Universitetet for de mange

– Det talte ord gælder –

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, kære minister, kære rektor, kære undervisere, kære medstuderende og mine damer og herrer,
Vores universitet er en af Danmarks mest betydningsfulde samfundsinstitutioner. Det har vi været i hundredvis af år. Vi forbinder KU med indsigt og stolte traditioner, for ikke at tale om det allerhøjeste akademiske niveau, man kan nå i Danmark.
Og den forbindelse laver vi med rette.
Når vi i dag er i denne historiske sal, når vi står og ser rundt på de store malerier, er vi meget bevidste om universitetets 531-årige historie. Men vi bliver også bevidste om, at universitetet ikke er det samme, som det var for 500 år siden. Rigtig meget har forandret sig i årenes løb.
Lad os nu bare tage denne Årsfest. I ’de gode gamle dage’ ville jeg aldrig kunne have fået lov til at stå på denne talerstol. Før 1877 måtte kvinder jo slet ikke studere på universitet. Og det ikke mange årtier siden at vi studerende var nægtet adgang til denne talerstol, indtil vi – skal vi sige – inviterede os selv.
*
I de ’gode gamle dage’ var universitetet sin egen lille stat. Den brede befolkning kendte ikke universitetet og den brede befolkning havde svært ved at drage nytte universitetet.
KU var også en af de vigtigste samfundsinstitutioner dengang – det var der bare ikke særlig mange, der vidste.
Heldigvis har universitetet åbnet sig op siden. Københavns Universitet har i dag en enorm berøringsflade med resten af Danmark. Vi er i elevernes skolebøger, vi er i TV og vi popper op, når man surfer på sin smartphone. Rigtig mange danske unge forholder sig til os, når studenterhuen er sikret og de leder efter et sted, hvor de kan nå til de akademiske stjerner. Den udvikling skal vi være oprigtigt glade for.
Men – der er altid et ’men’.
Udvikling er ikke noget man bare kan sætte i stå. Samfundet bliver ved med at udvikle sig, og universitetet må blive ved med at udvikle sig. Vi er nødt til at være klar til dagen i morgen, og til dagen derefter.
Flere studerende end nogensinde før kom inden for døren på KU denne sommer. Det er unge, der ønsker at tage en uddannelse, det er unge som regeringen opfordrer, til at tage en uddannelse og det er unge som samfundet og vores velfærd er afhængige af, tager en uddannelse.
Omfanget af de nye studerende stiller vores universitet overfor en række udfordringer.
Ikke bare fordi, at flere studerende kræver flere borde og stole i de i forvejen pressede lokaler, men fordi der skal være plads til flere spørgsmål i den samme undervisningstid.
Et større optag betyder også en mere broget skare af studerende. Nye studerende, der ikke alle kender den akademiske tradition hjemmefra.
De nye studerende er også markant yngre en tidligere.
Samtidig stilles der flere krav til de studerende end nogensinde før. Vi skal være hurtigere og mere effektive, vi skal ud og tjene samfundet i en fart, men vi skal gøre det uden af slække på fagligheden.
Det er alle sammen udfordrende forandringer, som stiller krav til universitetet. Krav til introforløbet, krav til undervisningen, krav til studiemiljøet.
Vi må og skal se de forandringer i øjnene og indse at bredden blandt vores studerende er større end nogensinde. Og vi må erkende at vilkårene for at uddanne sig har ændret sig, og det betyder at studerende i dag skal kunne lære mere på kortere tid.
*
Jeg håber, I bemærkede, at jeg sagde vi. Kære minister, kære rektor, kære undervisere, kære medstuderende og mine damer og herrer, jeg siger vi, fordi jeg gentagende gange har mødt den holdning, at uddannelse alene er den studerendes eget ansvar.
Med andre ord: Hvis en studerende ikke kan klare presset, så må det være fordi den studerende ikke er klog og dygtig nok.
Ud fra denne logik er det aldrig universitets skyld, hvis den studerende falder fra.
