Uden et hjem

»Hjemløshed er jo den yderste konsekvens af en masse sociale problemer måske ofte også en social deroute, hvor så ekstremen er, at man mister sin bolig og sit hjem. Den ekstreme form af en social nedtur, hvor man mister fundamentet i sit liv.«

Det er svaret, da jeg spørger Robert Olsen, hvorfor hjemløshed er et problem. Robert Olsen var forstander for Mændenes Hjem i 18 år. Nu er han forstander på Kofoeds Skole, der er et tilbud til mennesker med sociale problemer.

Han er en mand, der ved, hvad han taler om, når det kommer til hjemløse. Han har været i frontlinjen gennem mange år. Hjemløshed ser Robert ikke som et isoleret problem, men som et symptom på en række sociale problematikker.

Manden med poserne og hunden, måske et skævt smil, en barnevogn og en sjov hat – den hjemløse vagabond, der har valgt livet på gaden – hans slags findes der ikke mange af. Det er de færreste, der gerne vil bo på gaden, det har Robert Olsen erfaret gennem sit arbejde. De fleste vil gerne have et sted at bo. Den ikoniske vagabond er en myte og ikke noget reelt billede, man kan bruge på hjemløse.

Gennem de sidste tyve år er gruppen af hjemløse blevet mere kompleks. Tiden er løbet fra vagabonden, nye typer af hjemløse er kommet til. Specielt op igennem 00’erne er der sket en udvikling, så vi i dag både ser flere misbrugere, flere immigranter (med og uden papirer) og flere unge.

Misbrug. Så kort kan det siges. Det er langt den mest hyppige forklaring på, at mennesker ender på gaden. Når pengene bliver brugt på stoffer, er der ikke råd til at betale husleje. Selv om det ikke er alle hjemløse, der er mænd, må man bare konstatere, at denne gruppe er særligt udsatte. Det forklarer Robert Olsen med, at mænd traditionelt set er dårligere til at få betalt regninger og vaske sokker – altså at holde sammen på et hjem og et liv.

Den øgede migration, som en generel tendens i Europa, har sat sit præg på gadebilledet. Der er i dag langt flere mennesker, der kommer fra andre lande og slår sig ned på gaden i Danmark. Hvis man bare tænker på pantsamlere i København, bliver det tydeligt, hvad Robert mener.

Ikke fucking hjemløs

Den sidste gruppe af hjemløse, som er kommet til og er støt stigende, er de unge. Det er en anden type af hjemløse end de ”voksne”. De unge har stadig troen og håbet på en bedre fremtid. Det er noget af det, der gør denne gruppe anderledes, ifølge Robert Olsen.

Jeg er ikke fucking hjemløs, jeg mangler bare et sted at bo er en kampagne, der sætter fokus på de unge hjemløse. Den er igangsat af Kofoeds Kælder, et tilbud til unge mellem 18-29 år, der både tilbyder tag over hovedet og rådgivning af forskellig art.

Som det også fremgår af kampagnens titel, er der blandt de unge en høj grad af afstandstagen til mærkaten hjemløs. Sagen er den, at de unge er ligesom en slags kamæleoner, der både er pæne i tøjet, har en mobil og adgang til Facebook. De vil ikke vedkende sig identiteten som hjemløse. Mange af dem bor heller ikke decideret på gaden, men sover på sofaen hos venner og bekendte.

Det er vigtigt ikke at forveksle boligløse med hjemløse. Det påpeger Robert Olsen. Boligløse er ikke omfattet af Serviceloven og dækker over alt fra studerende til folk på arbejdsmarkedet, som står uden bolig. Det, der definerer en hjemløs, er, at der udover boligløsheden er sociale problematikker, som den enkelte ikke kan overkomme ved egen kraft.

Bureaukratiekvilibrisme

Hvilken opgave er det så Robert Olsen og hans kollegaer løser? Han forklarer mig, at det, der er svært for de hjemløse, er at navigere i en offentlig administration, der for størstedelens vedkommende er digitaliseret. Bare det at bruge Nem-ID kan være en uoverkommelig opgave, og det er noget, der bliver brugt tid på at lære de udsatte grupper.

Derfor er Robert Olsen og hans kollegaer, med et udtryk taget fra Robert selv, bureaukratiekvilibrister. Det vil sige, at de agerer som superbrugere, der kender det offentlige administrationssprog og kan oversætte og guide de hjemløse.

Hjemløshed som et strukturelt problem

Robert Olsen peger på nogle metaforklaringer på hjemløshed. En af forklaringerne er urbaniseringen. Det er klart for de fleste, at der er sket en bevægelse, hvor flere flytter fra landet til byen. Det hænger sammen med jagten på det gode liv, som for mange ligger i storbyens muligheder. Mange flytter til byen, men der bliver ikke bygget et tilsvarende antal boliger, og de boliger, der er, er for dyre. Der er altså et strukturelt problem, som er gældende i alle af landets større byer.

Løsningen kunne være en mere fantasifuld udnyttelse af de arealer, der trods alt er. Robert Olsen fortæller, at der er en bredspektret vifte af muligheder. Flere autonome botilbud skyder op, hvor man eksempelvis kan få en skurvogn stillet til rådighed.

Robert kan sagtens følge tankegangen hos de studerende, der for nyligt besatte et plejehjem i København, der havde stået tomt længe. Han mener, at hvis vi skal løse problemerne med hjemløshed, er man nødt til at forstå dobbeltheden i socialpædagogikken.

Det er socialpædagogikkens opgave at få individet til at passe indenfor rammerne, som udgøres af samfundet. I nogle tilfælde må rammerne dog udvides for at passe til individet i stedet. Det gøres ved, at vi bliver mere kreative og tænker bolig som andet end lejligheder og villaer.

uni-avis@adm.ku.dk