»Undervisningen er som et trylleri«

»Baby, I’m a wild one«. Iggy Pops rock dundrer ud i salen på Institut for Idræt, inden dansetimen går i gang.

En fyr med gode skægstubbe i baggy blå træningsbukser fyrer en serie ekspressive hoftebevægelser af midt på parketgulvet. »I’m a real wild child«. Han griner bredt til et par bænkede studiekammerater og hopper så i stedet lidt fjedrende på stedet som en bokser.

Et andet sted i salen svinger et par piger med hestehaler og tights hinanden rundt i formfuldendt standardchassé, mens flere sportsklædte andetårsstuderende strømmer til. De kaster taskerne fra sig, uddeler high fives og samles i højlydte grupper.

Så kommer underviseren. Helle Winther er en lille, senet, barfodet kvinde. De unge sætter sig i en halvcirkel, og den teoretiske del af undervisningen er i gang. De studerende er midt i et performanceprojekt, hvor de i seksmandsgrupper skal optræde med en selvskabt koreografi til eksamen inden jul.

Koreografiske kaskader

»Vi skal arbejde videre med de koreografier, I lavede i går,« siger Helle. »Vi talte om, at der findes mange andre redskaber end det synkrone princip, kan I huske hvilke?«

»Kanon,« svarer en pige, »hvor bevægelserne er ens, men forskudt i tid.«

»Ja,« svarer Helle, »og så fandt I faktisk selv på et nyt koreografisk koncept i går …«

»Kaskade,« lyder svaret fra halvcirklen.

»Ja! I virkeligheden var det fordi timingen glippede hos en gruppe, men det endte med, at I udviklede et helt nyt princip,« siger Helle, »og jeg må sige, at det virkelig er befriende med nogle nye begreber. Vi kan ikke holde til, at tingene skal hedde det samme år ud og år ind. Jeres princip bliver skrevet ind i lærebogen«.

Helle Winther henviser til bogen Fodfæste og himmelkys, som hun er medforfatter til, og som bruges på mange uddannelser landet over.

Selvkørende studerende

Snakken bølger frem og tilbage. Hvad er forskellen på koreografiske linjer og rækker, og vil der ikke ofte være overlap imellem dem?

Hver gruppe kommer på gulvet for at illustrere et koreografisk princip, og hver optræden udløser høje klap fra halvcirklen. Entusiasmen er smittende, de studerende viser ejerskab.

Så er der opvarmning. 48-årige Helle Winther har en utrolig springkraft, og hendes studerende hænger i, så godt de kan. Resten af timen danser de – nu rødkindede – studerende i grupper og arbejder med spring, fald og flow i deres danse. De knokler.

Helle Winther slentrer fra gruppe til gruppe og giver gode råd, men alle grupper arbejder selvstændigt og fuldkommen fokuseret på deres koreografier, så Helle Winther har tid til at snakke med Universitetsavisen undervejs.

»Som lærer er det jo meningen, at man gør sig undværlig,« siger Helle Winther.

Levende poeters klub

Ikke at de studerende gerne vil undvære Helle Winther. Faktisk er de så glade for hende, at hun i 2009 fik undervisningsprisen på Naturvidenskab, og hun er netop blevet hædret med prisen som årets underviser, Årets Harald, på Københavns Universitet ved årsfesten i november.

I indstillingen sammenligner de studerende Helle Winther med Robin Williams’ lærerfigur i filmen Døde Poeters Klub:

»Helle Winther er en enestående underviser, som er i stand til at koble sit teoretiske fundament, sin faglighed og ikke mindst sin personlighed, så det udgør et unikt pædagogisk rum for dynamiske læreprocesser.«

Da jeg spørger Helle Winther, der har været ansat på instituttet i 18 år, om det bliver ved med at være spændende for hende at undervise nye studerende i dans og bevægelsespsykologi, kommer svaret prompte:

»Ja, det kan jeg love dig! Jeg insisterer på at have de studerende fra dag ét, så jeg møder dem alle sammen, og jeg underviser dem alle. Og jeg elsker det. Der er mange navne at lære, men det er fantastisk at møde de unge der, hvor de er allermest åbne og nysgerrige og parate.«

Helle Winther understreger de positive tillægsord med tre små bank i bordet.

