Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Café Helga, dødsstjerner og skøre paninier: Her er din guide til Søndre Campus

Overblik — Københavns Universitet har fire campusser. Her er din guide til Søndre Campus. Læs om fredagsbarer, kantiner, gemmesteder – kort sagt alt det, du skal bruge for at få overblik over studielivet på Københavns Universitets amagerkanske campus.

For det første: Ingen kalder det Søndre Campus. Jo, universitetet gør, men de studerende holder stædigt og stolt fast i det gamle navn, der officielt blev lagt i graven i 2017: KUA.

Oprindelig var KUA (Københavns Universitet Amager) et brutalistisk betonkompleks – af forfatter og eks-KUA-studerende Jan Sonnergaard beskrevet som »Nordeuropas billigste, grimmeste og mest ubehagelige institutionsbyggeri«.

Campusguide

Læs den store guide til alle fire campusser her, eller vælg din campus:

I dag er humanisternes gamle højborg revet ned og erstattet af tre nybyggerier i sandsten og glas (der kaldes KUA 1-3). Da teologerne, juristerne og det, der engang hed det Informationsvidenskabelige Akademi (som senere har heddet Institut for Informationsstudier, og som nu er en del af Institut for Kommunikation) i 2017 flyttede ind i KUA 3, bragte de studenterpopulationen helt op på 16.000.

Det er således både Det Humanistiske Fakultet, Det Juridiske Fakultet og Det Teologiske Fakultet, der nu holder til i Linse Kesslers hood.

I august 2019 blev universitetstorvet med navnet Karen Blixens Plads indviet og satte dermed punktum for de årelange byggeprojekter. Torvet binder de tre universitetsbygninger sammen, og dermed også fakulteterne, og har både wifi-dækning, udendørs stikkontakter (!) og overdækkede cykelskure, der mest af alt ligner dødsstjerner.

Sådan finder du rundt: Hver trappeopgang på Søndre Campus har en – ofte skrigende – farve, som går igen hele vejen op gennem bygningen. Du kan også, hvis du er til den slags, navigere efter lokalernes nummersystem. Skal du have post-tonal analyse i lokale 16.4.74, så er det i bygning 16, som du hurtigt finder ud af er gul, på 4. sal i lokale 74. Nummer 74 ligger ikke nødvendigvis ved siden af nummer 73, men det finder du nok ud af. Ligesom du fanger, at KUA 1 rummer bygning 21-27 (26 findes ikke), mens bygning 10-16 ligger i KUA 2 og bygning 4-9 i KUA 3 (1,2, og 3 findes ikke). Easy peasy.

Studievejledningen: Holder til på de enkelte institutter.

Søndre Campus

Huser ca. 15.000 studerende fordelt på tre fakulteter og godt 100 uddannelser

Læsesale: Der er masser af læsepladser på institutterne – altså dem, der ligger i KUA 2 og 3, thi det var nemlig den udprægede mangel på læsepladser i KUA 1, der lærte de høje (byg)herrer, at man hellere måtte tænke muligheden for læsning ind i de næste byggerier. Ellers er der læsero på institutbibliotekerne (på nær Institut for Kunst- og Kulturvidenskabs bibliotek i bygning 16, hvor der altså er placeret klaver-øvelokaler lige op og ned af læsesalen) – og på det store fællesbiblioteket KUB Søndre Campus, naturligvis.

Nu vi er ved fancy nybyg i KUA 3, er Juridisk videnscenter med sit store atrium glimrende både til individuel læsning og gruppearbejde. Vil du have ro, er en god læsesal gemt bag atriets karakteristiske kæmpetrappe.

LÆS OGSÅ: Fra rødbrune barakker til lysegule bakker: Nu er der sat punktum på Søndre Campus

Læserum - Læsegruppesession i de jurastuderendes atrium i KUA3.
billede: Lizette Kabré
Byggeri - I august 2019 blev det sidste punktum for byggeriet på Søndre Campus sat, da den nye og længeventede Karen Blixens Plads blev indviet. Billedet viser, hvor vildt der så ud, mens byggeriet stod på.
billede: Anders Fjeldberg
Dødsstjerner - I dag ser pladsen nogenlunde sådan her ud...
billede: Lene Munk/Uniavisen

