Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Underviser: Vi kan ikke tage for givet, at studerende skriver godt

SKRIFT - Postdoc Dino Knudsen har lanceret et skrivekursus, der skal hjælpe studerende med at skrive bedre. Han vil skabe større overensstemmelse mellem det, studerende undervises i, og det, de testes i til eksamen.

Studerende skriver dårligt. Dårligere end førhen, i hvert fald. Måske er det bare, fordi de er dovne og dumme og slet ikke gider gøre sig umage med at skrive forståeligt. Nogenlunde sådan har debatten om de studerendes skrivefærdigheder lydt.

Læs også: Ja, studerende skriver dårligt, men …

Det er en debat, Dino Knudsen, postdoc i Historie ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet, er træt af.

»Hele diskussionen om, hvorvidt studerende er bedre eller dårlige i dag, er lidt ved siden af. Jeg mener, vi bør fokusere på at tilbyde bedre undervisning og møde de studerende der, hvor de er, og løfte dem derfra.«

Den filosofi er baggrunden for et nyt kursus i skriveteknik, Dino Knudsen har udviklet og testet for første gang i år. Målet med kurset er at sikre større overensstemmelse mellem det, de studerende bliver undervist i, og det, de testes i til eksamenen.

»Sidste år underviste jeg i et kursus med en skriftlig hjemmeopgave som eksamensform. Undervisningen bestod af holdundervisning med gennemgang af tekster. Så når man til eksamen, hvor de studerende bliver testet i at skrive. Der er et enormt misforhold mellem undervisningsformen og eksamenen.«

»Som undervisere kan vi ikke tage for givet, at studerende skriver godt, og så nøjes med at afsætte en halv forelæsning i kurset til gennemgang af den skriftlige opgaves opbygning og den rette brug af fodnoter,« siger Dino Knudsen og retter skytset den anden vej.

Fodboldspillere og balletdansere bruger samme træningsform

Dino Knudsens skrivekursus er inspireret af konceptet deliberate practice, udviklet af den svenske professor i psykologi K. Anders Ericsson.

Ericsson har undersøgt, hvad der karakteriserer træningen hos de violinister, der bliver optaget i det prestigefyldte tyske symfoniorkester, Berliner Philharmoniker.

For det første fandt han ud af, at violinisterne, der kom ind, ikke trænede mere end andre violinister, og aflivede myten om, at talent alene opnås ved 10.000 timers træning. For det andet opdagede han, at de dygtigste violinister heller ikke trænede mindre. Der var altså ikke tale om, at de havde en særlig medfødt gave, der unødvendiggjorde træning. Han kom frem til, at de dygtigste violinister praktiserede såkaldt deliberate practice, en særlig træningsmåde.

»Deliberate practice går ud på, at man har en coach, der viser en, hvad man skal gøre, for at man selv kan gøre det efter. Man afprøver teknikker i fællesskab og retter på tingene sammen. Det handler om at sætte farten ned i stedet for at skøjte hen over de svære ting og at identificere svagheder og træne for at forbedre netop dem. Det vigtigste er, at man hele tiden udfordrer sig selv, og det kræver, at man ikke er bange for at begå fejl. Det er en træningsmåde, der også ses inden for ballet eller fodbold, og det er den, jeg prøver at overføre til skrivning. Den form for skrivetræning mangler fuldstændigt her på universitetet,« forklarer Dino Knudsen.

Opgør med bandlysning af jeg-form

Skriveundervisningen er integreret i det tematiske kursus Ikke-statslige aktører – Demokrati og diplomati i det 20. århundrede, og Dino Knudsen forsøger så vidt muligt at relatere alle skriveøvelser til kursets historiske indhold og pensum.

»Jeg har for eksempel bedt de studerende om at bruge den sidste opgave, de selv har skrevet på Historie, som case, når vi gennemgår forskellige teknikker, så de helt konkret kan se, hvordan deres egen tekst kunne have været bedre,« siger Dino Knudsen.

