»Universitetet er et fællesskab, hvor vi er kammerater – ikke konkurrenter«

Mit navn er Malou, jeg læser historie, og så er jeg formand for Studenterrådet. Og jeg har fået lov, som den allerførste, til at byde jer rigtig hjerteligt velkommen i dag. Jeg er uendeligt stolt over, at det er os – jeres medstuderende, der får lov at sige velkommen til Københavns Universitetet som de første.

Det her … er jeres nu. Det er vores. Jeg ved godt, at det er lidt vildt, men det er altså virkeligheden.

Universitetet er ikke bare et sted, der serverer tilberedt viden til sultne unge mennesker. Det er et sted, hvor vi får ingredienserne til selv at skabe vores viden – sammen.

Universitetet er ikke bare et sted, der serverer tilberedt viden til sultne unge mennesker. Det er et sted, hvor vi får ingredienserne til selv at skabe vores viden – sammen.

Okay, jeg ved godt at det blev lidt en lidt corny start på min tale, men efter at have læst her i 4 år, kan jeg virkelig mærke, hvor vigtigt det er, at vi opfatter universitetet som et fællesskab.

Et fællesskab, hvor vi er kammerater – ikke konkurrenter.

Et fællesskab, hvor vi møder hinanden på tværs af fag og baggrund.

Og et fællesskab, hvor vi både er sammen, når vi drikker kaffe og skriver eksamener, og når vi drikker øl og skriver fjollede SMS’er.

Da jeg tog mine første, spæde skridt som universitetsstuderende, var jeg virkelig nervøs. Jeg husker tydeligt første gang jeg skulle finde herud til KUA. Aldrig har der været så langt fra Frederiksberg til Amager. Jeg er født og opvokset her i København, og alligevel var jeg bange for at fare vild på vejen.

I er den nye generation på Københavns Universitet, og tro det eller ej; det betyder også et nyt universitet, hvis I vil.

Mit hjerte bankede lidt for hårdt og lidt for hurtigt, da jeg første gang gik ind ad døren til forelæsningssalen. Mine svedige håndflader holdt fast om min nyindkøbte bog, der stadig lugtede af tryksværte. Sommerfuglene fór rundt i min mave, da jeg satte mig ned.

Jeg havde brugt lidt flere minutter, end hvad godt er, på at overveje hvad jeg skulle have på. Min computer var opladet og blyanterne spidset. Jeg var klar.

Blikkene flakkede rundt i lokalet, ingen talte rigtig sammen og der var underligt stille, selvom vi sad 200 studerende – alle ventede på, at sidemanden skulle starte samtalen. Alle var spændte på, hvad der skulle til at ske. Én ting var sikkert: rummet var fyldt med folk, der alle sammen tænkte: at ”det er mig der har valgt det her”. Jeg var her, fordi jeg synes det var spændende.

Men. Det var ikke blot forventningerne, der fyldte i mit hoved, da jeg første gang sad og ventede på at undervisningen skulle gå i gang.

Er jeg god nok? Kan jeg finde ud af at gå på universitetet? Er det overhovedet det her, jeg vil med resten af mit liv? Får jeg mon venner på studiet?

For er der én ting, der er sikkert, så er det, at vi kan forme vores egen uddannelse, hvis vi engagerer os. Det er mit budskab til jer i dag.

Det var bare nogle de spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg stod i jeres sted for 4 år siden.

Men tro mig, når jeg siger til jer: JA! I er gode nok. JA! I kan godt finde ud af at gå på universitetet. Og JA! I får de allerbedste venner på jeres studie. Venner, som I kommer til at drikke øl med i fredagsbaren. Venner, som I kommer til at læse op til eksamen med. Venner, som I kommer til at dele hverdagens opture og nedture med.

Se jer omkring: I står lige nu blandt jeres nye medstuderende. De fleste af dem vil møde jeres nervøse blik med et ligeså nervøst smil. I kommer til at bruge de næste mange år sammen. Men I står også blandt tutorer og fagråd. Det er dem, der er her for at gøre jeres studiestart federe og universitetet lidt bedre – hver eneste dag. De er lette at kende, for det er alle dem, der med ro i maven og smil i øjnene fortæller jer, hvor I skal gå hen, hvad I kan forvente, og hvad der skal ske nu. Det er dem, der vil vise jer, at I alle kan finde ud af at gå på universitetet. De er her, fordi de brænder for deres fag, og for at sørge for, at I får den bedst mulige start på jeres nye liv. De er her i dag for at vise jer, at man ikke skal gå igennem studietilværelsen alene – at vi er sammen om at lære og sammen om at være studerende.

