Ungdomsoprør? Vi har for travlt med at opdatere LinkedIn

»Så hvad er dit studiejob?«

Jeg kan lige så godt afsløre det med det samme – det bliver hverken første eller sidste gang, du hører spørgsmålet. Panikken mærker du i brystet, da fire ud af fem venner allerede har fået studierelevant job på andet semester. I henholdsvis Kromann Reumert, Bech Bruun, Gorrissen Federspiel, Accura og Plesner.

Pludselig føles dit job i Magasin ikke helt som samme karriereboost.

Ja tak til underkastelsen

Det er svært ikke at læse et slet skjult budskab ind i vennernes jobjagt: Du læser ikke jura for at lære jura. Du læser jura for at kunne dokumentere, at du allerede arbejder med jura og i øvrigt allerede, trods dine 22 somre, har fem års erfaring og et professionelt profilbillede på din LinkedIn, som tydeligt viser, at du er en af dem, der blev født med jakkesæt på.

De gamle sukker jævnligt: »Hvor er ungdommen i dag? Hvor er ungdomsoprøret? Hvor er de unge, der siger nej tak til autoriteter og til det liv, der bliver lagt ud for dem?«

Svaret er, at ungdomsoprør er blevet erstattet af ungdomsunderkastelse. En ungdomsunderkastelse, hvor det handler om at sige »ja tak!«. Ja tak til fuldtidsstudie, ja tak til studiejob, ja tak til frivilligt arbejde, ja tak til netværksarrangement klokken 17, ja tak til reformer pilates, ja tak til alle ølaftaler, ja tak til at ’huske sig selv’ – og selvfølgelig helst til det hele på én gang.

Pinlige weekendvagter i Matas

Officielt er vi studerende, der lever af SU, men i praksis er vi deltidsvoksne med fuldtidsansvar. Vi forventes at være unge og frie, men samtidig professionelle og målrettede. Ubekymrede, men bevidste. Spontane, men karriereoptimerede.

Og alligevel gør vi det hele med et smil. For vi vil jo gerne. Vi vil gerne lære, dygtiggøre os og bidrage med alt, hvad vi har at byde på. De fleste studiejob er da heldigvis også både spændende og lærerige, fulde af søde kolleger og ubegrænsede mængder af automatkaffe.

Men midt i det proppede skema og begejstringen for at være en del af noget større sniger et spørgsmål sig ind: Hvornår gik vi fra, at studierelevant arbejde var en mulighed, til at det blev et krav ? Hvornår blev det pinligt ’bare’ at være studerende med weekendvagter i Matas?

Pauser skal være produktive

I virkeligheden er det jo en genial ordning: Vi lærer at tilpasse os virksomhedernes behov, inden vi når at opdage vores egne. Vi går fra først og fremmest at være studerende til at udgøre effektiv arbejdskraft i (billig) uddannelsesemballage.

Er det bare billig arbejdskraft pakket ind som karriereudvikling?

Måske har Christiansborg og erhvervslivet en interesse i, at vi selv forventer at supplere vores 42-timers studieuge med et 15-timers studierelevant deltidsjob.

Jeg ved det ærligt talt ikke.

Jeg ved bare, at der er noget paradoksalt over at blive opfordret til at ’nyde studietiden’, mens vi samtidig forventes at optimere hver eneste vågne time, som var vi små konsulenter i vores egne liv. At pauser skal være produktive, fritid kompetencegivende og interesser helst noget, der kan passe ind på et CV.

Et lille bitte ungdomsoprør

Måske burde vi derfor tale lidt mere åbent om det: Hvor meget studiejob er egentlig sundt? Hvornår er erfaring læring – og hvornår er det bare billig arbejdskraft pakket ind som karriereudvikling?

Og hvorfor er det blevet så svært at sige højt, at man faktisk godt kan være en dygtig studerende uden at have en mailadresse med firmanavn i signaturen?

Det er måske ikke et voldsomt synligt ungdomsoprør at sige nej til endnu et netværksarrangement. Men måske er det alligevel præcis det lille oprør, vi har brug for.

Indtil vi finder ud af det, gør de fleste af os det samme som altid: Vi møder op, tager vagter, afleverer opgaver, jonglerer kalenderen – og kalder det hele en investering i fremtiden.

Og så husker vi også lige at opdatere LinkedIn undervejs.