Uddannelsessystemet frasorterer syge og handicappede studerende

På trods af min ordblindhed var jeg blevet tildelt en standbyplads på Jura på Københavns Universitet, og jeg begyndte studierne med glæde i år 2014. Det umulige var sket – troede jeg.

Dog vidste jeg ikke på daværende tidspunkt hvilke konsekvenser det ville få mig som ordblind at være den første studenterårgang, der var underlagt Fremdriftsreformen, eller hvor ligegyldigt uddannelsessystemet ville behandle mig, da jeg senere blev syg.

Studerede 50 timer/uge

Fremdriftsreformens krav om fuld studieaktivitet ramte mig fra begyndelsen særligt hårdt på grund af min ordblindhed. Kombinationen af dysleksi og et fuldtidsstudie gav mig en arbejdsbyrde på mindst 50 timer ugentligt.

Som nystartet jurastuderende havde jeg intet kendskab til min dispensationsmulighed for reduktion af 30/60-kravet, og faktisk troede jeg, at min arbejdsbyrde var normen. Jeg troede vitterligt, at alle jurastuderende som jeg kun havde fri fra case-arbejdet i holdundervisningen, gruppearbejdet, forelæsningerne og den konstante læsning, når de skulle transporteres til og fra studiet og have ordnet praktiske ting såsom at sove, bade og spise.

Faktisk havde jeg lidt ondt af dem, da de fleste også havde et arbejde at passe ved siden af.

»Selv om mine tre 4-taller ikke reflekterede min arbejdsindsats, forestiller jeg mig, at min arbejdsbyrde må have målt sig med de såkaldte 12-talspigers«

Jeg har senere erfaret, at min læseteknik ikke var hensigtsmæssig, og at det ikke er meningen, at man på universitetet skal læse stort set alt, som jeg gjorde. Rådet er, at man skal skimme og finde det relevante, men det harmonerer bare ikke med det meget tekstnære fag jura, den skriftlige eksamensform og ordblindhed i praksis.

Helt konkret betyder ordblindhed, at man har svært ved at forbinde tekst med lyd. Derfor har ordblinde også store vanskeligheder med at lære alfabetet at kende i 0. klasse og siden at læse og stave. Selvfølgelig kan ordblinde lære at kompensere for deres neurologiske vanskeligheder, hvilket en del også gør, og hvilket jeg beviser med denne artikel.

At være ordblind og gå til eksamen

At jeg har lært at læse og stave er ikke ensbetydende med, at jeg ikke længere er ordblind. Jeg har stadig grundlæggende vanskeligheder med at omsætte bogstaver til lyde og sætte lydene sammen, når jeg støder på nye ord, fx juridiske begreber.

Og den juridiske fagterminologi med ukendte og svære ord som genus- og speciesforpligtelser, de oftest indviklede sætningskonstruktioner, det generelle høje lixtal og den kæmpe betydningsforskel ved forveksling af et ‘kunne’ med ‘burde’ i en lovtekst, pressede mig som ordblind ikke bare mængde- men også tidsmæssigt.

Presset blev kun større af, at alle eksamener på nær én på den juridiske bacheloruddannelse var skriftlige. I teorien var jeg kompenseret for mit handicap, da jeg som normalt fik 1 ekstra time til en 4 timers skriftlig eksamen, men denne kompensation har aldrig i min skolegang været tilstrækkelig.

Min studentereksamen viser også, at mine skriftlige eksamenspræstationer altid lå under mine årskarakterer, på trods af den kompenserende ekstra eksamenstime. Det skyldtes ganske enkelt færre færdigheder i stavning og langsommere skrivehastighed på grund af ordblindhed.

»I det stille led jeg af søvnbesvær, tristhed, vægttab og enkelte gange oplevede jeg at tale usammenhængende«

Der er dog intet nyt i at ordblinde generelt får lavere karakterer end ikke-ordblinde, hvilket selv ordblindecomputere ikke har kunnet løse, da brugen af dem er tidskrævende.

