Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Unge kommunalpolitikeres SU er ikke fredet

SU – Der bliver ingen 'undtagelsesordning' for unge politikere, der vil have deres SU i fred. Løn fra kommunalpolitisk arbejde skal ikke behandles anderledes end anden indkomst, fastslår uddannelsesminister Morten Østergaard.

Et studiejob som kommunalpolitiker skal ikke give særlige økonomiske fordele. Sådan lyder den officielle udmelding fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

»Det er et grundlæggende princip, at indkomst for politisk arbejde ikke behandles anderledes end anden indkomst for ordinært arbejde. Dette er et fornuftigt princip,« skriver ministeren i et svar til Folketinget.

Ung byrådspolitiker: økonomisk straf holder unge væk fra politik

Uddannelsesministerens melding kommer efter en høring i Folketingets Kommunaludvalg om kommunalpolitikernes arbejdsvilkår.

Under høringen sagde Mads Guldhammer (SF), SU-modtager og byrådspolitiker i Jammerbugt Kommune, at unge afholder sig fra at stille op i kommunalpolitik, fordi de kan blive straffet på pengepungen for at få et vederlag ved siden af deres SU.

Guldhammer havde efter eget udsagn oplevet at skulle tilbagebetale et større beløb, da han havde tjent for meget ved siden af sin SU. Han foreslog, at man indførte en ‘undtagelsesordning’ for unge kommunalpolitikere, så deres politiske erhverv ikke får indflydelse på deres uddannelsesstøtte, skrev Kommunernes Landsforenings medie Danske Kommuner.

Politikere krævede svar fra uddannelsesminister

Den unge SF’ers udmelding kom, ifølge Danske Kommuner, ‘helt bag på’ kommunalordfører for Radikale Venstre, Marlene Borst Hansen, og hun lovede at undersøge problemstillingen og dens konsekvenser nærmere.

Hos Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup, vakte udtalelsen også bekymring:

»Vederlaget er ikke for højt i forvejen. Hvis man så oveni skal betale beløbet tilbage, så hænger det slet ikke sammen. Det er jo åndssvagt at have sådanne barrierer. Det må vi have afdækket,« sagde Simon Kollerup til Danske Kommuner.

Sagen fik folketingsmedlem Mads Rørvig (V) til at bede uddannelsesminister Morten Østergaard om at forholde sig til, hvorvidt det er rimeligt, at vederlag fra kommunalbestyrelsesarbejde modregnes i studerende kommunalbestyrelsesmedlemmers SU.

Men med uddannelsesministerens svar ser debatten ud til at være reduceret til en storm i et glas vand.

»Det er ikke min opfattelse, at SU-reglerne udgør en barriere i forhold til at lade sig vælge til hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem,« konkluderer Morten Østergaard.

Reglerne

Kommunalpolitikere aflønnes med vederlag, der afhænger af kommunens størrelse. I København er vederlaget til medlemmer af borgerrepræsentationen 93.000 kroner. Dertil kommer dog løn for at sidde i forskellige udvalg og andre lønnede poster i kommunen, som for nogle medlemmer løber op i en regulær fuldtidsløn. Københavns forskellige juniorborgmestre med ansvar for en bestemt del af forvaltningen får også en flot løn.

Er man studerende på en videregående uddannelse og modtager SU, har man i øjeblikket ret til at tjene ni tusind kroner om måneden, uden at det påvirker ens stipendium. Det vil sige, at den løn, den studerende modtager som medlem af borgerrepræsentationen, i udgangspunktet ikke har indflydelse på den studerendes SU.

SU-modtagere på ungdomsuddannelser må dog i øjeblikket kun tjene 87.000 kroner årligt ved siden af deres stipendium, så gymnasieelever i borgerrepræsentationen kan blive nødt til at fravælge SU’en i en periode, hvis de vil undgå en regning fra SU-Styrelsen.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste