Universitetet er ude af balance

Der pågår for tiden en interessant diskussion om universiteterne og politiserende forskning. Jeg har på min bogreol 16. årgang af tidsskriftet Vindrosen stående. Den er fra 1969 og er naturligvis dybt præget af studenteroprøret. Der er mange paralleller til vores tid, særligt spændinger mellem forskellige idéer om, hvilken vej universiteterne skal gå.

Særligt nr. 5 fra 1969 er interessant. K. E. Løgstrup analyserer i en artikel med titlen ‘Universitetet’ balancen mellem universitetets selvstyre og den politiske magt. Løgstrup diskuterer politikernes, forskernes og de studerendes roller på universitetet. Politikerne bør tilstræbe at give universitetet selvstyre i videst muligt omfang.

Løgstrup har en skøn beskrivelse af, hvad der forlanges af forskeren, som jeg vil anbefale folk at læse. For eksempel må forskeren »kun læse det allerbedste, ikke drikke pullimut når man kan få rødvin« og besidde en »selvkritik, der er stærkere end ømhed for egne ideer og udredninger, og som ikke går af vejen for at veje dem og finde dem for lette.«

Løgstrup synes dog i lyset af studenteroprøret at være mest bekymret over de studerendes krav om 50 procent repræsentation i alle styrende organer. Dette krav blev af de studerende opfattet som en demokratisering af universitetet. Løgstrup mente, meget kort gengivet, at magtudøvelsen på universitetet kræver en faglig kompetence, som de studerende (og politikerne) ikke kan forventes at besidde.

Løgstrup mente, at det var en af professorernes opgaver »at beskytte fremtidige studentergenerationer imod de dumheder, som det til enhver tid siddende studenterråd kan finde på.« Løgstrup var også bekymret for, at den enorme tilvækst af nye studerende ville transformere universitet til et ‘undervisitet’, altså at der ikke ville blive tid plads til forskning, og der ville ske en nivellering af forskningen.

Tre stridende interesser

En af Vindrosens redaktører, litteraten Jørgen Bonde Jensen, replicerede under overskriften ‘Lighed og nivellering’. I sin artikel peger Jørgen Bonde Jensen på tre interesser, der strides med hinanden på universitetet.

Den første kalder han de konservative (professorerne) som »vil bevare universitetet som en upolitisk bastion for den ubesmittede sandhed«. Den anden interesse kalder han funktionalisterne (presse, stat og industrien), som  »vil gøre universiteterne til et godt redskab for det bestående samfund«. Endelig fremhæver Jørgen Bonde Jensen dem, han kalder de progressive (primært de studerende og lærerne), som vil »demokratisere universitetet og politisere videnskaben som et udgangspunkt for en demokratisering af hele samfundet«.

Først og fremmest kan man kun have beundring for den seriøsitet, hvormed man diskuterede universitet i 1969.

Det er interessant at betragte ligheder og forskelle mellem debatten i 1969 og i dag.

Først og fremmest kan man kun have beundring for den seriøsitet, hvormed man diskuterede universitet i 1969. Man kunne godt savne et tidsskrift som Vindrosen – måske kan Uniavisen spille en lignende rolle i dag. En klar forskel fra i dag er, at man i 1969 syntes overbevist om, at revolutionen var nært forestående.

Derimod kan man genkende diskussionen om, i hvor høj grad forskningen skal være eksplicit politisk. Jeg synes også godt, man kan bruge Jørgen Bonde Jensens karakteristik af tre stridende kræfter til en analyse af universitetets situation i dag.

Misforstået selvforståelse som en virksomhed

Man kan med nogen ret sige, at de progressive med styrelsesloven fra 1970/1973 tog magten fra professorerne. Langtfra alle professorer er nu blandt de konservative, men de konservative findes stadig som fortvivlede sjæle, der synes, at universitetet er på afveje – langtfra en bastion for den upolitiske stræben efter sandhed.

Mange, som oplevede tiden efter styrelsesloven af 1970/73, vil sige, at de progressives magtudøvelse ikke fungerede godt. Universitetet blev plaget af politiske kampe. I starten af 1990erne blev loven lavet om, og magten blev taget fra de progressive.

De progressive er der stadig, men det er, som om fokus hos mange af dem har flyttet sig fra demokratiseringen af samfundet til en efter min mening overdreven fokus på den såkaldte identitetspolitik.

Universitetet er blevet transformeret til en virksomhed (…) men et universitet er ikke en virksomhed, og skal ikke være en virksomhed.

Efter den nye universitetslov i 2003 er det derimod funktionalisterne, der har taget magten. Det mener jeg er et større problem end den temmelig eksplicitte politisering af forskning fra nogle progressives side.

Jeg mener, at det bedste for universitetet må være at finde en bedre afstemning af de tre kræfter eller strømninger, som Jørgen Bonde Jensen beskriver. Vi har brug for både de konservative, funktionalisterne og de progressive.

Lige nu er vi gået for langt i funktionalisternes retning. Universitetet er blevet transformeret til en virksomhed som alle andre virksomheder med direktører, bundlinje og medarbejderudviklingssamtaler. Men et universitet er ikke en virksomhed, og skal ikke være en virksomhed.

Magten er gået dels til ministeriet, dels til lederne og direktørerne i de forskellige lag (institutter, fakulteter, rektorat). Der er ingen reel indflydelse fra studerende, TAP’er eller lektorer og professorer. Resultatet er et universitet, der er ude af balance.

Alle gør, som de skal, alligevel skal der fyres

På trods af de mange penge, som samfundet giver til universiteterne, er virkeligheden, selv for en verdenskendt forskningsbastion som Niels Bohr Institutet, hvor jeg har min gang, at vi hele tiden balancerer på kanten af økonomisk katastrofe. (Og Niels Bohr Institutet er ikke specielt – det samme hører man om fra andre institutter).

Truslen om nye fyringsrunder hænger i luften (den seneste hos os var i 2018, og nu trækker skyerne sammen igen). De hyppigt tilbagekommende kriser skyller ind over os på trods af, at folk gør alt det, som incitamentsstrukturerne skulle fremme: Vi publicerer helt vildt (men læser mindre), bruger ufattelige mængder af tid på at søge eksterne midler (på trods af succes-rater på 10-15 procent), og vi uddanner flere studerende end nogensinde (antallet af kandidatstuderende på NBI er omtrent fordoblet de seneste 10 år).

Jeg mener altså ikke, at det primære problem er de eksplicit politiske blandt de progressive. Det primære problem er, at funktionalisterne efter universitetsloven af 2003 har kørt universitetet et absurd sted hen.

Vi skal have reel demokratisk indflydelse genindført på universiteterne, så de forskellige ledelseslag ikke kan skalte og valte som de vil – selv med de bedste hensigter. Vi trænger også til en mere tydelig adskillelse af den politiske magt, dvs. ministeriet, og universitetets ledelse.

Der er i dag reelt ikke selvstyre på universitetet. Vi skal fremfor alt have checks and balances, så universitet kan finde en mere frugtbar balance mellem stræben efter sandhed, fokus på den kortsigtede nytteværdi for samfundet og kampen for social retfærdighed.