Unges vaner og fællesskaber

Hvad handler din afhandling om?

»Jeg har undersøgt hvordan unge ændrer vaner når de starter i gymnasiet. Min undersøgelse foregik på to gymnasier i Københavnsområdet hvor jeg fulgte de unge gennem et helt skoleår blandt andet i undervisningstimerne, i projektarbejde, i frikvartererne og til fest. Formålet var at undersøge samspillet mellem udviklingen af fællesskaber og udviklingen af vaner. Det viste sig at hvordan de unge deltog i undervisningen, havde betydning for hvordan de deltog i frikvartererne og festerne og omvendt. Deltagelse det ene sted medierer deltagelse det andet sted.«

Hvordan oplever de unge deres deltagelse i gymnasielivet?

»De unge peger på at når man fester med hinanden i weekenderne, har man også noget at snakke om de kommende dage i frikvartererne. Man kan finde sammen ude ved rygebænken og genfortælle historier fra festen og dermed udvikle fortrolighed og venskab. Det kan have betydning for hvem man går i gruppearbejde med. På den måde får ens sociale liv stor betydning for hvordan man deltager i timerne, og hvem man arbejder sammen med.«

Hvordan danner de unge fællesskaber?

»Når man taler om unge i gymnasiet, har alkohol stor betydning for fællesskabsdannelse. I gymnasiet giver det status både at kunne håndtere faglighed og festlighed. Det faglige og det sociale hænger i den grad sammen. Men jeg har også kigget på måden man deltager i timerne på. På samme måde som man skaber et socialt fællesskab omkring alkohol eller rygning, så skabes der i timerne sociale fællesskaber og i dem sociale identifikationer af den enkelte og hinanden. Det sker på baggrund af den måde man diskuterer bestemte faglige emner på – og denne sociale identifikation har betydning for udviklingen af fællesskaber på tværs af gymnasiets sammenhænge, dvs. både i undervisning, i frikvarterer og ved fester.« »Manglende deltagelse i festlivet kan have marginaliserende betydning for unge – og denne marginalisering gælder ikke blot i forhold til deltagelsen i festlivet samt fortællingerne om dette festliv men også i undervisningen, det vil sige på tværs af gymnasiets sammenhænge. Hvis man fx er en muslimsk pige med anden etnisk baggrund end dansk som ikke må deltage i festlivet, kan dette have betydning for hvor, hvordan og sammen med hvem man deltager, både i frikvarterer og i faglige sammenhænge i timerne.«

Hvad mener du at din forskning kan bidrage til?

»Jeg viser at vaner udvikles socialt og ikke kun er individuelle, og at det har betydning for udvikling af både fællesskaber og vaner, hvordan man organiserer skolelivet. Denne organisering omhandler blandt andet den konkrete pædagogiske ideologi og praksis på gymnasiet, gymnasiets regler og rutiner, indretning, skolens sociale og faglige profil og differentiering, og ikke mindst de unges muligheder for medbestemmelse i gymnasielivet. Måder at udvikle fællesskaber og vaner på hænger sammen med de konkrete institutionelle organiseringer. Institutionelle organiseringer har dermed betydning for hvilke fællesskaber der åbnes adgang til at deltage i, og hvilke vaner man udvikler i de fællesskaber. På begge undersøgte gymnasier havde alkoholen stor betydning når eleverne skulle samles til fester og caféaftener. På det ene gymnasium var der imidlertid en gruppe piger der bad om lov til også at lave pigeaftener. Det var en alternativ mulighed for at mødes hvor også piger med anden etnisk baggrund kunne være med fordi snakken og fællesskabet ikke ville samle sig omkring alkohol men om andre ting at være sammen om og hygge sig med.«

Så det skal være muligt at finde alternative måder at skabe fællesskaber på?

»Det er meget karakteristisk for gymnasielivet at man samler sig omkring alkohol, og det kunne være interessant at udvikle alternativer til denne alkoholpraksis. Ikke nødvendigvis fordi alkoholkulturen altid er skidt; den skaber jo sociale fællesskaber som er værdifulde for mange unge fordi den bidrager til social udveksling og netværk blandt dem. Men den ekskluderer også nogen fra fællesskabet. Mit ærinde er ikke at bandlyse alkohol, men at pege på at vaner udvikles socialt, og at det derfor ikke kun er op til den enkelte unge at udvikle hensigtsmæssige handle- og deltagelsesmåder herunder vaner. Man skal i højere grad tænke forebyggelse og intervention på institutionelt organisatorisk niveau, netop med henblik på udvikling af rummelige fællesskaber for de unge.«

Liselotte Ingholt er cand.mag. i pædagogik og psykologi og nu ph.d. i psykologi fra Institut for Psykologi på KU. Hun er desuden uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske. Sidst i februar forsvarede hun sin ph.d.-afhandling Fællesskaber, vaner og deltagelse – et studie af unge på to gymnasier. Nu planlægger hun at skrive sin afhandling om til en bog.