Uniradioen præsenterer: En musikalsk aften i halvfemserhårets tegn

»Hvad er forskellen på at være hipster og normcore egentlig,« spørger min veninde over en pausecigaret i Husets gårdhave. Hun henviser til tøjstilen hos det unge publikum, der er dukket op til forårssemesterets første og i øvrigt udsolgte ‘Uniradioen Præsenterer’-event.

Det tilbagevendende musikarrangement afholdes tre gange hvert semester, og her præsenterer Uniradioen upcoming kunstnere, som musikredaktionen synes fortjener offentlighedens opmærksomhed. På denne kølige forårsaften er Musikcaféen i Huset i Magstræde propfyldt med forventningsfulde og feststemte publikummer, der er kommet for opleve tre nye musikalske talenter: Patina, Pony Marshall og Manila.

»Formålet er både at give upcoming kunstnere, som vi synes er fede, et skub fremad i form af en koncert og promovering og at præsentere musikglade folk for noget ny og spændende musik fra den danske undergrund,« siger Sasja Lassen, en af tre musikredaktører på Uniradioen og fortsætter:

»Vi henvender os som udgangspunkt til alle musikglade mennesker, som interesserer sig for den upcoming scene. Selv om vi er en universitetsradio, så er vores koncerter på ingen måde kun rettet mod studerende, men vi forsøger selvfølgelig at hive vores studiekammerater med.«

Skovmandsskjorter, falset og halvfemserhår

Klokken 21 går det første band på: Syv fynboer der kalder sig Patina, og som denne aften spiller deres debutkoncert. Med en showcase bestående af velspillede, energiske numre, der blander dansksproget drengelyrik om nærvær med catchy, støjende guitarriffs og orgelsoli, lægger bandet et solidt bundniveau for aftenens koncerter. Selv om melodierne er simple og ligger i et toneleje, der i nogle numre får den til at mudre sammen med akkompagnementet, er arrangementerne overvejende gode, sammenspillet musikerne imellem suverænt og bandets sceneoptræden noget for sig.

Lead mikrofonen går på omgang imellem bandets tre frontfigurer i hver deres halvåbne skovmandsskjorte stoppet ned i bukserne, der også skiftes til at spille percussion og trommer. Deres rotation i bandet gør showet interessant, ikke bare at høre på med de vokale, klanglige variationer, men også at se på, som de farer rundt fra den ene instrumentstation til den anden. Selv om deres vokaler ikke er prangende, synes jeg, at denne vekslen mellem tre lige energiske forsangere virker ret godt, og det tvinger en til at følge med i, hvad der sker på scenen.

Fem mand høje Pony Marshall følger efter Patina. De leverer en stilsikker ‘indierock’-koncert, som både indebærer omkvæd i falset, distortede guitarer, en slangeskindsskjorte og dansende hofter a la Elvis. På trods af en lidt hård start med mindre lydproblemer, fremstår musikerne selvsikre og scenevante, og enkelte steder i koncerten får jeg lyst til (halvdiskret, naturligvis) at headbange sammen med guitaristen, der med sin lange, klassiske rockfrits skiller sig ud ved ikke at have kort, Aaron Carter-inspireret halvfemserhår, som samtlige musikere og publikummer har i aften.

Jeg synes, det er et meget godt arrangement, Patina var fede. Det fungerer godt med tre bands på en aften

Studerende Amanda Freisleben Lund

Alle tre bands bevæger sig inden for den poprockede indiegenre. Sasja Lassen kalder det »musik, du ikke kan stå stille til.« Det gør sig især gældende ved aftenens første og sidste band.

Festen topper, da det tydeligt Julias Moon-inspirerede funk-/popband Manila går på scenen ved 23-tiden. Den karismatiske mandlige forsanger har en god vokalteknik og giver den fuld gas med fraseringer og falsetter i synthtunge, dansable numre. Med omkvæd baseret på enkle, gentagne melodilinjer er sangene catchy, og små funk-inspirerede instrumentroller sørger for, at bandet har det hujende publikum, lige hvor de vil: på det glødende dansegulv.

Hvor er kvinderne?

Imellem Patina og Pony Marshalls koncerter møder jeg en publikummer, der er søgt ned i gårdhaven for at trække frisk luft (læs: obligatorisk indierock-aften cigaretrøg). Hun studerer på Københavns Universitet, men er mødt op, fordi hun kender nogle af bandmedlemmerne i Patina.

»Jeg synes, det er et meget godt arrangement, Patina var fede. Det fungerer godt med tre bands på en aften. Men jeg synes, det er underligt, at der ikke er flere kvinder i de forskellige bands,« siger Amanda Freisleben Lund, der læser en bachelor i musikvidenskab.

Musikredaktørerne på Uniradioen, som er ansvarlige for aftenens tre musikalske bookinger, lader ikke til at tage kritikken til sig, da jeg fanger dem efter Manilas sidste nummer. Mathias Stilling, der læser retorik, synes det er »åndssvagt, at diskutere booking af køn hos os,« og alle tre lader til at være enige:

»Vi booker det, vi synes er fedt. Det skal ikke være kønnet, der bestemmer kvaliteten,« siger Mathias Stilling, og Sasja Lassen siger, at det ikke er et bevidst valg, at aftenens tre bands udelukkende består af unge mænd.

»De er Danmarks fremtid!«

Der var flere branchefolk til stede i Musikcaféen, blandt andet radiovært og musikansvarlig på P6 Beat Casper Bach Hegstrup og Magnus Grilstad, der er booker på det uafhængige pladeselskab WonderWhy. Og noget lader til, at Uniradioen har øje for  undergrundstalenter – tidligere har Uniradioen haft navne som Bisse, Masasolo og Fugleflugten på plakaten. De er alle sidenhen blevet spillet på blandt andet P6 Beat.

Når vi booker nogle, er det fordi vi synes, de er Danmarks fremtid!

Mathias Stilling, musikredaktør på Uniradioen

Mathias Stilling vil også give Uniradioen æren, når Patina bliver store:

»Patina har Uniradioen skudt frem,« siger han og fortsætter: »Når vi booker nogen, er det fordi vi synes, de er Danmarks fremtid!«

Om Patina er Danmarks fremtid, skal jeg ikke udtale mig om, men deres koncert var i hvert fald mit personlige musikalske højdepunkt i denne omgang af ‘Uniradioen Præsenterer’.

Om forskellen på hipster og normcore kan jeg henvise til definitioner fra henholdsvis Urban Dictionary og Den Danske Ordbog: En hipster er et ‘ungt menneske, der ønsker sig at skille sig ud fra mængden ved at have en ironisk distance til det ordinære’, og de hører ofte ‘undergrundsmusik og iklæder sig tøj, der virker gammeldags og ikke passer sammen’, imens normcore-stilen er karakteriseret af ‘uflatterende denim jakker, oversized sweatshirts’ og ‘alt der ligner, det kunne have været med i en Calvin Klein-reklame fra 1998, eller alt du ville have på derhjemme, når det er store vaskedag’.

Det kan godt være, at jeg ikke passer ind i nogen af kategorierne, men jeg havde alligevel en storslået, festlig aften med gode musikalske oplevelser til Uniradioens indiemusik-arrangement i Huset. Jeg vil glæde mig til næste gang (hvor jeg personligt håber at se flere kvinder på scenen).