Nogle synes endda at have den holdning at der slet ikke bør optages så mange studerende. For dem er der nemlig en modsætning mellem det brede optag og en høj faglighed. Ifølge dem må vi vælge, for vi kan ganske enkelt ikke få begge dele.
Det er ikke bare et arrogant synspunkt, det er også forkert.
 Viden og kompetencer er ikke noget, som vi er født med. Det er noget man lærer, uanset om det er læsefærdigheder, et håndværk eller akademiske kompetencer.
 Uddannelse, det er det der sker, når universitetet og den studerende mødes og formår at koble universitetets muligheder med den studerendes evner.
 Læring kan ske på mange forskellige måder, og jo bredere en studenterbefolkning vi har, jo mere mangfoldig skal undervisningen være.
Universitetet har et ansvar for at skabe de bedste vilkår for læring. Og vi skylder os selv og samfundet, konstant at spørge os selv, om vi gør det godt nok.
*
Derfor er det også godt at se, at universitetet er ved at tage de første skridt.
Rektors satsning kaldet ’Den gode uddannelse’ er et godt initiativ. Men vi ved alle, at KU er en enorm organisme. Hvis ændringer skal kunne mærkes helt ude hos den enkelte studerende, så skal vi alle sammen i spil: den studerende på gangen, forskeren i undervisningslokalet og sekretæren, der står for eksamenstilmeldingen.
Vi skal agere som det universitetssamfund vi er, og vi skal gøre det tydeligt for nye studerende at de fra dag et er en del af det fællesskab. At de aldrig skal stå alene på rejsen igennem den akademiske verden. Men at der er inspiration, vejledning og støtte at hente hele vejen igennem.
Gode oplevelser er ikke kun en modgift mod frafald, det er også vejen til stærkere engagement. Vi studerende lærer mere når vi har det godt, og vi får mod på at fordybe os endnu mere, når vi oplever fremskridt.
Af samme grund vækker det undren, når regeringen bevidst laver benspænd for udviklingen. Politikerne på Christiansborg, herunder især vores minister, må også komme ind i kampen og vise, at de reelt opprioriterer et videnssamfund. Årets finanslov vidner mere om en nedprioritering af videnssamfundet.
Regeringen er nød til at hæve uddannelsestaxametrene, og regeringen er nødt til at holde op med at lægge beslag på universitetets resurser. Vi skal have færre øremærkede puljer og vi skal have tyndet ud i de mange krav, som ikke fører andet med sig end mere administration.
Og så skal regeringen holde op med at true os studerende og vores økonomiske sikkerhed. Det er snart blevet en halvårlig tradition at forringe SU-systemet og så sent som denne uge, barsler regeringen med en ny forringelsesdagsorden.
Hvorfor er det I vil straffe folk, der gerne vil tage en uddannelse? Hvorfor er det, at I på den ene side har en ambitiøs målsætning om at få halvtreds procent af en ungdom igennem en videregående uddannelse. Men på den anden side fjerner det levegrundlag, som netop er forudsætningen for, at alle kan vælge universitetsvejen.
Vi har alle et ansvar for, at de studerende, der sætter sig for at tage en uddannelse på universitetet, får de bedste betingelser for at nå det mål.
*
Jeg håber at Københavns Universitet vil fortsætte sin bevægelse imod at blive et mere udadvendt og samtidig et mere inkluderende universitet.
Det vil betyde at vi vil blive synlige for en endnu større del den danske befolkning. Det vil også betyde, at endnu flere kommer i berøring med universitetet og vælger at studere her.
Vi skaber et universitet, som ikke er for de få udvalgte, men et universitet for de mange. Vi er kommet langt, langt væk fra ’de gode gamle dage’, hvor universitet var sin egen lille stat, og vi styrer direkte mod videnssamfundet.
Vi er godt på vej. Så lad os lade være med at spænde ben for hinanden eller os selv.
Rigtig god årsfest.