Udenrigsministre på KU: Klimaaftalen hænger i en tynd tråd

Fem af EU’s udenrigsministre anført af den britiske og den franske, har dannet en diplomatisk klimabande, der turnerer kontinentet og slår på tromme for en konkretisering af EU’s store miljøløfter. Helt specifikt vil de have penge på bordet.

Og de tunge drenge var ikke taget på universitetet i dag for at ae deres publikum med blød snak. Budskabet var, at klimaaftalen i København til december er i fare, og det er sidste udkald, hvis den politiske verden skal få nosset sig sammen og fundet et udspil, der kan trække resten af verden med ind i klimakampen.

Alarmklokke

Den britiske udenrigsminister David Miliband formulerede sig mest utvetydigt om formålet med dagens seance. Næste måneds EU-topmøde skal resultere i en finansiel plan for, hvem der betaler regningen for reduktionerne i CO2-udslip, hvis målet om at reducere med 20 procent i 2020 skal holde.

»Vi er her ikke fordi det hele går godt. Vi er her fordi aftalen hænger i en tynd tråd,« sagde den britiske udenrigsminister. »Vi har brug for at genmobilisere de politiske ledere for at få emnet tilbage på dagsordenen.«

David Miliband argumenterede for at spørgsmålet om klimaforandringer ikke i første omgang er politisk eller økonomisk, det er et spørgsmål om etik. »Forhandlingerne skal ske med åbne kort. Traditionelle, hemmelighedsfulde forhandlinger duer ikke,« sagde han.

Han henvendte sig også til det EU-skeptiske britiske hjemmepublikum, da han slog fast, at klimaaftalen er EU’s store chance for at vise sit politiske værd. EU skal gen-brandes, sagde han. EU skal stå for Environmental Union.

Førstehåndskatastrofer

Både den svenske og den franske udenrigsminister bidrog til debatten med førstehåndsberetninger om økologisk katastrofe i den tredje verden. Den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, fokuserede på tørlægningen af Asiens bjergegne, hvis de gletsjere, der i dag forsyner 1,6 mia. mennesker med vand, smelter bort.

Ifølge ledende klimaforskere, som tyske John Schellnhuber, der gæstede KU tidligere i år, kan denne katastrofe indtræffe i de fleste nulevende menneskers levetid. Forandringerne i Himalaya udgør et potentielt tipping point en økologisk omvæltning med uoverskuelige konsekvenser i hele klimasystemet.

Carl Bildt fokuserede på, hvordan disse økologiske problemer med stor hast kan forandre sig – i flere tilfælde allerede er forandret – til ressourceproblemer og dermed i sidste ende krig, »et sikkerhedsproblem of the first order.«

Sort hul i Afrika

Bildts franske kollega, Bernard Kouchner fokuserede på Afrika. Hans pointe var, at udvikling er nødt til at gå hånd i hånd med imødegåelsen af klimakatastrofen. Han bemærkede, at Afrika i dag, set fra rummet, i bogstaveligste forstand er det mørke kontinent, afskåret fra den omkringliggende verdens energifest. »Der er et sort hul i Afrika,« sagde Kouchner.

Budskabet fra ministrene var således i høj grad rettet mod forhandlingspartnere i udviklingslande, som ikke i samme grad som landene i EU kan se, hvorfor regningen for Vestens 100-årige energifest, skal betales af dem.

Bernard Kouchner rejste også det betændte spørgsmål om immigration til Europa, et problem, som EU allerede i dag må forholde sig til. I takt med at flere egne bliver ubeboelige på grund af tørke og udpining, vil folkevandringen tage til. Han påpegede at fattige mennesker allerede nu ankommer til Europa i tusindvis hver måned. De kommer ikke, fordi de vil forandre vores lande, de kommer ikke fordi vi gør det så behageligt for dem, sagde ministeren. »Modtager vi dem? Nej, på ingen måde, men de kommer altså alligevel. Hvad skal vi gøre ved det?«

Læs vores reportage fra debatten. (På engelsk).