Undervisningen er den store taber

Personalesammensætningen på Københavns Universitet (KU) har gennemgået en voldsom forandring de seneste år, og det går ud over kvaliteten af undervisningen.

Der bliver således ansat flere og flere postdoc’er på tidsbegrænsede vilkår, og de har ikke undervisningspligt. Derimod bliver der stort set ikke hyret nye adjunkter, der skal undervise og derfor også skal gennemføre et obligatorisk adjunktpædagogikum.

Studenteroptaget er øget, og antallet af lektorer er faldet, så oplevelsen blandt de tilbageværende fastansatte er, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at kvalitetsudvikle undervisningen i det omfang, den fortjener.

Det forklarer Sebastian Horst, specialkonsulent på Institut for Naturfagenes Didaktik. Han er medforfatter til en ny hvidbog, instituttet har udgivet i samarbejde med Dansk Universitetspædagogisk Netværk, der konkluderer, at udviklingen går ud over kvaliteten af den undervisning universitetet tilbyder sine studerende.

Udviklingen skyldes især de forandringer, der er sket i bevillingsstrukturen til universiteterne de seneste år, hvor færre penge bliver fordelt som frie basismidler til universiteternes egen disposition, hvorfor universiteterne selv må skaffe flere midler fra forskningsråd og fonde.

Postdoc’er er kun ansat i den periode et forskningsprojekt løber, og ledelsen behøver ikke at bekymre sig nærmere over, hvordan vedkommende skal indgå i undervisningen.

»Det er forskningen, der giver penge i kassen, og alle sejl sættes ind på at hente dem hjem. Uddannelse er blevet en lille del af forretningen, og oven i købet en dårligt finansieret del,« siger Sebastian Horst.

Postdoc’er vil gerne undervise

Ifølge Sebastian Horst bliver undervisningen fragmenteret, og man mister samspillet mellem forskning og undervisning, når der inden for kort tid ansættes så mange nye medarbejdere, der som udgangspunkt kun skal forske. Hvis udviklingen fortsætter, vil antallet af postdoc’er snart overstige antallet af lektorer.

På Institut for Naturfagenes Didaktik oplever de, at mange postdoc’er faktisk meget gerne vil klædes på til at undervise ved at gennemføre det adjunktpædagogikum, som ellers er forbeholdt adjunkterne, i håb om at kvalificere sig til at blive fastansat som lektorer.

Men de får sjældent mulighed for at bruge fornøden tid på det, så derfor går det ud over deres forskningsforpligtelser, mener Sebastian Horst:
»Mange postdoc’er får ikke af deres ledelse den nødvendige opbakning til at udvikle deres undervisningskompetencer. Det kan oplagt være fordi det ikke er økonomisk rationelt for instituttet.«

Postdoc’erne har derfor også tit vanskeligt ved at sikre gode supervisionsforløb, fordi de ofte har så lidt undervisning, eller fordi den undervisning de måtte have, ofte er af meget isoleret karakter. Det kan for eksempel være et par adskilte forelæsninger og lidt laboratorieundervisning og vejledning på et stort kursus.

Kursusansvar eller ansvaret for længere forløb overlades sjældent til postdoc’er – der ofte må gå ’tiggergang’ hos kollegerne for at få noget undervisning, fremgår det af hvidbogen.

clba@adm.ku.dk