Uniavisens første redaktion var en enmandshær med en kvinde i front

På Helle Bygums første arbejdsdag på Uniavisen, kunne hun meget vel have haft et par træskostøvler på under trompetbukserne, der svajede om benene. Håret var kort, så man kunne se de tykke guldringe i ørerne.

I armene havde hun en sivkurv med sin søn, der var knap to måneder gammel.

Universitetsavisens redaktion lå helt oppe under et af Pilestrædes tage. Når hun kom ind på redaktionen, blev hun mødt af sin sekretærs, Frøken Meyer, lidt skeptiske blik. Sekretæren var ikke glad for at have fået en kvindelig chef. Og så endda en 23-årig, der var født samme år som Frøken Meyer blev student.

Men sønnen fik alligevel lov at sove i sin sivkurv under hendes bord, mens mor arbejdede.

Uniavisen hørte til i det dengang moderne kontorlandskab med hvide vægge og en skrivemaskine på bordet. Her sad redaktøren.

»Altså mig,« siger Helle Bygum.

Den i dag 74-årige pensionerede journalist nikker bestemt. Hun udgjorde hele redaktionen i dens første leveår. I år er det 50 år siden, den udkom første gang under navnet »Universitetsavisen«.

Som avisens enmandshær måtte Helle Bygum forsvare sig, når studenterpolitiske organisationer beskyldte hende for partiskhed. Og typograferne, der trykte avisen, ofte med et par øl i maven, ville »tryne« hende.

LÆS OGSÅ: I 50 år har KU flashet både strandmuskler og bingovinger i al offentlighed

Tid til mere åbenhed

Før Helle Bygum kunne møde ind på kontoret i Pilestræde, skulle Uniavisen fødes.

Inden 1973 havde Københavns Universitet ikke sit eget medie. Det var et universitet for samfundets elite, der var lukket om sig selv og blev styret af professorerne.

Men der var nye tider på vej.

Studenteroprøret havde kaldt på forandringer. Universitetet skulle ikke kun være for eliten, men for den brede befolkning. De kæmpede for magt til de studerende.

I 1970 kom en lov, der skulle imødekomme noget af det – den såkaldte Styrelseslov. Det kaldte på en avis, der kunne skrive om et Københavns Universitet i hastig forandring.

»Tiden var til mere åbenhed og information om virket på universitetet,« siger Helle Bygum.

Men det var ikke lige nemt. Ledelsen på universitetet var i Helle Bygums unge 23-årige øjne nogle »stive ældre embedsmænd«.

»De var søde nok. Men de var også fintfølende og skulle vænne sig til, at der med Universitetsavisen kom mere åbenhed.«

Da Uniavisen havde kørt gennem trykken i lidt over et år, var den til debat i Konsistorium, det øverste organ ved Københavns Universitet dengang. Universitetsavisen var selvfølgelig selv på pletten og dækkede debatten i avisen, der udkom den 10. maj 1974.

En professor klagede i et debatindlæg over, at han var blevet angrebet i et læserbrev på forsiden. Angrebet stod for længe uimodsagt, syntes han. For Universitetsavisen udkom kun hver 14. dag.

Siden er der sket meget. I dag udkommer Uniavisen i fysisk form to gange om året og med daglige nyheder online.

I 70’erne ænsede de ansatte ofte ikke Universitetsavisens eksistens, fortæller Helle Bygum.

»Videnskabsfolk dengang var ved Gud anderledes end i dag,« siger hun med et stort tryk på ’Gud’.

»Forskerne stod ikke i kø for at lade sig interviewe, for de var slet ikke vant til at tale med journalister. Jeg tror, de tænkte, at aviser og fjernsyn var sært overfladisk. Det er helt anderledes i dag, hvor det helst skal stå i Politiken før i et videnskabeligt tidsskrift.«

Studenterpolitisk polemik

De studenterpolitiske organisationers forhold til Uniavisen var en anden historie, og de fulgte flittigt med i det, der blev skrevet.

»Der var lidt modvind. For de skulle hele tiden finde noget at klage over.«

Som en reaktion på den nye styrelseslov løsrev en gruppe studerende sig i 1970 fra Studenterrådet og ville agere en borgerlig opposition til Studenterrådet. Moderate Studenter, kaldte de sig.

