Universiteterne i valgkampen

Sidste forår skar regeringen 2,3 milliarder af det tiltænkte budget til universiteterne i 2012 og 2013 med genopretningspakken, og senest har de indgået en smal SU-reform, der fjerner det såkaldte fjumreår.

Oppositionen vil derimod give de videregående uddannelser en økonomisk vitaminindsprøjtning på 600 millioner kroner og tilbagerulle regeringens besparelser i genopretningspakken.

»Efter at S og SF har fremlagt deres bud på en 2020-plan, står dansk uddannelsespolitik ved en korsvej – venstrefløjen vil investere, højrefløjen vil spare,« skriver Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang i et af sine seneste blogindlæg.

Men gør det reelt en forskel for universitetsbefolkningen, hvorvidt farven på en kommende regering er rød eller blå?

Nej, siger valgforsker ved Københavns Universitet ( KU), Kasper Møller Hansen. Og det er netop derfor, at universiteterne ikke bliver et hot emne i en valgkamp.

SU-forligsbrud forude

SU’en skiller dog vandene på Christiansborg.

Som en del af dens 2020-plan har regeringen nemlig aftalt en forringelse af SU’en med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, der skal polstre statsbudgettet med en milliard kroner, selvom den røde blok i SU-forligskredsen har meldt ud, at de ikke vil spare her. (Kristendemokraterne forlod 2020-forhandlingerne inden deres afslutning og trak sin støtte til en række af aftalerne med VKO, herunder forringelse af SU’en. I stedet har regeringen indgået aftalen ‘To streger under facit’ med Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller (UP) red.)

»Vi er i en situation, hvor vi har brug for flere unge på arbejdsmarkedet, og det kræver altså en ordentlig SU at gennemføre sin uddannelse hurtigt. Hos S og SF vil vi bruge guleroden til at få de studerende hurtigere igennem, mens regeringen svinger pisken,« siger Jonas Dahl, universitetsordfører for SF og en af favoritterne til posten som videnskabsminister, hvis regeringen skifter farve ved næste valg.

SU-ordfører for Venstre, Sophie Løhde, mener dog, at oppositionen burde tage medansvar for, hvordan SU’en skal finansieres fremover.

»Oppositionen har endnu ikke præsenteret os for ét eneste bud på, hvordan vi kan opretholde verdens højeste uddannelsesstøtte de kommende år, når antallet af studerende stiger,« siger hun.

S og SF har i stedet for at skære i SU’en fremlagt en række tiltag i deres plan, ‘ Fair Løsning 2020’, der skal få studerende hurtigere igennem uddannelsen og ud på arbejdsmarkedet og dermed give et økonomisk afkast på sigt.

Det er helt i tråd med resten af regeringens SU-politik. Og begge blokke vil blandt andet fremrykke 1,08-reglen, så unge fremover skal starte på en uddannelse senest et år efter gymnasiet, hvis de vil gange snittet med 1,08.

Konsensus om universiteterne

Valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen mener, at netop SU’en godt kunne komme på tapetet op til et valg, hvis de studerende mobiliserede sig, og hvis det ikke stod hen i det uvisse, om SU-reformen rent faktisk bliver gennemført.

Men ellers spår valgforskeren ikke universiteterne mange chancer for at komme på dagsordenen i en valgkamp.

Det skyldes både, at universitetspolitik er et nicheområde, og at der er en grundlæggende konsensus om, at uddannelse og forskning er vigtigt.

»Alle partierne er enige om, at der skal bruges penge på uddannelse og forskning. Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget partierne vil bruge, og hvordan de vil bruge pengene, men grundlæggende er det et område, hvor der ikke er den store konflikt,« siger valgforskeren, der mener, at de forskelle, der er på partiernes universitetspolitik, fortaber sig i detaljer.

»Jeg tror ikke, at den gennemsnitlige vælger har særlig meget viden om eller interesse for diskussionen om, hvor mange penge, der skal sættes af til forskning, og hvor de kommer fra,« siger han.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det langt bedre for partierne at tale om områder som folkeskolen eller sundhedsvæsnet, hvor der er lidt mere uenighed på tværs af partierne om, hvordan pengene skal fordeles.

Magtfordelingen i universitetsloven

Universitetsordfører for SF Jonas Dahl mener nu ikke, at regeringens og oppositionens universitetspolitik kan gå hånd i hånd.

»Regeringen har for eksempel lige vedtaget en ny universitetslov, som vi er imod, blandt andet fordi man fastholder den enstrengede ledelsesstruktur,« siger Jonas Dahl.

Det er et klart eksempel på, at der er synlig forskel på den politik SF går ind for på universitetsområdet, og så den politik regeringen vælger at gennemføre, mener han.

Videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen ser det derimod som et udtryk for, at oppositionen er splittet på universitetsområdet, fordi Socialdemokraterne stemte for Universitetsloven, mens SF stemte imod.

S dog har meldt ud, at partiet er klar til at se på loven igen efter et valg, men ikke om de vil imødekomme SF’s ønsker om mere medarbejderbestemmelse og forskningsfrihed.

Universitetet som vækstmotor

Rød bloks prioritering af hele forskningsområdet i ‘ Fair Løsning 2020’ er ifølge Jonas Dahl også et vigtigt skel mellem oppostionen og regeringen.

»Pressen har ikke hæftet sig meget ved det, men forskning er jo en bærende del af vores 2020-plan,« siger han.