Altså vidste jeg allerede fra studiestarten, at min eneste chance for at bestå mine skriftlige eksamener var, at jeg kendte mit pensum til fulde. Som i gymnasiet var jeg presset til at læse pensum to gange. Dog var selv jeg ikke forberedt på, at min arbejdsbyrde ville blive på mindst 50 timer om ugen i de 4 måneder, som semestret varede, og at det ville kræve en ekstrem arbejdsindsats at være ordblind jurastuderende pålagt en ikke-ligestillet eksamensform samtidig med kravet om fuld studieaktivitet.

Selv om mine tre 4-taller ikke reflekterede min arbejdsindsats, forestiller jeg mig, at min arbejdsbyrde må have målt sig med de såkaldte 12-talspigers.

Denne belastning medførte selvfølgelig stresssymptomer. I det stille led jeg af søvnbesvær, tristhed, vægttab og enkelte gange oplevede jeg at tale usammenhængende. Altså blev jeg presset til fremdrift i sådan en grad, at jeg udviklede langvarig stress.

Trafikuheldet

Jeg bestod første semesters 30 ECTS-point, og dagen efter min sidste eksamen havde jeg første arbejdsdag hjemme på Fyn. Min ferie blev brugt på et fuldtidsarbejde for spare de cirka 3.000 kroner op, som et semesters juridiske lærebøger koster og som supplement til næste semesters SU – penge som jeg hverken kunne skaffe ved at have et studiejob eller få som et økonomisk tilskud hjemmefra.

Alt ændrede sig dog få dage inden andet semester startede, da jeg kørte galt. Selv om det var et voldsomt trafikuheld med 130 km/time på motorvejen, var jeg dog heldig hverken at miste legemsdele eller få piskesmæld. Så 4 dage efter færdselsuheldet havde jeg mit første arbejdsmøde med min studiegruppe.

»I min rådvildhed begyndte jeg at overveje at skifte studium, blive værnepligtig eller tage ud og rejse«

Hvordan jeg skulle kunne nå at indhente pensum, når jeg var forsinket fra start, vidste jeg ikke. Så jeg fortsatte det konstante hastværk, men denne gang forstod jeg bare hverken det læste pensum eller holdundervisernes gennemgang af dagens stof. Alt hvad jeg sagde i studiegruppens case-arbejde var tilmed forkert – som om jeg slet ikke havde læst.

I desperate forsøg på at forstå og huske pensum blev mine bøger farvelagt med gule, grønne og røde overstregninger, og nye notemetoder blev også forsøgt. Lige meget hjalp det, og en frygt for at dumpe fag, miste eksamensforsøg og til sidst blive smidt ud af både studium og studiebolig meldte sig også.

Jeg havde jo ingen mulighed for at framelde mig fag eller udskyde hverken eksamens- eller reeksamensforsøg uden lægeerklæring efter Fremdriftsreformens indtog. Jeg var tvunget til at få styr på mig selv, ligegyldigt hvor forfærdeligt jeg havde det. I min rådvildhed begyndte jeg at overveje at skifte studium, blive værnepligtig eller tage ud og rejse – bare for at komme væk fra min situation.

Dog endte jeg altid med at sidde med hovedet begravet i de juridiske lærebøger for give det hele en chance til. Jeg havde jo været så lykkelig for at starte på Jura et halvt år forinden, så i et fortvivlet forsøg på at gøre noget, søgte jeg om dispensation til at læse på nedsat tid på grund af ordblindhed fra næste semesters begyndelse.

Tvangstilmeldingens pisk

Min plan for dette semester blev så at læse to af de tre fag op i sommerferien. Efter at have blanket, kunne jeg intenst læse op til det ene fag. For anden gang blev bogen gennemlæst, og jeg tog den skriftlige eksamen. Sommerferien begyndte, og jeg tog hjem til Fyn for at få ro til at læse op.