Det her, det er JERES universitet. Det er VORES universitet.

I er den nye generation på Københavns Universitet, og tro det eller ej; det betyder også et nyt universitet, hvis I vil.

For er der én ting, der er sikkert, så er det, at vi kan forme vores egen uddannelse, hvis vi engagerer os. Det er mit budskab til jer i dag.

Når I er kommet godt i gang. Når alt bliver velkendt hverdag. Så brug lidt tid på at tage del i stedet her. Det kan blive lige nøjagtigt sådan, som vi vil have det.

De første dage vil I nok nærmere opleve nervøsiteten og forvirringen ved at starte på noget nyt – sådan ved jeg i hvert fald, at jeg selv havde det. I starten rendte jeg mest af alt forvildet rundt og brugte mere tid på at finde rundt mellem undervisningslokalerne, end vi brugte på at have undervisning i dem. Jeg vandrede rundt på lange gange og kunne ikke se, hvordan det nogensinde skulle give mening, at bygning 7 ligger ved siden af bygning 1 og 10. At nogle campusområder har mindst 3 navne. Eller blev forvirret over, at al undervisning altid starter et kvarter for sent.

Snart føles universitetet næsten som et andet hjem. Hvor I ved, hvor tingene er, hvordan de skal fungere. Hvor I fester, spiser, læser og skriver. I begynder måske at synes, noget er lidt tosset – eller at noget kan blive lidt bedre.

Snart er det jer, der ved, hvordan det er at sidde i auditoriet, hvor der sjældent er tid til at stille spørgsmål – og ikke forstå hvordan dagens forelæsning nogensinde skal blive til en bestået eksamensopgave. Det er jer, der ved, hvilken vejledning I har brug for. Og det er jer der ved, hvordan I får mest muligt ud af jeres studietid her på KU.

Snart vil universitet føles som en boble hvor man er skærmet mod verdens dårligdomme. Hvor man kan sidde trygt med en bog og lade verden glide forbi.

Og jeg synes det er vigtigt at sige: universitetet er ikke en boble. Vi er en del af verden omkring os, vi kommer aldrig til at kunne gå fem år på universitetet uden at beskæftige os med den verden vi forsøger at lære noget om.

Til sidst vil jeg tage fat på noget, Jeg har overvejet meget, om jeg skulle komme ind på det her i min tale. For i dag er en festdag og det næste er ikke så festligt. Men det har fyldt meget i mit hoved.

I disse dage kan man knapt nok læse avisen eller se nyhederne uden at høre om krige og kriser. Om folk, der ikke kan rumme andre. Om mennesker, der straffer andre, for at være forskellige, og præsidenter, der slet ikke tager afstand nok.
Det kan mildest talt være deprimerende at tænde for nyhederne eller åbne en avis. Det er er vores fremtid det handler om, og det ser ikke for godt ud. Vi forsøger at få det til at give mening. Vi forsøger at finde en mulighed for også selv at gøre noget ved det. Vi forsøger at få vores hverdag til både at rumme demonstrationer og kampe for retfærdighed samtidig med fredagsbarer og forelæsninger.

Samtidig er der et enormt pres på os: Vi skal helst klare os igennem studiet med flotte karakterer, mens vores CV skinner med flotte erfaringer. Det kan til tider godt føles som en svær cocktail man er ved at blande.

Vi skal være studerende og aktive samfundsborgere på én og samme tid. Og forhåbentligt kan vi bruge noget af vores tid her på universitetet til at forsøge at forstå og blive klogere på, hvad der sker i verden omkring og – og hvordan vi kan kæmpe imod de ting, som vi ikke vil stå inde for.

I denne uge er der Copenhagen Pride – og på lørdag kulminerer ugens aktiviteter i en storslået parade gennem hele byen. Det er en festdag, der skal minde alle os andre om de kampe der bliver kæmpet hver eneste dag af LGBT+-miljøet.

Det er vigtigt for mig at understrege at: uanset din religion, din hudfarve, din seksuelle orientering, din kønsidentitet eller hvad end ignoranter har dømt dig på. Københavns Universitet skal kunne rumme dig.

Københavns Universitet er vores allesammens universitet. Sådan bliver det ved med at være. Hvis vi tror på fællesskabet. Og hvis vi, alle sammen, engagerer os i det.

Jeg håber, I får en helt fantastisk studiestart. Jeg ved, at I vil nyde jeres år her på KU. Jeg ved i hvert fald, at jeg glæder mig til at møde jer i baren. På biblioteket. Og på Studenterrådets kontor.

Velkommen til – og tak for ordet.