S og SF vil samlet tilføre uddannelse og forskning 10,1 milliarder kroner blandt andet ved at rulle genopretningspakkens besparelser på i alt 3,9 milliarder kroner på hele området tilbage, siger de i udspillet.

»Mens regeringen vil spare sig ud af krisen, vil vi investere os igennem ved blandt andet at skabe et højere vidensniveau. Det er jo det, vi skal leve af på længere sigt,« siger Jonas Dahl.

Det er dog uklart, hvor mange flere penge universiteterne reelt får mellem hænderne med en ny regering.

De 600 millioner, der er afsat årligt til ‘ videregående uddannelse’ i planen, skal nemlig fordeles mellem professionshøjskoler, universiteter og andre videregående uddannelse, og den kage er endnu ikke skåret ud.

Grundforskning versus strategisk forskning

I ‘ Fair Løsning 2020’ fremgår det også, at 500 millioner af de kommende års nye basismidler skal gå til at opbygge fire nye strategiske erhvervsforskningscentre, der skal have fokus på velfærdsteknologi, miljø, klima, sundhed og forebyggelse.

Det er en stor satsning på strategisk forskning, som betyder, at S må frafalde sit gamle krav til regeringen om, at forskningsbevillinger skal fordeles 60/ 40 mellem frie basisbevillinger og programpenge. Relationen bliver nærmere 56/ 44, som faktisk ligner den borgerlige regerings, medgiver forskningsordfører for S Rasmus Prehn til FORSKERforum.

Det er en nødvendig prioritering i en krisetid, ifølge Prehn.

»Universiteterne skal bidrage til at kickstarte økonomien, og i den sammenhæng er den fornuftigste strategi at satse på ‘ erhvervsforskning’ for at skabe vækst her og nu. Når samfundsøkonomien så er blevet bedre, er der råd til at tænke mere langsigtet og satse på basismidler og forskning,« siger han til FORSKERforum.

Akademikernes parti

Radikale Venstre vil helt i tråd med S og SF’s politik investere i forskning og uddannelse.

De vil give hele området et løft på 13,4 milliarder og afviser også regeringens besparelser. Partiet »vil investere massivt i universiteterne,« skriver de i en pressemeddelelse.

Til gengæld skal universiteterne blive endnu bedre til at samarbejde med erhvervslivet.

»Radikale Venstre vil nytænke den måde, basismidlerne bliver fordelt til universiteterne. Vi vil indføre en omregningsmodel, der gør det lige så attraktivt for universiteterne, at de ansatte samarbejder med en virksomhed, som hvis de skriver artikler, der optages i internationale tidsskrifter,« siger uddannelsesordfører Marianne Jelved.

Fælles mærkesag

Dermed betræder hele oppositionen et område, som er en mærkesag for den nuværende videnskabsminister.

Sahl-Madsen har, som sin forgænger, profileret sig på sit arbejde med at gøre universiteterne til små veldrevne markedsøkonomier, der udbyder forskning og uddannelse i konkurrence med andre universiteter og er helt afhængige af midler fra store fonde og virksomheder.

Et eksempel på markedsstyring er den kontante belønning på 100 millioner kroner, som de otte danske universiteter har skullet dele i portioner, der svarer til hvor mange private penge, de hver især kunne hente hjem i 2010. De 100 millioner er ifølge ministeren »et håndfast økonomisk incitament til at søge nye samarbejds-og finansieringskanaler og et stærkt bidrag til at få universiteter i verdensklasse.«

Finansiering eller investering

Videnskabsministeren mener, at den helt store forskel på regeringens og oppositionens politik på universitetsområdet skal findes i finansieringen.

»S og SF siger, at de vil tilføre flere midler til uddannelse og forskning, men spørgsmålet er, hvor pengene skal komme fra? Det anviser de ikke nogen steder. Regeringens politik på universitetsområdet er derimod finansieret hele vejen igennem,« siger hun.

Desuden mener Sahl Madsen ikke, at oppositions regnestykke over regeringens besparelser stemmer.

»Tallet 3,9 milliarder tager ikke i betragtning, at der er investeret i andre planer.

Forskningen bliver jo også finansieret af globaliseringsmidlerne og finansloven,« siger hun.

Oppositionen har dog kritiseret, at globaliseringsmidlerne bliver brugt til at fylde hullet efter regeringens besparelser og ikke til et løft, som de var tiltænkt.

De små forskelle

Hvis den grundlæggende forskel på rød og blå bloks universitetspolitik er, at en part vil spare, mens den anden vil investere, resulterer det hurtigt i en uendelig talkrig, som måske bunder i, at igen af planerne er vandtætte.

»Planen bag Torning har forklaringsproblemer på kort sigt og er meget optimistisk, i forhold til, hvor hurtigt penge brugt på uddannelse kommer igen. Løkkes forklaringsproblem kommer på længere sigt.

Genopretningspakken betyder besparelser på uddannelse til 2014, hvordan kan det forsvares i en tid, hvor der investeres massivt i forskning og uddannelse i Europa og Asien?« skriver Jacob Fuglsang på sin blog.

Men hvis man går udenom talkrigen, ser blokkene ud til at være enige langt hen ad vejen.

Uddannelse og forskning er vejen til vækst, og samarbejdet med erhvervslivet skal styrkes. Universiteternes administrationer skal på slankekur, mens fokus skal være på uddannelse og forskning.

Under alle omstændigheder er det ikke partiernes universitetspolitik, som kommer til at afgøre valget, ifølge Kasper Møller Hansen, fordi de to blokke under overfladen er relativt enige om, hvilken retning universiteterne skal styres i.

khkr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.