Uhyggelige UVVU

På et symposium om forskning, etik og jura torsdag den 6. november gav professor Bente Klarlund Pedersen foran et par hundrede tilhørere sin version af det forløb, der foreløbig er endt med først en hård, og efter ny overvejelse en lettere reduceret, uredelighedsdom fra Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Foruden udsigten til en sag i Østre Landsret.

I landsretten vil Klarlund rette kanonen mod det udvalg, som dømte hende i et forsøg på at blive renset.

Bente Klarlund fortalte forsamlingen, at hun stillede op, fordi ’vi har et væsentligt problem i Danmark’, hvor forskeres retssikkerhed er usikker i sager om uredelighed.

»Jeg er ikke den eneste i det her land, der synes, vi har et uhyggeligt UVVU-system,« sagde hun.

Med DR-journalist Line Gertsen som interviewer trak Bente Klarlund sagens linjer op, som hun så dem. For folk, der har fulgt sagen, var det velkendt stof. Hun fortalte om sit samarbejde med hjerneforsker Milena Penkowa, der er en hovedårsag til hendes problemer i dag. Penkowa blev dengang ’opfattet som værende dygtig,’ sagde Klarlund.

Det var Penkowa, der forfalskede muskelsnit til sine og Klarlunds fælles videnskabelige artikler. UVVU mener blandt andet, at Klarlund er uredelig, fordi hun ikke erkendte og skred ind over for denne svindel.

Hvad tænkte du, da du opdagede, at noget var galt med Penkowas arbejde, ville Line Gertsen vide.

»Jeg tænkte ’shit’,« svarede Klarlund.

Hun uddybede. Det var Klarlund selv, der kontaktede de tidsskrifter, der havde publiceret de forfalskede arbejder og forelagde sin viden for dekan Ulla Wewer ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU. Klarlund meldte også selv Penkowa til UVVU. Uden at noget af dette dog ændrede sagens principielle udfald – at UVVU konkluderede, at en del af aben skulle placeres hos Klarlund.

Samtalen kredsede derfor om sagens stridspunkt, nemlig i hvilken grad en forfatter til en videnskabelig artikel kan have ansvar for sine medforfatteres bidrag – og bedrag.

Ifølge Klarlund og hendes støtter må ansvaret være begrænset til det, der foregår i eget laboratorium. Der må herske et vist niveau af tillid. Og alle kan ikke være eksperter i alt.

Moderne medicinsk forskning foregår i teams af specialister, og den kræver, at man samarbejder med andre laboratorier, ofte i andre dele af verden. Det er ikke muligt at have opsyn med og indsigt i alt, hvad der foregår hos samarbejdspartnere, argumenterede Bente Klarlund.

»Man kan ikke have ansvar for samarbejdspartnere, der optræder svigagtigt,« sagde hun. »Det ville kræve en form for kontrol, der ikke kan lade sig gøre.«

»Jeg bliver sidestillet med en person, som aktivt har svindlet, været svigagtig. Det falder mig for brystet, at man ikke kan se, at der er afgrundsdyb forskel på at svindle og ikke opdage en svindel.«

Bente Klarlund modtog et bragende bifald fra salen.

Galbo tog tævene for UVVU

UVVU’s repræsentanter deltog ikke selv i den efterfølgende diskussion af deres arbejde ved symposiet, som var arrangeret af det forvirrende enslydende UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, der hører under forbundet Akademikerne).

Eneste erklærede Klarlund-modstander ved symposiet var professor Henrik Galbo, som indklagede Bente Klarlund, og stillede sig til rådighed for at få verbale tæsk af medpanelister, der alle fra forskellig kant problematiserede UVVU-dommen og de retningslinjer, som UVVU arbejder efter.

Dog blev selve arbejdsformen blandt (især) medicinske forskere som Bente Klarlund problematiseret under symposiet.

Professor i jura og formand for UBVA Morten Rosenmeier var blandt de oplægsholdere, som påpegede, at videnskabsfolk inden for de medicinske fag ofte publicerer artikler i mængder, som er helt ufattelige for andre typer akademikere.

Vancouverreglerne er et ideal

Spørgsmålet er selvfølgelig, om den form for masseforskning også overholder normerne for god forskningsskik – at man som forfatter har været helt nede i alle dele af produktet, så at sige.

Morten Rosenmeier erkendte, at forfatterskabsproblemet er komplekst. Men han havde ikke desto mindre studset over, at der findes sundhedsvidenskabelige forskere, der lægger navn til 50 publikationer om året.

Selv om han efter eget udsagn ’bare var en dum jurist’, kunne han godt regne ud, at den produktion kun lader sig gøre ved en ’pragmatisk fortolkning af Vancouver-reglerne.’

Vancouver-reglerne er det internationalt anerkendte regelsæt for, hvad der kræves, hvis man skal opføres som forfatter til et videnskabeligt værk. De regler bliver ikke efterlevet, mente Morten Rosenmeier, hvilket sådan set også kan være et problem med reglerne – især fordi UVVU og lignende instanser straffer overskridelser hårdt.

Det er ’evident problematisk’, at man har forfatterskabsregler, der ikke overholdes, men som alligevel kan håndhæves, hvis de bliver overtrådt, sagde Morten Rosenmeier.

Er der en læge til stede?

Den snak ville redaktør af tidsskriftet Forskerforum Jørgen Øllgaard gerne dykke ned i. Han gjorde sig så ihærdige anstrengelser for at komme til orde, at ordstyrer Line Gertsen kaldte ham for ’sprællemand’.

Hvor er medicinerne i panelet i dag? ville Øllgaard vide.

Og Morten Rosenmeier kunne oplyse, at når lægerne ikke kom, var det fordi mange af dem var ude at vandre i alperne i nogle uger, og ikke havde adgang til internet. Og fordi mange læger havde oplevet, at deres arbejdsmail havde været ude af drift i nogle afgørende uger.

Det er også muligt, at mange medicinere havde fravalgt at tage en offentlig drøftelse af den stadig vidtåbne Klarlund-sag. UVVU’s repræsentanter og Bente Klarlund og hendes støtter tilhører samme miljø.

Lægerne sad til gengæld i salen i ret stort antal, påpegede UBVA-formand Rosenmeier.

»Det her er et godt sted at blive syg,« sagde han.

chz@adm.ku.dk