Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Universitetets fælles iderigdom

Klumme — Mere end nogensinde før har vi brug for at storskryde om videnskabens mirakler og ilden, vi dagligt møder i vores studerendes øjne.

Det blev en sommer, hvor polykrisen udfoldede sig. Den 4. juli faldt rekorden for klodens middeltemperatur. To dage senere meddelte flytjenesten Flightradar, at der aldrig før havde været så mange kommercielle fly i luften. Et par uger senere ankom solhungrende danskere til Rhodos som charterturister og forlod den brændende ø som klimaflygtninge. Branchefolk og eksperter udsendte et opråb om at sætte udviklingen af kunstig intelligens på pause. Missiler haglede ned over Ukraine. Alt imens bølgen af unge i mistrivsel oversvømmede et bristefærdigt sundhedssystem i Danmark.

KLUMME

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for ledelsens holdning.

Vi opfordrer alle til at læse klummer til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Denne verden kalder på universitetet. Mere end nogensinde før har vi brug for at storskryde om videnskabens mirakler og ilden, vi dagligt møder i vores studerendes øjne. Ikke kun for at fastholde stoltheden hos alle os på universitetet, der arbejder med samfundets allervigtigste opgaver – forskning, uddannelse og innovation – men også for at tænde håbet i befolkningen. Universitetet er et fællesskab dedikeret til fantasi og iderigdom. Med plads til skæve tanker og krøllede idéer. Vel vidende, at de fleste eksperimenter må smides i vasken og kun enkelte kan redde planeten eller etablere en ny dansk Joachim von And-pengetank.

Tag KU’s store bidrag til dokumentation af klimaforandringerne, som også har skabt store politiske forandringer. Senest forskning af professor Peter Ditlevsen fra Niels Bohr Institutet og professor Susanne Ditlevsen fra Matematik, der viser, at de store atlantiske havstrømme kan kollapse allerede i dette århundrede – med enorme følgevirkninger.

De grundlæggende opdagelser, som vi er blevet så styrtende rige på, er foregået på universiteterne
Direktør Mads Krogsgaard Thomsen, Novo

Læg dertil de mere løsningsorienterede opdagelser. Professor Jens Juul Holst opdagede allerede i slut-1980erne et stof i tarmen, som ikke alene har hjulpet millioner af mennesker med diabetes og overvægt, men også har forbedret sundhedstilstanden af det danske nationalregnskab. Som Novo-direktør Mads Krogsgaard Thomsen profetisk udtalte for nogle år siden: »Jeg er altså nødt til at minde om, at de grundlæggende opdagelser, som vi er blevet så styrtende rige på, er foregået på universiteterne.«

Universitetet er et værdifællesskab, hvor nysgerrighed er en dyd og uvished et grundvilkår. Den bedste vaccine imod pandemier viste sig at være et bredt forsknings- og vidensberedskab, som ikke kun slavisk følger rangordningen af relevante forskningsområder som en simpel ekstrapolation fra de aktuelle kriser, men også fastholder et forskningsberedskab på andre felter. Coronapandemien har forhåbentlig givet os den lærestreg.

Universitetets fineste bidrag til samfundet er dog – og har alle dage været – vores studerende og dimittender. Det er jer, der skal omsætte kundskabens flamme til en tro på en bedre verden – ude på arbejdsmarkedet, i samfundet, og i stuerne.

Fællesskabet favner således den yngste studerende og den mest erfarne forsker, og enhver studerende fra KU bærer det med sig hele livet. Et inter-generationelt fællesskab, bundet sammen af ritualer og traditioner. Såsom immatrikulationen, hvor de studerende lader sig indskrive sig i matriklen som akademiske borgere og modtager et rektoralt håndtryk. Javist, det kan virke pompøst, men er også en fejring med stolthed og respekt for det gode gamle universitet, verden har så hårdt brug for.

Klummen blev første gang bragt i september måneds trykte udgave af Uniavisen, avis 2 2023, der findes i standere rundt omkring på campus.

Seneste