Uniavisens hårde pakker - sydeuropæiske helte

Universitetsavisen er gået ind i jagten på højere oplysning i den selvpåførte juleopløsning af kardemommebagværk, snapseslatne rosiner, dvaske juleevergreens og familievarme arme.

Den kommer i form af hårde pakker. Altså oplysningen.

Også selv om den mestendels er gået cyber, er der stadig folk, der gider læse langhårede, højpandede, grufuldt tykke bøger. Universitetsavisen har bladret i årets bogudgivelser og fundet frem til en stak, du bør ønske dig til jul.

Stakken doseres over den kommende uge. Vi starter med et par oversættelser til dansk af nogle tunge, sydeuropæiske drenge.

Kontrol over mennesket

Var han filosof, historiker, sociolog eller idéhistoriker? Eller bare tænker? Mange fag gør krav på franskmanden Michel Foucault (1926-1984), som især på KUA har status af noget nær halvgud.

Det var ikke for ingenting, at ’Foucault er bøsse’ var det mest berømte stykke akademiske graffiti i København, indtil det i år blev spulet bort af en uagtsom kommunalarbejder.

Nu foreligger en række af hans centrale forelæsninger fra 1978-79 på dansk fra Hans Reitzels Forlag. I samlingen behandler Foucault sit centrale (men uskønne) begreb guvernementalitet. Begrebet kan forstås som måden, hvorpå regeringer søger at fremavle borgere, der bedst muligt tjener dens politikker, eller måden hvorpå regeringens subjekter regeres.

Men Biopolitikkens fødsel handler primært om – ja, biopolitik. Begrebet betegner en form for politisk styring, der påvirker alle dele af livet. Hvor det biologiske menneske underlægges politisk magtudøvelse. Sådan kort fortalt.

Foucault bruger sine begreber i relation til et liberalt samfund, og hans tanker er ikke blevet irrelevante på 30 år. Læs bogen for forstå udgangspunktet for asylpolitik, eller for aktiv dødshjælp, for de implicitte styringsredskaber, der implementeres på universitetet, eller for at forstå, hvorfor København i disse dage er fyldt med betjente i hollændervogne, der punkterer demonstranters CO2-balloner. Og så videre.

Michel Foucault: ’Biopolitikkens fødsel’ (overs. Peer F. Bundgaard), Hans Reitzels Forlag

Et illegalt menneske

Den italienske tænker, Giorgio Agamben, lægger sig i slipstrømmen på Foucaults tanker om biopolitik. Hos Agamben er idéen om homo sacer central. Et menneske, hvis biologiske liv ikke har nogen politisk betydning, og som har fået skrællet alle legale og civile rettigheder af sig.

I den lille nette Undtagelsestilstand (orig. 2003) undersøger Agamben de øgede magtbeføjelser, en stat tager i brug i krisetider, hvor individuelle rettigheder underlægges en mere eller mindre permanent tilstand af ’undtagelse’.

Det har man særligt set efter 11. september 2001, skriver han, med præsident Bushs ordre om ’ubegrænset tilbageholdelse’ af såkaldt illegale kombattanter i ’krigen mod terror’.

”Nyheden i Bushs ordre er, at den helt sletter et individs juridiske status og derved skaber en juridisk set unævnelig og uklassificerbar størrelse. De talebanere, som blev fanget i Afghanistan, nægtes ikke blot status som krigsfanger i henhold til Genéve-konventionen, men har heller ikke de rettigheder, man har som sigtet efter USA’s love. (…) Det eneste, det kan sammenlignes med, er jødernes juridiske situation i de nazistiske lejre, hvor de ud over deres statsborgerskab mistede enhver juridisk identitet, men i det mindste bevarede den jødiske.” (s. 28)

Giorgio Agamben: ’Undtagelsestilstand’, Philosophia

Faderen til alle filosofiske vindæg

Hvor formidabelt knagende og relevante, Foucault og Agambens tanker måtte være, så er de begge som bekendt blot fodnoter til filosofiens original gangster – Platon.

For første gang i 80 år foreligger der nu en ny dansk oversættelse af Platon. Planen er at udgive et bind om året de næste seks år, indtil Platons samlede værker er komplet oversatte, og i 2009 udkom første bind med den græske filosofs dialoger.

Det er her, vi finder Sokrates’ berømmede forsvarstale, og dialogen med Kriton, hvori Sokrates redegør for sine forpligtelser over for staten, og derigennem affinder sig med sin dødsstraf. Det er også her, vi finder Sokrates’ og Theaitetos’ diskussioner om de tre former for viden, og hvor Sokrates sammenligner den menneskelige hjerne med et fuglebur.

Når mennesket jager rundt i sin hjerne efter viden, risikerer han at gribe fat i den forkerte ting, siger Sokrates. At forveksle tallet 11 med tallet 12 er som at jage én slags due og fange en anden. Uvidenheden flyver også rundt i buret sammen med fuglene, tilføjer Theaitetos, og undrer sig over, hvordan man kan skelne den ægte videns fugle fra den falske videns. Hvorefter Sokrates daffer og kalder hele dialogen for absurd. ”Vindæg”, er hvad det er. Men mon ikke, vi lærte noget undervejs alligevel?

Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen: Platon 1 – Samlede værker i ny oversættelse, Gyldendal

ser@adm.ku.dk