Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
FINANSLOV - Det eneste sted, hvor universiteterne reelt kan spare, er ved at afmontere det afrapporteringsmonster, skiftende regeringer har indført på uddannelsesinstitutionerne, skriver DM's formand.
Regeringen har med den indgåede finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance gennemført en markant beskæring på universiteterne og de øvrige videregående uddannelser.
Universiteterne skal i 2016 spare to procent på uddannelserne, og oveni disse nedskæringer skal lægges 1,4 mia. kroners besparelser på forskningen, som også rammer universiteterne hårdt. Det kan ikke undgå at ramme kvaliteten af uddannelserne og gå ud over både forskning og undervisning.
Besparelser og nedskæringer, som i disse år bliver udrullet ikke mindst på det offentlige arbejdsmarked, betyder, at færre mennesker hele tiden skal løse flere opgaver på mindre tid. Problemet er, at universitetsansatte allerede gennemsnitligt arbejder i 47 timer om ugen, så det er umuligt at klemme flere timer ud af dem. Den eneste tilbageværende mulighed bliver at slække på kvaliteten af undervisningen, hvilket er utilfredsstillende for den enkelte VIP’er.
Det går ud over et i forvejen belastet arbejdsmiljø på vores højere uddannelsesinstitutioner, når man skal gå på kompromis med sin faglighed. Og det går ud over de studerende i form af ringere uddannelseskvalitet og generel forringelse af studielivet, fordi kontakten mellem studerende og undervisere mindskes. Det er brandærgerligt, for det er de unges viden og engagement, vi skal leve af i fremtiden.
Dansk Magisterforening har sammen med uddannelsessektoren og arbejdsgiverorganisationer kæmpet hårdt mod besparelserne, og vi vil fortsat gøre det, da regeringen har varslet to procent nedskæring hvert år de næste tre år.
Det eneste sted, hvor universiteterne reelt kan spare, er ved at afmontere det afrapporteringsmonster, skiftende regeringer har indført på uddannelsesinstitutionerne. Det belaster både universiteternes administrative personale og det videnskabelige personale, fordi alt skal måles og afrapporteres. Det er tid som VIP’ere og TAP’ere i stedet kunne bruge på kerneopgaverne.
Med de kortsigtede besparelser, der uundgåeligt vil få store konsekvenser på længere sigt, saver regeringen den gren over, vi alle sammen sidder på. Vi er kendt som et land, der er gode til innovation og udvikling. Den kurs skal vi fortsætte, men det kræver investeringer, ikke nedskæringer.
uni-avis@adm.ku.dk