Udveksling kurerede min depression

»Har du nogensinde fået tåregas?«

Sådan spurgte min nyeste veninde Ezra mig, mens vi spillede Pandemic på en brætspilscafe. Hun er en af de venner, jeg har fået i løbet af mit udvekslingsophold i Italien.

LÆS OGSÅ: KU i kovending: Karakterer gælder stadig ved fordeling af udveksling

Jeg grinede, for selvfølgelig har jeg aldrig fået tåregas. Jeg kommer fra Odense, og det vildeste jeg har prøvet, er at få en fartbøde for at køre 53 km/t på H.C. Andersens Boulevard.

Danskere, der ’ikke lige orker’ at stemme

Men det havde hun altså prøvet flere gange. Senest for to år siden, da hun demonstrerede imod Tyrkiets præsident Erdogan. Jeg fik et sug i maven.

Aliya, en anden veninde, jeg har mødt hernede, fortalte mig, at hun havde forladt sit liv i Kasakhstan, fordi det var for patriarkalsk, misogynt og for konformt.

»Folk i Kasakhstan er ikke rigtigt frie,« sagde hun. Jeg kunne slet ikke relatere, for jeg er en 28-årig hvid, ciskønnet, heteroseksuel mand opvokset i Danmark; et demokratisk samfund, hvor kvinder kan stemme, og hvor nærmest alle har frie muligheder for at skabe det liv, vi gerne vil, og se ud, som vi vil.

Oplevelserne har fået mig til at tænke over, hvor privilegeret jeg og mange andre danskere er. Hvor heldige vi er. Og hvor meget vi har.

Når jeg ser, hvad mine danske venner deler på deres Instagram-stories – at de ikke fik siddeplads i toget, eller at de ikke orker at stemme til kommunalvalget – kan jeg ikke tage dem seriøst.

LÆS OGSÅ: Dansk studerende i USA: »Jeg bør være en af dem, der siger noget«

Det er et udtryk for vild privilegieblindhed, når danskere ’ikke lige orker’ at stemme til et valg, mens folk på den anden side af jordkloden kæmper med livet som indsats for denne rettighed.

Og hvordan er det retfærdigt, at jeg kan tage på udveksling til Italien, bare fordi jeg synes, det kunne være sjovt, mens Ezra og Aliya rejser til Italien, fordi deres hjemlande ikke kan rumme dem? Ikke kan rumme forskelligheder. Ikke kan rumme demokrati.

Samme TV-serier og internetslang

Jeg spurgte forsigtigt Ezra, hvordan hun og hendes venner ser på friheden i Tyrkiet. Hun svarede nærmest upåvirket: »Tja, Erdogan er en fascistisk diktator.«

Det er så vildt, at Ezra kan sidde lige foran mig, mens vi drikker cola zero til vores tiramisu. Vi står op og tager på studiet hver dag, vi lever et civiliseret liv i Pisa, vi går på opdagelse, vi tager på dansebar, vi spiser pasta i studenterkantinen, vi bruger det samme internetslang, ser de samme serier – hun har endda set DR’s Borgen.

Klodens ungdom anno 2025 er globalister. Vi lever vores liv og hverdag ens

Klodens ungdom anno 2025 er globalister. Vi lever vores liv og hverdag ens – vi er ens. Vi er politisk aktive og går til demonstrationer imod vores magthavere. Alligevel skal Ezra frygte tæsk og tåregas, når hun går på gaden.

Og det er så vildt, at grunden til, at jeg har mødt Aliya, er, at hun har forladt hele sit liv og sin familie til fordel for håbet om en bedre fremtid i Italien.

Selvom negative nyheder også fylder i Danmark, og selvom livet heller ikke altid er lutter lagkage i herhjemme, så er vi stadig enormt privilegerede. For når man vender blikket ud mod verden, bliver helt basale rettigheder rullet tilbage. Demokratiske værdier og menneskerettigheder møder modstand, og de folk, der kæmper for demokratiet, risikerer alvorlige konsekvenser.

Gør at jeg sætter mere pris på mit eget liv

Jeg har i længere tid gået rundt og haft ondt i livet og været deprimeret, ligesom så mange andre unge. Og selvfølgelig er det også tilladt at have det skidt i Danmark og opleve problemer.

Alligevel tror jeg, at mange danskere, inklusiv mig selv, ville få det en smule bedre, hvis blot vi fik øjnene op for, hvor meget vi har i Danmark – og hvor lidt vores søstre og brødre har på den anden side.

LÆS OGSÅ: Politiske reformer bremser de studerendes lyst til udveksling

»København er seriøst den perfekte by, man kan cykle alle steder, og jeg elsker at cykle!« siger Ana fra Rumænien til mig, mens vi drikker espresso macchiato.

At få et større perspektiv på tilværelsen og snakke med mennesker fra andre lande har gjort, at jeg selv har fået det bedre. Som Natasja sang, har vi det i Danmark så godt, at det er vores pligt at gøre noget godt, der hvor det er skidt.

Når jeg står på Piazza dei Cavalieri og drikker aperitivo sammen med serbiske Mila, som fortæller, hvor farligt det er at være Serber i Kosovo; når jeg spiser pizza al taglio med George, som er født og opvokset i Nazareth, 300 meter fra Jesus’ første mirakel; så sætter det verden og livet i perspektiv.

For når vi forstår, hvor heldige vi er, gør det også, at vi sætter mere pris på vores tilværelse.