Kantiner: Den store i kantine KUA 1 har varm mad, smørrebrød og salater, den vegetariske Wicked Rabbit i KUA 2 har glimrende grønt – og kødæderne vil holde af juristernes kantinekøkken i KUA 3. Vælger du buffet, kan det blive halvdyrt, fordi du betaler som udgangspunkt pr. vægt i de to store kantiner. Kaffebaren Mødestedet i KUA 2, der er en del af kæden Hav a Java, der også kan findes i KUA 1 og 3 har sandwich og persillesovspaninier frem til klokken 15 i hverdagene (Mødestedet har særlige åbningstider grundet COVID-19-restriktioner). Og så er der jo altid Fakta ved metroen, Netto bag KUA 1 eller den kæmpestore Rema 1000 på hjørnet af Amagerfælledvej og Njalsgade.

LÆS OGSÅ: Din kuriøse guide til Københavns Universitet

Kaffe: Du kan få fornuftigt prissat kaffe i alle kantiner – og dyrere, fancy varianter i Mødestedet – men den billigste kop finder du typisk i din lokale cafe/fredagsbar, hvor overskuddet oven i købet går til de studerende.

Fredagsbarer: Tillykke, du er kommet i fredagsbarhimlen. Hvert institut på Søndre Campus har sin bar/café, som fungerer som studielivets bankende hjerte og dit home-away-from-home. Tilflytterne fra Indre By er allerede faldet til: Jurabar har endelig fået plads til masserne, og Teobar har fragtet den gode stemning (og det gode barkort) fra deres gamle kælderbar på Købmagergade til glasburet på Amager.

Når du har lært din egen fredagsbar at kende, kan du kaste dig ud i den ældgamle tradition KUA-crawlet, hvor du farer vild på Søndre Campus’ gange i forsøget på at finde dine fredagsbar-naboer. Tillad os at fremhæve hyggelige Café Helga på SAXO-instituttet og ikke mindst Roland Bar på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, der vandt netop KUA-crawlet i 2019, og hvor man et par gange i semestret kan opleve live musik.

LÆS OGSÅ: Et fakultet drikker sig i hegnet

Fest - Fredagshygge i Café Helga, der er en del af SAXO-instituttet (Historie, Forhistorisk Arkæologi, Etnologi, Græsk og Latin, Klassisk Arkæologi).
billede: Arkiv
Sofalæsning - På Søndre Campus er der en del bløde læsebåse. Se også den skrigende grønne på væggen.
billede: Lizette Kabré

Dresscode: Velkommen til den velklædte campus. Fordums nussede humanister med mørkebrune rullekravesweatre er for længst erstattet af cool typer iført Instagram-værdige ‘åh, jeg tog bare det på, der var rent’-outfits. Variationen er stor. Dresscode er mest loose omkring Teologi og SAXO-instituttet, mest Gucci-Ganni omkring Jura, hvor man kan spotte businessklædte juradrenge og – om vinteren – isbjørne (kvindelige jurastuderende i pels).

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Gemmesteder: Der er flere sofaer med høj ryg, som står over for hinanden og lukker af for omverden. Der er dejligt roligt på fjerde sal ved Jura, og tagterrasserne mellem bygningerne kan også give et skud fred uden for myldretiderne – det samme kan kanalen ved KUA 1.

Rygning: Efter ballade om rygning på tagterrasserne (forbudt!) og ved indgangspartiet til KUA 3 (forbudt!) er cigaretfolket blevet henvist til udendørsarealer på gadeniveau. Rygerne har fået det lidt nemmere, efter Karen Blixens Plads åbnede. Nu kan du med god samvittighed sidde på en af de gule bakker og spejde udover torvet med en smøg i mundvigen og en Adorno-tekst i hånden.

Uni-lingo: Som alle svarede, da vi spurgte efter særlig Søndre Campus-lingo på Facebook: DET HEDDER KUA, ikke Søndre Campus.

Online: Meld dig ind i KUA-gruppen på Facebook – hvor folk poster jobopslag, glemte sager og artikler fra Uniavisen naturligvis …

Glæd dig til: KUA’s eget melodi grand prix, som hvert år arrangeres af Musikvidenskab og afholdes i Festsalen i KUA2.

LÆS OGSÅ: Den ukendte fest alle burde være med til

Seneste