De studenterpolitiske fløje var skarpt trukket op. Og i hver deres skyttegrav var de utilfredse med det, Helle Bygum skrev, fortæller hun.

Oftest lød klagen fra Studenterrådet, at hun skrev for meget om Moderate Studenter, og de syntes hun var partisk og borgerlig. Fra Moderate Studenter lød det, at hun gav for meget spalteplads Studenterrådet.

Heldigvis havde Helle Bygum redaktionskomiteen i ryggen, når bølgerne gik allerhøjest. Redaktionskomiteen er det, der i dag kaldes Bladudvalget. Så længe hun fik skældud fra begge sider, gjorde hun det ikke helt skidt, lød det.

Selv om hun måtte stå på mål for meget, var det en fantastisk tid, synes Helle Bygum. Det gav den 23-årige et bredt bryst at stå imod med.

»Håbløst ubevidst og helt fortabt«

Helle Bygum var ikke blot en lus mellem to negle på Studenterrådet og Moderate Studenter.

Hun red med på en bølge af frigørelse og kvindekamp, der dominerede 70’erne. Men hun var ikke fuldblodsfeminist. Hun var en rødstrømpe med forbehold, siger hun. Neglelakken ville hun ikke ofre i kampen.

Hun stikker fingrene frem, hvis negle stadig er lakeret i en bordeauxrød farve.

»Det måtte man jo ikke dengang, hvis man var en ægte kvindeforkæmper. Så blev man set som helt fortabt, fordi man var ubevidst om egen undertrykkelse.«

Men kampen var nu vigtig nok. Som kvinde på arbejdsmarkedet ønskede hun lige løn og pension mellem mænd og kvinder. Også barslen var håbløst kort.

Det mærkede hun på egen krop, da hun fødte sin første søn i 1972 og havde blot seks korte ugers barsel. Omtrent samtidig læste hun stillingsopslaget fra Universitetsavisen. Så i ansøgningen til Københavns Universitet måtte hun skrive, at hun ikke kunne tiltræde lige med det samme. Hun skulle først have barsel.

»Det er så populært at sige, at det var en anden tid. Men det var altså en anden tid.«

Hendes køn kom ikke i vejen, og hun fik lov at starte lidt senere, når barslen var overstået.

Men der var endnu et problem. For der var ikke mange vuggestuer i 70’ernes København. Så Helle Bygum og nogle andre, der også manglede en vuggestue, besluttede at oprette en. Mange af dem befandt sig på venstrefløjen, og enhver beslutning måtte diskuteres. Det kunne trække ud i en uendelighed og nogle gange til så sent ud på aftenen, at Helle Bygum og hendes mand forlod diskussionerne og gik hjem i seng. De boede nemlig på etagen over den kommende vuggestue. Vuggestuen nåede da heller ikke at åbne, før de seks uger var gået, og Helle Bygum havde første dag på Universitetsavisen.

»Hvad gør man så? Ja, så må man jo tage ungen med på arbejde,« siger Helle Bygum.

Sønnen blev straks Frøken Meyers hjertebarn, og hendes skepsis over den unge redaktør forsvandt. Hun endte med at være Helles Bygums sekretær i alle årene på Universitetsavisen og en livslang ven, der i dag er 93 år og fungerende bedste for Helle Bygums børn og børnebørn.

Skulle opfinde avisen fra bunden

Da Helle Bygum blev ansat i sensommeren 1972, skulle Universitetsavisen opfindes fra bunden. Hun skulle finde ud af, hvad den skulle indeholde. Hvad den skulle hedde, og hvordan den skulle se ud, helt ned til, hvor store bogstaverne skulle være.

Hun skulle både researche, skrive og layoute artiklerne. Især det sidste var en udfordring, for til samtalen havde hun nok talt sine evner en smule op.

»Jeg havde selvfølgelig ikke hørt ordentligt efter på Journalisthøjskolen, for jeg tænkte, at det med layout skulle jeg aldrig bruge,« siger Helle Bygum og griner hæst.

