Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Uenighed om lukningen af Fiolbiblioteket

Den samfundsvidenskabelige dekan er for, de studerende splittede og arkitekterne betænkelige

Skal det historisk vigtige bibliotek i Fiolstræde bevares som bibliotek eller ej? Mens emnet skiller vandene på Det Samfundsvidenskabelig Fakultet, der i dag benytter det som fakultetsbibliotek, har arkitektureksperterne i ICOMOS Danmark besluttet at de er stærkt betænkelige ved udsigten til at den fredede bygning ikke længere skal være et offentligt tilgængeligt bibliotek. Den danske ICOMOS-komite, som har til formål at beskytte verdens kulturarvssteder, har ifølge dens formand Per Kristian Madsen besluttet snarest at skrive til universitetet og argumentere for at bevare bygningen som bibliotek.
»Det er en historisk vigtig bygning, og i betragtning af at den oprindeligt er opført som bibliotek, vil det forringe oplevelsen af den fredede biblioteksbygning hvis det ikke skal være et offentligt tilgængeligt rum i fremtiden,« siger Per Kristian Madsen. Han understreger at ICOMOS ikke har nogen formel kompetence til at gå ind i sagen, og at han ikke kender de præcise detaljer for KU`s planer med bygningen.

Skal være tæt på
Troels Østergaard Sørensen, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF), er enig i at det er en utrolig smuk historisk bygning der er vigtig at bevare, bare ikke som fakultetsbibliotek for SAMF. Han går derfor ubetinget ind for en flytning til Gothersgade 140 som i campusplanen er budgetteret til at koste 20 millioner kroner at ombygge til bibliotek. »Hvis man ser bort fra at det er en smuk bygning, måske den flotteste i København indvendig, kan jeg ikke se noget argument for at bevare den som bibliotek for Samfundsvidenskab. Vi har ikke areal og penge til to fakultetsbiblioteker. Center for Sundhed og Samfund (CSS) skal være en rigtig campus, og hele ideen er at tingene skal være tæt på de studerende. Tidligere måtte de studerende cykle rundt i hele København i mellemtimerne for at hente bøger og finde en læseplads, og så er det altså svært at skabe et ordentligt studiemiljø,« siger Troels Østergaard Sørensen. Han understreger at han ikke har oplevet kritik af planerne om at flytte biblioteket fra Fiolstræde hverken i City Campusudvalget hvor der sidder tre studenterrepræsentanter, eller andre steder.

Uenige studerende
Tim Yi He var studenterrepræsentant i udvalget da flytningen blev debatteret. Han kan ikke genkende at der slet ikke har været modstand, men det er korrekt at de studerende valgte at tilslutte sig flytningen.
»Holdningen hos ledelsen på SAMF var at tingene skal samles på CSS, og det har vi valgt at acceptere. Vi vil selvfølgelig gerne have et bibliotek tilknyttet campus, og Fiolbiblioteket er nok lidt for langt væk, men alle synes det er synd at det skal lukke på grund af stedets historiske værdi,« siger han. Freja Ries, der er medlem af Studienævnet på Statskundskab, mener derimod at det er noget pjat at lukke Fiolbiblioteket på grund af afstanden til CSS. Turen mellem CSS og Fiolstræde tager cirka 15 minutter til fods og fem minutter på cykel i normalt tempo. »De fleste henter ikke nødvendigvis bøger eller tager på læsesal i forbindelse med at de skal til undervisning, så afstanden betyder altså ikke det store. Det væsentlige er at have et hyggeligt og inspirerende sted som du har lyst til at tage hen og læse, og det er Fiolbiblioteket,« siger Freja Ries der ikke har hørt om studerende der synes det er en god ide at nedlægge det. De har blandt andet diskuteret planerne i Reformklubben på Statskundskab, og folk er skeptiske over for hvordan forholdene i Gothersgade 140 bliver. Der mangler nemlig læsepladser på CCS, og de fleste af dem der er, ligger nede i kælderen fordi arbejdstilsynet ikke vil tillade at kælderlokalerne indrettes til kontorer. »Det er stærkt diskriminerende og grotesk at vi er tvunget til at sidde i en kælder hvor der ikke er til at holde ud at være fordi arbejdsmiljøforholdene er så dårlige at de ansatte ikke må arbejde der,» siger hun. SAMF-dekan Troels Østergaard Sørensen bekræfter at arbejdstilsynets regler forhindrer at lave kontorer i kælderen, men at det er i orden at lave læsepladser. Han har ikke planer om at nedlægge dem da der er brug for så mange læsepladser som muligt. Til gengæld lover han at Gothersgade 140 bliver et moderne læringsmiljø med gode faciliteter og loungeområde.

Seneste