Jeg var godt i gang med eksamensforberedelserne til næste fag, da jeg fik besked om, at jeg var dumpet. Samtidig med at jeg var knust, blev jeg kun mere stresset over, at jeg nu skulle læse tre fag op i sommerferien, da jeg på grund af reformen jo automatisk var tilmeldt alle tre reeksamener.

Så min 8 timer lange arbejdsdag med pensum fortsatte, da jeg ikke havde andet valg, hvis jeg ville fortsætte på mit studium. En dag konstaterede min mor, at jeg var helt bleg efter at have læst hele dagen. Hun spurgte mig, hvor meget jeg egentlig havde læst, og jeg kunne kun svare to sider. Selv om det virkede helt åbenlyst, at noget var fuldstændig galt, havde mit stressniveau været så højt, at jeg aldrig havde haft overblik til at konstatere mit problem.

Hele mit fokus havde været på, at min sædvanlige arbejdsindsats ikke længere var tilstrækkelig, og følgelig skulle jeg studere mere. Dog var mit problem ikke antallet af arbejdstimer, men at hele min arbejdsindsats syntes nytteløs.

Senfølger og koncentrationsbesvær

Jeg blev jeg sendt til lægen og fik endelig klarhed. Det viste sig, at jeg havde fået en hjernerystelse under mit trafikuheld og nu led af senfølger af den. I 5 måneder havde jeg altså formålsløst isoleret mig på mit værelse for at læse i en bog, som jeg intet forstod af, hvilket der ingen ECTS-point kom ud af – blot for at leve op til kravet om fremdrift.

Alligevel græd jeg af glæde over, at det ikke var mig, som havde gjorde noget forkert, men at der var en forklaring. Årsagen var koncentrationsbesvær. Det var derfor jeg ikke havde kunnet lagre hvad der foregik i undervisningen og ikke kunne forstå det pensum, som jeg læste.

»Fremdriftsreformens krav om fuld studieaktivitet har haft afgørende indflydelse på min udvikling af senfølger fra hjernerystelsen«

Hvorfor mine indlæringsvanskeligheder havde udviklet sig til senfølger, hvilket kun rammer få procent af hjernerystelsesramte, er ikke entydigt. Dog indikerer noget forskning, at stress kan være en af flere sårbarhedsfaktorer til udviklingen af senfølger efter en hjernerystelse. En faktor som jeg oplevede fra første dag, idet stress for mit vedkommende blev lig med at gå på universitetet.

Ikke at jeg skal give Fremdriftsreformen ansvar for mit trafikuheld, men reformens krav om fuld studieaktivitet har haft afgørende indflydelse på min udvikling af senfølger. Efter 1 år og 8 måneder er jeg den dag i dag endnu ikke raskmeldt. Altså gjorde Fremdriftsreformen mig syg.

Dispensationshelvede forlænger sygdomsforløb

Min kamp for at få dispensation fra kravet om fuld studieaktivitet begyndte nu. Selv om alle mine tre dispensationer blev imødekommet, har det rent ud sagt været et helvede. Jeg har været til samtaler med studie- og karrierevejledere om alternative studieplaner, sat mig ind i regler om genholdsætning, udsættelse af stopprøvekravet for anden gang og reduktion fra 30/60-kravet, skrevet ansøgninger, fremskaffet lægeerklæringer, ventet på svar – og ventet endnu længere, fordi administrationen har overskredet sine egne svarfrister, og jeg har måttet rykke studieinformationen for svar talløse gange.

Efter et års sygdomsforløb blev min fortvivlelse dog total. Selv om min dispensation var blevet imødekommet mere end en måned før semesterstart, blev jeg holdsat for sent og gik dermed glip af næsten 2 ugers undervisning, så min sagsbehandler var nødsaget til at ringe til universitetet.