»Men til ansættelsessamtalen sagde jeg, at det kunne jeg sagtens. Det ville enhver mand have gjort. Hvis kvinder siger ’naah, det kan jeg ikke’, får mændene jo jobbet. Så jeg sagde, at det var jeg blevet undervist i. Og det var også rigtigt nok.«

I herskabslejligheden på Østerbro slingrer P2’s klassiske musik sig ud af en højtaler, mens 74-årige Helle Bygum bladrer sig gennem den første Universitetsavis. Den landede på de studerendes dørmåtter 26. januar 1973 med forsideteksten: »Styrelsesloven: Universitetet får udvidet selvstændighed«.

Ved siden af den gamle avis med de gulnede sider, som spreder en duft af støv, står en espressokop med læbestift på kanten. Det er dét, man drikker her i huset. Helle Bygums tykke korte hår stritter bestemt i hver sin retning, læsebrillerne har taget plads på næsetippen, mens de røde negle bladrer sig igennem »hendes første barn,« som hun kalder det.

»Kan du huske, hvordan vi satte den op?« råber Helle Bygum.

»Hvad?« svarer hendes mand i den tilstødende stue en suite.

»Ja, du måtte lære mig, hvad en cicero var.«

»Nårh ja,« svarer han og kommer ind for at kigge med.

Cicero er en måleenhed, som typograferne brugte. Manden er uddannet fysiker og kunne derfor være behjælpelig med at fylde hullerne fra Journalisthøjskolen ud.

»Jeg synes det ser ret professionelt ud. Helt ærligt,« siger hun med stolthed i stemmen. »Men også møgkedeligt.«

Der var ikke mange billeder. Avisen rummede en række artikler, en ofte endnu længere række læserbreve og desuden stillingsopslag og opslag med ledige kollegiepladser. Ud over de ledige kollegiepladser, kunne indholdet godt ligne noget fra 2023.

SU eller studielån.

Balance mellem arbejde og studie.

Akademikere i det private erhvervsliv.

Lukning af Sociologi.

De ville have en omgang øl

Når avisen hver anden uge skulle trykkes, stod Helle Bygum i en em af bly og olie sammen med typograferne i trykkeriet på Berlingske Tidende. Hun havde fået lavet en trykkeaftale med avisen, der også dengang lå i Pilestræde.

Typograferne kunne godt være nogle »bøller,« siger hun. De trynede hende, hvis hun lavede fejl, og så kostede det en omgang øl.

En dag tabte en af typograferne et skib, som er en slags metalramme med de bogstaver, der skulle udgøre teksten. Det tog lang tid at sætte. Men de ville gerne samle den op og sætte bogstaverne på ny, hvis hun gav en omgang.

»Men det gjorde jeg altså ikke. Og det havde de alligevel respekt for.«

»Hvis jeg havde givet dén omgang, havde jeg været helt færdig.«

Trykkeriet skulle også blive vejen videre fra Universitetsavisen. Efter små fire år var jobbet på ved at blive trivielt for Helle Bygum. Det var et godt job og en sjov opgave at få lov at oprette den. Hun var fri til at gøre, hvad hun ville. Det var selvstændigt. Dermed også ensomt.

Hun var stadig ung og ville gerne videre i karrieren.

»Fire år på et fagblad. Det var ikke udfordrende nok. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kunne udvikle sig til sådan noget der,« siger hun og peger på Uniavisens nyeste magasin med et farverigt billede på forsiden.

En dag kom Berlingskes redaktionschef ned og så på Helle Bygum med undrende øjne. Sådan en ung kvinde i et trykkeri. Et mærkeligt syn.

Nogle dage senere ringede han og spurgte, om hun ville komme til en samtale. De ville gerne have hende som redaktionssekretær. Men først skulle der holdes en afstemning om, hvorvidt de ønskede en kvindelig kollega.

»Man fatter jo ikke, at de gjorde sådan,« siger Helle Bygum.

Afstemningen gik til hendes fordel. Men lønnen var for lav, så hun takkede nej.

Men måneder efter ringede telefonen igen.

»De er jo en dyr dame,« lød det.

Denne gang, kunne de godt blive enige.