Forsker i læring

I indstillingen bliver din undervisning kaldt innovativ. Hvordan bliver du ved med at forny dig?

»Selv om stoffet kan være det samme, er nuet jo altid nyt. Der kan selvfølgelig være dage, hvor jeg er uoplagt, men når jeg så står der, så kan jeg slet ikke andet end at gribe øjeblikket med de studerende, og så … så er det som et trylleri.«

Helle Winther fortæller, at hun er meget personlig i sin undervisning. Hun betragter undervisningen som møder mellem mennesker, og derfor er den vellykkede undervisning betinget af, at underviseren har både det faglige, det metodiske og det personlige i spil.

I Helle Winthers forskning har det affødt begrebet ‘det professionspersonlige’.

Danseglade drenge

Helle Winther sidder på sit lille, hjemligt indrettede kontor på førstesalen i en sneklædt villa på Nørre Allé. Vi varmer os på en kop nescafé, og jeg spørger om Årets Underviser oplever, at studerendes mentalitet har ændret sig i hendes tid som studielektor.

»Det er svært at sige. Tiden ændrer sig jo, og jeg ændrer mig også. De studerende kræver mere service i dag, og de forventer effektivitet. Men omvendt er de også på mange måder mere åbne og fordomsfrie over for dansen. Og der er helt klart sket noget med deres måde at være køn på.«

Det vil jeg gerne høre noget mere om.

»Da jeg startede, var det rigtigt svært for mange unge mænd at skulle danse. Og det skal de. Om de så er olympiske mestre i roning eller har guldmedaljer i cykling. Og det har været grænseoverskridende for mange unge mænd at skulle arbejde med sig selv uden andet redskab end kroppen. De har følt sig nøgne. Men det er fuldstændig som forvandlet. I dag er der ingen kønsforskel, og mændene er helt parate til at udtrykke sig gennem dansen.«

En kæmpe ære

Da jeg spørger Helle Winther om, hvad hun ville have sagt, hvis hun havde fået ordet til årsfesten, svarer hun, at hun ville have udtrykt kæmpe glæde og stolthed over kåringen.

Betragter du det som en større hæder at blive kåret til årets underviser end fx at blive udnævnt til eliteforsker?

»Ja! Meget større. Det gør mig meget ydmyg, og nu bliver jeg helt rørt,« siger en bevæget Helle Winther. Efter et stille øjeblik tilføjer hun, at det er dejligt, at Idræt har fået prisen, fordi instituttet gør rigtigt meget ud af hele tiden at udvikle arbejdet med kvalitet i undervisningen. Ordet kvalitet bliver understreget med et bank i bordet

»Hvis vi ikke viser vores studerende tillid, kan vi heller ikke forvente, at de har mod. I mine fag kan man ikke udvikle sig fagligt, hvis man ikke føler sig tryg. Der skal være et miljø i grupperne, hvor man tør bevæge sig ud til kanten af det sikre; ellers kan man ikke skabe noget nyt.«

Helle Winther fortæller, at hun er enig med studenterrådsformanden, der i sin årsfesttale sagde, at universitetet har et stort ansvar for de studerendes frafald.

»De studerende har brug for at blive set og mødt med positive forventninger. Og det er universitetets, institutternes og undervisernes pligt at skabe nogle gode undervisningsmiljøer, så de studerende føler sig forbundet og forpligtet og set og udfordret på en måde, der giver dem lyst til at blive ved.«

Og det kræver, at underviserne har blik for den enkelte studerende, fortæller Helle Winther:

»Nogle gange tager jeg en snak med dem enkeltvis om, hvordan det går, eller hvad de skal arbejde med, for det ser jeg også som en del af min rolle som underviser,« siger Helle Winther:

»Der har siddet mange studerende i den sofa dér, for de ved, at min dør står åben.«

Uglen uden glasur

Årets Underviser modtager en porcelænsugle fra Royal Copenhagen, der hvert år er dekoreret af en ny kunstner. Dekorationen er lige efter Helle Winthers hoved i år:

»Den er lidt etnisk inspireret, med mange stærke, varme farver. Og denne gang er den helt uden glasur.«

Årets Underviser har rejst sig, hun skal nå at klæde om til sin næste time.

gbg@adm.ku.dk