Ikke nok med at mine dispensationer tilsammen blev forsinket 4 måneder, så har alt dette også opbrugt mine begrænsede ressourcer og været forbundet med mange bekymringer. Tid og energi jeg i stedet for skulle have brugt på at hvile og dermed blive hurtigere rask.

Da jeg i juni endnu ikke var raskmeldt, valgte jeg som konsekvens af Fremdriftsreformens omfattende dispensationsmaskine at droppe ud. Selv ikke den reviderede reform ville løse dispensationshelvedet. Efter at have været indskrevet i snart to år var mit ønske om at blive rask større end at fortsætte på Jura.

Nul handicaptillæg til ordblinde

Venstres bebudede SU-besparelser, som vil ramme alle udeboende studerende hårdt, vil specielt gå ud over handicappede studerende. Dette benægter uddannelsesminister Ulla Tørnæs i artiklen Handicappede frygter SU-besparelse: De rammer helt skævt i Information, idet handicappede studerende udover SU’en kan få et handicaptillæg.

»Hvad vil Ulla Tørnæs have at jeg og andre ordblinde skal gøre, hvis SU-nedskæringerne træder i kraft?«

Handicaptillægget gives som kompensation for, at handicappede ikke har samme muligheder for at arbejde ved siden af studiet. Dog glemte hun at nævne, at ikke alle handicappede kan få dette tillæg. Jeg har søgt, men fik afslag, da min ordblindhed ikke forhindrer mig i at påtage erhvervsarbejde, der ikke kræver særlige læse- eller skrivefærdigheder.

Det indgår nemlig ikke i vurderingen, om man som følge af sin funktionsnedsættelse bruger længere tid på studiet, og dermed er ordblinde fuldstændig afskåret fra muligheden for handicaptillæg. For at få handicaptillægget skal man opfylde de almene betingelser for at få SU, fx kravet om studieaktivitet, hvilket jo var min reelle udfordring.

Så ordblinde er henvist til at søge dispensation om reduktion af studieaktivitetskravet ved siden af studiejobbet. Noget som jeg kun søgte om ved en tilfældighed, og måske også kun fik imødekommet ved en tilfældighed, da jeg ved, at en anden ordblind KU-studerende fik afslag. Ikke at jeg kan afkræfte, at jeg som følge af min dispensation til at læse 20 ECTS/semester kunne nøjes med at læse 37 timer svarende til et fuldtidsstudium, da jeg aldrig nåede at afprøve det på grund af sygdom.

Ingen ligestilling overhovedet

Dog ved jeg, at end ikke min brug af specialpædagogisk støtte har kunnet afhjælpe mit behov for reduceret studieaktivitetskrav. Jeg ved også, at min dispensation om 20 ECTS/semester kun var tilstrækkelig, så længe jeg havde et levegrundlag svarende til vores nuværende SU-sats, og jeg derfor ikke skulle arbejde mere ved siden af. Ellers skulle jeg have søgt om større reduktion af studieaktivitetskravet, selv om jeg allerede på grund af mit handicap kunne forvente en studietid på 6½ år.

Så hvad vil Ulla Tørnæs have at jeg og andre ordblinde skal gøre, hvis SU-nedskæringerne træder i kraft? Læse på yderligere nedsat tid, blive mere forsinkede og modtage SU i længere tid? Eller skal ordblinde helt generelt have færre uddannelsesmuligheder og kun tage praktiske uddannelser? Eller skal vi gældsætte os mere end andre studerende for at tage en boglig uddannelse?

Selvfølgelig er der også den mulighed, at ordblinde bare kan presse sig selv til ukendelighed med et studium og et job i ferierne, hvilket jeg har prøvet. Noget som kun resulterede i stress og senfølger. I hvert fald er der intet handicaptillæg til ordblinde studerende, og derfor vil vi ordblinde blive presset hårdere af SU-nedskæringer end andre studerende.

Ligestilling i uddannelsessystemet er der på ingen måde.

uni-avis@adm.ku.dk