Læs også: Sådan bliver du bedre til at skrive – 3 konkrete tip

En af de skriveteknikker, Dino Knudsen lærer de studerende at være opmærksomme på, er brug af jeg-form i akademiske opgaver.

»På Historie her på KU er det generelt sådan, at jeg’et skal ud. Der er en idé om, at passive sætninger uden jeg gør opgaven mere objektiv. Men når du skriver jeg, kan du ofte undgå snørklede passivsætninger. Jeg foreslår mine studerende at bruge jeg-form i indledninger og konklusioner, hvor det jo faktisk er dine videnskabelige valg, du præsenterer læseren for.«

Godt sprog kan redde historiefaget

En god historieopgave leverer en skarp analyse, udfolder et argument og bruger akademisk metasprog til at guide læseren gennem opgaven, men ofte fortæller den også en god historie, mener Dino Knudsen.

»Mit udgangspunkt er Historie, og det er et fag, der har et narrativt element. Der skal være spændingselementer, der skaber fremdrift i teksten og gør den interessant at læse. Spændingen kan for eksempel bygges op ved at lægge spor ud i teksten, skabe vendepunkter og skrive kortere sætninger – kneb, vi kender fra skønlitteratur,« siger han.

Dino Knudsen oplever, at der blandt nogle af hans kollegaer synes at være en frygt for, at akademiske opgaver bliver ’for spændende’. Da han præsenterede sin idé til kurset, var der flere, der advarede ham om, at kurset ikke ville blive videnskabeligt nok.

»Jeg er jo hverken uddannet i retorik eller kommunikation, og flere advarede mig om risikoen for, at kurset ville blive for poppet. På den anden side mener jeg, at når man hele tiden hører, at Humaniora er under pres, og når der hele tiden sættes spørgsmålstegn ved de humanistiske fags legitimitet, så er vi nødt til at forny os, samtidig med at vi fastholder vores kernefaglighed.«

Dino Knudsens forudsætning for at undervise i kurset er, at han under sin egen studietid på KUA erkendte, at han skrev for dårligt, og satte sig for at gøre noget ved det.

»Universitetet tilbød ikke skrivekurser, så jeg søgte udenom. Jeg læste bøger om at skrive, var i praktik på et forlag og lavede et tidsskrift. Jeg besluttede at sætte målrettet ind mod mine egne svagheder.”«

Endnu plads til forbedringer

I dag forløber Dino Knudsens skrivekursus sådan, at de studerende afleverer skriveøvelser hver anden uge, som de uploader til Absalon. Efterfølgende giver de hinanden feedback i grupper, eller Dino Knudsen fremhæver eksempler, som bliver gennemgået i klassen.

»Hvis vi havde mere tid, ville jeg gerne give mere individuel feedback og sætte mere tid af til at skrive sammen. En gang mellem går der desværre stadig for meget forelæsning i den, så det bare er mig, der står og fortæller de studerende, hvad de skal gøre, i stedet for at de træner det i praksis, « siger Dino Knudsen.

En af de studerende, der følger kurset, er Alexander Sjöberg. Da han tilmeldte sig kurset, var han ikke klar over, at det også var et skrivekursus.

»Jeg valgte kurset på grund af min interesse for kold krig og moderne historie, og i starten var jeg lidt nervøs for, at skriveelementet ville fylde for meget i forhold til det historiske indhold,« siger Alexander Sjöberg om sine forventninger til Dino Knudsens kursus.

»Selvom skriveundervisningen betyder, at vi har lidt mindre tid til gennemgang af pensum i undervisningen, og jeg må læse mere derhjemme, er jeg ret tilfreds. Jeg er enig i, at det er enormt vigtigt at lære at skrive, så historieforskningen kan nå ud over instituttets grænser. Dino er rigtig god til at undervise i præcist sprogbrug og i strukturering af skriveprocessen. Mange af de greb, vi lærer, har jeg måske hørt om engang i gymnasiet, men ikke i forhold til hvordan man får sproget til at flyde i en videnskabelig artikel.«

sofie.hansen@adm.ku.dk

Seneste