Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Antichrist, kenyansk Facebook-demokrati og en funky science fiction-teori. Når du har rejst dig fra ferien, er der nok at blive klog på
Efterårsferien har sænket universitetet ned i en ugelang morfarlur. Den eneste uge om året, som du retmæssigt bør bruge på skulpturudstillinger nord for København, vikingespil og kastanjedyr.
På sol over Gudhjem på dækket af din båd. På ekskursioner med madpakker og kedsommelighed. Og på – well, at besøge din morfar.
Men allerede på mandag vågner du op igen, og så er det tid til at blive klog. Og da det er de færreste fag, der udelukkende har interessante emner på pensum, kan det sagtens betale sig at besøge andre fakulteter end dit eget. Du er velkommen overalt.
Lad Universitetsavisen tage dig ved hånden, når vi vulgært selektivt plukker fra de næste ugers forelæsninger. Den røde tråd: tværfaglig appel. Sådan nogenlunde i hvert fald. Vi starter poppet guddommeligt.
Da Lars von Triers ’Antichrist’ skabte furore i forsommeren, sladrede folk forarget om klitorisklipning og testikeltæsk, så vi andre fik spoleret chokeffekten. På Teologi går de mere sagligt til værks med et helt seminar om filmen.
Geert Hallbäck behandler antikristbegrebet i historisk perspektiv. Fra Første Johannesbrev over komponisten Rued Langgaard til Nietzche, som brugte ordet som et antikristent slagord. Må man det, hvis man ikke selv er kristen?
Filmlektor Peter Schepelern taler om von Trier og om lidelse, ondskab og hævn. Det bliver sikkert tungsindigt, men det kan den afsluttende paneldebat forhåbentlig rette op på.
‘Teologisk spot på Antichrist’, 30. oktober 2009, kl. 13-16, Aud. 7, Det Teologiske Fakultet. Arrangeret af Center for Studiet af Biblens Brug.
Pisker du også jævnligt dig selv for ikke at være i stand til at lave en tidssvarende analyse af kvantemekanik uden enten at forråde Einsteins metodologiske realisme eller princippet om lokal interaktion?
Fortvivl ej. Den eneste, der har været i stand til det, er Hugh Everett III. Blandt science fiction-elskere er han helten, der opfandt en kvanteteori for flere universer, den såkaldte mange-verdener-teori.
Privat var Everett et sløvt møbel, der drak og kæderøg. Og som fik – og her fatter Universitetsavisen øget interesse – sønnen Mark Everett, bedre kendt som forsangeren E fra bandet Eels.
Det er nok ikke det, forelæsningen handler om.
‘Reality in many worlds’? Om Einsteins realisme og Everetts kvantemekanik. Af Dr. Christoph Lehner, den 20/10, kl. 17, Aud. 10, H.C. Ørsted Instituttet. Arrangeret af Videnskabshistorisk Selskab.
Barack Obama blev valgt, fordi han kunne bruge Facebook og Twitter. Mener nogen. Men allerede ved valget i Kenya i december 2007 skabte de sociale medier en helt ny demokratisk platform for ungdommen.
Charles Kinga har interviewet unge kenyanere gennem chatfunktionen på Facebook og har på den måde i sin nyligt afleverede afhandling analyseret en form for social interaktion, der ignoreres i de fleste demokratianalyser.
Det lyder metodemæssigt dubiøst, men egentlig også ret interessant. Charles Kinga forklarer og svarer for sig.
‘Facehooked’. Af Charles Kinga, 22/10, kl. 15.15-17.00, Center for Afrikastudier, Købmagergade 46, 4. sal.
ser@adm.ku.dk