Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
KU skal ikke kun satse på forskning i klima - men også på klimabevidsthed i det daglige. Grønt Netværk håber at kunne skabe et miljørigtigt universitet
Øko-mad i kantinen, print på begge sider af papiret og mere bæredygtig forskning. Sådan ser fremtidens universitet ud hvis det står til en flok grønne studerende.
Grønt Netværk står bag et ambitiøst studenterseminar i slutningen af marts hvor studerende fra hele landet skal formulere både højtflyvende visioner og bæredygtige tiltag som kan blive sat i værk i morgen.
»Vi griber chancen for at få indflydelse. På Københavns Universitet har ledelsen udråbt sig selv som frontkæmpere på klimaområdet, men der mangler konkrete ideer til hvordan Københavns Universitet kan gå i gang med arbejdet,« siger Merian Skouw-Rasmussen, biologistuderende og aktiv i Grønt Netværk. Hun har masser ideer til hvordan vi smøger ærmerne op og kommer i gang:
»Døgnet rundt står hundredevis af computere og snurrer på standby. Det er både dyrt for universitetet og for miljøet.«
Merian og de øvrige deltagere på studenterseminaret skal forfatte et katalog med forslag til hvor universiteterne kan spare, og hvordan universiteterne med uddannelse, forskning og formidling kan være med til at løfte klimaudfordringen og stille sig i spidsen for en bæredygtig fremtid.
Modebladet Eurowoman har udråbt miljøbevidsthed som den vigtigste trend i 2008. Den grønne bølge skyller også ind over KU hvor ledelsen har opslået et klimasekretariat, iværksat en klima-satsning og skudt en klima-stafet i gang.
Ved særlige grønne lejligheder som den nyligt afholdte ‘count down event’ til KU’s store klimakonference næste år og Velux nye CO2-neutrale hus, byder prorektor Lykke Friis endda på CO2-neutral buffet.
»Det er nyt at KU har fået en klimabevidsthed. Nu mangler vi bare gennemgribende handling bag ordene,« mener Merian fra Grønt Netværk.
Selvom der er både god PR for universitetet og masser af forskningsmidler at hente, så tror hun på at KU’s miljøprofil er mere end blot grønne klæder til lejligheden.
»Vores ideer er blevet mødt med åbent sind. Vi har en historisk chance for at tegne fremtidens grønne universitet.« Lige nu venter Merian i spænding på en rapport som går universitets energiforbrug efter i sømmene. Den vil vise hvor KU mest effektivt kan sætte ind.
På studenterseminaret kan deltagerne møde Peder Agger, formand for Etisk Råd og mangeårig forkæmper for bæredygtig udvikling, og Ida Auken, medlem af Folketinget og formand for SF’s miljøudvalg.
De studerende skal også på virksomhedsbesøg hos Novozymes som seks år i træk er kåret som verdens mest bæredygtige bioteknologiske virksomhed.
»Novozymes producerer ikke et bæredygtigt produkt, men virksomheden forstår at integrere bæredygtighed i den daglige drift som indkøb og affald. Vi skal ud og se hvad de kan,« forklarer Merian inden hun springer på sit CO2-neutrale transportmiddel og cykler hjem til biologibøgerne.
smbrix@stud.ku.dk