Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Tutor Teologi: »Jeg vil give de nye studerende en lige så god studiestart, som jeg fik«

Studiestart — Nogle har været i gang siden før jul, og de glæder sig til at byde de nye studerende velkommen. Vi har spurgt en række tutorer fra forskellige egne af Københavns Universitet, hvordan de forbereder sig. Her skal du møde Carina Meier fra Det Teologiske Fakultet.

Det Teologiske Fakultet er hjemsted for et enkelt fag, surprise: Teologi. Begynder man på teologistudiet efter sommerferien, vil der stå 20 glade tutorer klar til at tage imod én i introugen. En af dem er Carina Meier, som er tutor for første gang. Sidste år var hun selv rus, og oplevelsen af at starte et helt nyt og stort sted ligger derfor helt frisk i hukommelsen.

»Studiestarten er for mange virkelig nervepirrende, og som jeg selv erfarede sidste år, er det virkelig rart, at der står en flok søde mennesker og et godt introprogram klar til at fjerne den værste nervøsitet. Min største motivation er klart at give de nye studerende en lige så god studiestart, som jeg selv fik,« siger Carina Meier.

LÆS OGSÅ: På Humaniora skal de nye russer grave i jord og lave revy

De teologiske tutorer har været i gang med arbejdet siden april. Mest af knokleriet skete før sommerferien, og den endelige hånd på introprogrammet lægges sidst i sommerferien, når tutorerne mødes til en tutorweekend.

Det er et træk, der går igen hos de fleste tutorgrupper på tværs af fakulteterne: At de skal rystes sammen på en hyttetur, så de i samlet venneflok er klar til at møde de nye studerende.

»Det er vigtigt, at tutorerne har et godt socialt fællesskab, så på de forskellige møder er der også sociale aktiviteter. Det sociale fællesskab i tutorordningen er også en god måde at lære studerende fra andre årgange at kende,« siger Carina Meier.

LÆS OGSÅ: Tutor på SUND: »De nye studerendes forhold til tights bliver helt anderledes efter rusturen«

OG: 54 Jura-tutorer glæder sig helt vildt: »August kan nærmest kun gå for langsomt!«

OG: På Institut for Statskundskab byder 120 tutorer 350 nye studerende velkommen

Studiestart 2019

Alt du skal vide

Seneste