ikke har. Det er derfor man siger, at billeder siger mere end tusind ord. Og måske er det derfor, det er tegningerne, der udløser krisen, selv om Brian Mikkelsen en uge før, Jyllands-Posten trykte sine tegninger, holdt en tale, der var lige så markant som avisens diskurs.«

»Og Brian Mikkelsen er trods alt minister, mens Jyllands-Posten blot er en avis,« siger Lene Hansen med henvisning til den daværende kulturministers opfordring til kamp mod indvandrere fra muslimske lande, der i parallelsamfund »praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange.«

Krisen var primært politisk

Og fordi følelserne, der kommer til udtryk i krisen, produceres gennem en række begivenheder, skal man ikke stirre sig blind på de religiøse aspekter af krisen, mener Lene Hansen.

»Selvfølgelig kan der være nogle enkelte muslimer, der har set tegningerne i Jyllands-Posten og umiddelbart føler sig krænket. Men krænkelse er et forhold, der ligesom ’trussel’ bliver produceret politisk og diskursivt, og som har en politisk effekt.«

»Hvis man fokuserer for meget på det religiøse og på respekten for det islamiske billedforbud, så underspiller man den politiske del af konflikten,« mener Lene Hansen.

Størst frygt hos amerikanere

Ifølge Lene Hansen er det uden for Danmark, hun har fået de stærkeste reaktioner, når hun har forelæst om – og vist – Muhammedtegningerne. Og det er faktisk amerikanere, der reagerer stærkest.

»Især i England og USA har jeg fået nogle ophidsede reaktioner på Kurt Westergaards tegning. Selv efter et foredrag er der kommet folk op, som har sagt, at tegningen stadig gør dem dårligt tilpas.«

»I England og USA er spørgsmålet om at genpublicere eller vise tegningerne blevet så meget en del af den politiske debat, at selv hvis du gør det i en akademisk kontekst, så bliver det tit set som, at du tager parti. Det viser, hvor sikkerhedsliggjort de er blevet,« siger Lene Hansen.

Hvad skal politikerne gøre

Hun mener, at reaktionerne kan skyldes, at tegningerne stort set ikke er blevet trykt i amerikanske og engelske medier, mens mange muslimer allerede har set tegningerne.

Følelser, krænkelse og subjektive tolkninger af billeder. Det lyder diffust og svært at implementere i en praktisk sikkerhedspolitik.

»Jeg siger ikke, at alle politikere skal på et to ugers kursus i visuel sikkerhedsliggørelse. Men de bør blive mere opmærksomme på, hvordan billeder kan ’tale til følelserne’ og dermed mobilisere en befolkning til fordel for en bestemt politik,« siger professor Lene Hansen.

Udstillingen ’En krise fra to vinkler’ åbnede tirsdag den 23. november på Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek og kan ses til og med marts 2011.

Udover Lene Hansens del rummer udstillingen også adjunkt Mette Buchardts udstilling ’Krisen set fra klasserummet – Jyllandsposten-sagen og skolens produktion af ’muslimskhed’

ser@adm.ku.dk