Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Tusind år gamle levende billeder

Axel Bolvig fra Saxo Instituttet har lavet en dvd som tilbehør til sine forelæsninger om kalkmalerier. Det er noget helt nyt på humaniora og høster mange rosende ord hos kollegerne

En bondes ansigt har været frosset i kalk siden kunstnerens sidste strøg engang i middelalderen. I dag, næsten tusind år senere, vågner bonden op igen. Han danser sammen med gøglere og præster, djævle og engle.

Manden der har vækket de gamle billeder til live, er Axel Bolvig. Han er professor i kalkmalerier på Saxo Instituttet. Han har sammen med mange andre i de sidste ti år indsamlet billeder af kalkmalerier og i de senere år katalogiseret dem på hjemmesiden www.kalkmalerier.dk.

Nu er Axel Bolvig gået skridtet videre og har ved hjælp af computerprogrammer animeret de ældgamle kalkmalerier så de fremstår som var man til stede i kirken.

Det er blevet til en dvd som han præsenterede ved en konference i Østrig til tilhørernes udelte begejstring. En begejstring der var så stor at man i Østrig besluttede at udgive dvd’en.

Øget interesse
»Det er så vidt jeg ved, første gang inden for historie og måske humaniora at man vedlægger en dvd i en videnskabelig publikation. Mange af mine kolleger har set dvd’en og vil nok tage metoden til sig,« fortæller Axel Bolvig.

På hans skrivebord står den bærbare computer og på skærmen kører hans nyligt færdiggjorte animationer.

Det er spændende ting der udfolder sig på skærmen. De kalkmalerier vi alle kender fra kirkerne i det ganske land, er vækket til live.

Bevægelserne rundt på billederne for at udpege de vigtige punkter skaber en helt ny interaktiv og spændende måde at se billederne på. Lysbilledet og Powerpoint-præsentationen har fået en værdig konkurrent.

»Jeg mener jo at det her er vejen frem. Redskaberne har ikke været der tidligere, men nu er de her og kan betjenes af almindelige mennesker,« siger Axel Bolvig.

Han har brugt programmer som ‘Photo to Movie’ og ‘Final Cut’ til at skabe den levende præsentation. Han indrømmer dog at han har fået hjælp af Academic Supportcenter som han takker for et fantastisk stykke arbejde.

Ændret arbejdsproces
Mens en skræmmende scene udspiller sig på dvd’en, bygger musikken uhyggen op i baggrunden. Det er sønnen Morten Bolvig der har stået for den stemningsfulde blanding af jazz og elektronisk musik der er underlægningssporet på dvd’en.

»Jeg har ofte tænkt på at man kunne lave en billedbibel på den her måde. Der er et enormt potentiale i mediet.

Humaniora og historie er jo traditionelt meget lidt visuelt orienteret, og det kan denne metode ændre fuldstændig på,« forklarer Axel Bolvig.

Han forklarer at internettet har ændret den måde han og andre arbejder på fordi der aldrig tidligere var mulighed for at udveksle billedmateriale i samme grad som nu.

»Det er meget nyt at alle kan arbejde sammen på denne måde med de værktøjer vi har i dag,« siger Axel Bolvig.

Hjemmesiden kalkmalerier.dk har været en bragende succes. Sidste år var der over to millioner sidevisninger, og det antal kan den gamle server slet ikke kan klare. Udfordringen er nu at skaffe midlerne til en ny og bedre server.

Saltvandsindsprøjtning
»Vi skal simpelthen have penge til en ny server, og der skal afsættes penge til vedligeholdelse så den nye server ikke går til ligesom den gamle,« forklarer Axel Bolvig.

Han har ikke kunnet trække flere penge ud af sit fakultet og forhandler derfor blandt andet med Det Kongelige Bibliotek. Han overvejer dog også bannerreklamer på hjemmesiden som betaling.

»Der skal sponsorpenge til, ellers går det ikke. Jeg har overvejet at kontakte Turistrådet og store virksomheder som B&O, for vi har de besøgende til sponsorerne. Over 400.000 billedopslag fra USA i 2001-2003 – det er kultureksport der vil noget,« siger Axel Bolvig.

Han håber det nye medie vil skabe mere opmærksomhed omkring de danske kalkmalerier og mulighederne inden for feltet.

På skærmen zoomes ind på et billede af djævelen mens Axel Bolvig fortæller videre akkompagneret af sønnens sprøde toner.

Seneste