Uniavisen
Uafhængig af ledelsen

Debat

Universitet eller totalitær opdrager

ÅBENT BREV - Ulrich Maximilian Haxthausen glemte at melde sig til et fag på sit studium inden for fristen. Men hvorfor er Københavns Universitet så ufleksibelt? spørger han, idet han undervejs får indskudt et par bemærkninger ...

Kære medlem af det ansigtsløse bureaukrati

For omtrent halvanden måned siden erfarede jeg til min store skræk, at jeg havde overset fristen for tilmelding af valgfag på den internetside, som I eufemistisk har valgt at kalde KUnet.

Du, kære læser af dette brev, vil sikkert straks indvende at skræk er et stærkt ord at gøre brug af, du vil måske endda endvidere allerede nu forkaste denne tekst, hvis udformning ikke er underkastet den efterspurgte kancellistil, skulle du derimod være brudt ud i latter, eller må du undertrykke et lille smil for at dine kolleger ikke skal betvivle din professionalisme, har jeg muligvis at gøre med en frænde, som også skammer sig over at universitetet kalder sig netop det, men som tidligere part i adskillige stridigheder med det mildest talt lidet fleksible system, hvis primære funktion forekommer at være at reducere den studerende til et nødvendig onde, er det nu en særdeles dækkende betegnelse. Der er så mange bøger, der fortjener at blive læst, værtshusbesøg der skal aflægges, gudstjenester der skal overværes, ja, kære læser, se den pligtskyldige modtagelse af Ordet som et forsøg på at afbøde den skæbne i det hinsides udlagt nedenfor, at tiden er for knap til tidskrævende tovtrækkeri –

Skulle Gud findes, og ja, kære læser, du har da ganske ret i, at dette ikke er stedet at diskutere Guds eksistens, men som falleret teologistuderende – skulle du have ladet min lemfældige sprogbrug og stangerupske tegnsætning passere indtil nu, måske oven i købet båret over med de mange digressioner, har jeg da nu endegyldigt beseglet min henvendelses skæbne ved at benævne mine kuldsejlede narrestreger på Det Teologiske Fakultet, der, som du jo sikkert er bekendt med, ligger en snes kompendier fra de lokaler, hvor jeg tilbage i 2008 modtog undervisning i familie- og arveret. Det vil dog kun være tilfældet hvis du faldt i den i tredje linje beskrevne kategori, men da jeg uophørligt har valgt at slå videre på tasterne, er det fordi jeg tiltror dig større tålmodighed – er Gud nu ikke sjældent i mine tanker, ikke dermed sagt at tilstedeværelsen af Gud i mine tanker beviser hans eksistens. Fra tid til anden tænker jeg også på universitetet som et sted for fordybelse, men hvis vi for den gode stemnings skyld foretager et troens spring og forudsætter Vorherres eksistens, må jeg som en logisk følge deraf nok indstille mig på at tilbringe min tid i det hinsides i et – skulle min hornbærende ven vise sig at være nøjagtig så mefistofelisk, som jeg mistænker ham for at være – inferno af KUnets kønsløse formaninger og overskredne frister.

For, kære læser, jeg kan ikke udskyde pinen længere. Jeg har allerede delagtiggjort dig i, at jeg havde overset fristen for tilmelding af valgfag, men min skødesløshed begrænsede sig ulykkeligvis ikke bare til et øjebliks uopmærksomhed, hvilket ville være undskyldeligt og muligt at rette op, da – og dette behøver jeg jo ikke at nævne, tålmodige læser, du kan utvivlsomt perioden for tilmelding af valgfag på fingrene – tilmeldingen er åben i 14 dage. November tilbragte jeg i mellemøsten i selskab med mine nærmeste, og hensat i en tilstand af lykke skænkede jeg ikke den alfaderlige portal en tanke.

Da jeg vendte hjem til iskolde Danmark nu i en ny regerings faste hænder, gik der ikke lang tid, før jeg igen var ved mine sansers fulde brug. Du vil ganske givet være bekendt med, at den udøvende magts støtteparti opstod på ruinerne af den hedengangne Liste Z, hvis lederskab var overladt til den blændende bornholmske jurist Mogens Glistrup, der sikrede partiet en stor vælgertilslutning ved at love at aflive det omsiggribende fænomen, som trætter os alle.

Efter at have lagt øre til politikernes monomaniske skamridning af vendingen ”at trække i arbejdstøjet”, besluttede jeg mig for at følge trop.

Derfor opsøgte jeg straks en studierådgiver, hvis udsøgte venlighed næsten opvejede, at hun var ubevæbnet med tilnærmelsesvis korrekte oplysninger. Nu forhaster jeg mig. Den behagelige studierådgiver lod mig forstå, at når jeg ikke havde tilmeldt mig et valgfag, ville universitetet tage sig den frihed at vælge et valgfag for mig. »Fortvivl ej,« nåede hun dog at tilføje, inden fortvivlelsen opslugte mig, »det vil være muligt for dig at skifte til et fag, der vækker din interesse, skulle der være ledige pladser på dette.«

Du kan forestille dig en lettelse, der kom over mig, da skrækscenariet om at studere et fag, hvis beskrivelse fik mig til at længes efter udpenslingen af bodeling, der overgik mig i 2008, faldt bort.

Julen valgte jeg at tilbringe i selskab med KUnet, og det var ved en adspredende granskning af regelsættet på Det Jurdiske Fakultet, at jeg blev vidende om den fejlagtige rådgivning, der var blevet mig til del.

I en af de mange samtaler, jeg fører mig selv, lod jeg mig dog berolige med tanken om, at universitet burde være stedet, hvor sund fornuft regerer. Da studierådgivningen på det tidspunkt holdt en velfortjent juleferie, ventede jeg til den 5. januar med at aflægge Studiestræde en visit.

Her fik jeg en oplevelse af at være tilbage på Teologi, da studierådgiveren dogmatisk læste op af, hvad forekom mig at være dekalogen og gjorde mine forhåbninger om universitetet til skamme.

Jeg ville ikke belemre den pligtopfyldende kvinde med alle spørgsmål, der trængte sig på.

Velvidende at kimen til universitetets undergang blev lagt i Bologna, har jeg modvilligt og for at undgå babylonsk forvirring valgt at stille spørgsmål, der kan vække genklang hos de ansvarlige for universitetets undergravning.
Derfor stiller jeg dig følgende spørgsmål (for at imødegå risikoen for udførelsen af prokuratorkneb i forbindelse med besvarelsen af nedenstående spørgsmål, indskærpes at spørgsmålene vedrører den gruppe af studerende, som ikke tilmeldte sig valgfag inden for den foreskrevne frist):

Hvilke overvejelser – foruden at disciplinere den studerende – ligger bag at tvinge en blinkende studerende igennem et fag, hvis afstedkommende følelse af indolens i bedste fald besværliggør en hæderlig indsats og i værste fald umuliggør den?

Hvordan er det i underviseren og de andre studerendes interesse at skulle trækkes med en tilhører, som er i intellektuel spændetrøje?

Med tanke på at de studerende, som ikke lod sig distrahere i tilmeldingsperioden, får tildelt deres valgfag i begyndelsen af januar, og de resterende i slutningen af januar, hvad forhindrer så universitet i at benytte perioden til at rådføre sig med sidstnævnte gruppe?

Vejer den totale strømlining af universitet tungere end den studerendes autonomi?

Mvh Ulrich Haxthausen

uni-avis@adm.ku.dk

0 Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste