Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Universitetets polyfone museum

AFSKEDSINTERVIEW - Medicinsk Museions chef gennem 15 år, Thomas Söderqvist, træder tilbage. Med museets mest fejrede udstilling til dato – og med en meget stor virkelighedshunger på både museets og egne vegne.

Medicinsk Museions aktuelle udstilling ’Det indsamlede menneske’ fik en anmeldelse i Politiken, som gjorde museumschef Thomas Söderqvist høj af glæde.

Det var rart at få seks hjerter, men det var ikke rosen, der triggede museumschefen:

»Det jeg blev allermest glad for, var, at anmeldelsen er placeret i kultursektionen. Vores udstillinger plejer rutinemæssigt at befinde sig på videnskabssiderne,« siger Thomas Söderqvist:

»Endelig! Det er første gang, vi er blevet anmeldt som et kultur- og kunstmuseum.«

’Det indsamlede menneske’ er Thomas Söderqvists sidste i udstillingslokalerne i Bredgade, og for den afgående chef er det en krone på værket at blive anmeldt på kunstens præmisser.

Der følger forresten et museum med

Vi spoler tilbage til 1999, hvor Thomas Söderqvist søgte et professorat i medicinhistorie på KU. Det fik han, og der viste sig at følge et museum med i pakken.

Den er god nok. De støvede samlinger på det daværende Medicinsk-historisk Museum i Bredgade var et appendiks, som Thomas Söderqvist kun modstræbende accepterede som et vedhæng til sit professorat.

I de 15 følgende år har Thomas Söderqvist udviklet det smalle medicinsk-historiske museum for de få fagligt indviede til et tværgående kritikerrost museion for den brede offentlighed, som tilmed nyder international anseelse.

»Da Australian Museum Magazine skrev og bad mig præsentere Medicinsk Museion, begyndte jeg faktisk at tro på, at vi var nået ud over den regionale scene,« svarer Thomas Söderqvist på spørgsmålet om periodens højdepunkter.

Et andet højdepunkt er, at det i alle 15 år er lykkedes at fastholde en tværfaglig seminarrække:

»Det har været vores intellektuelle maskinrum, hvor forskere og kuratorer og en strøm af gæster fra hele verden aktivt har bidraget til ideudviklingen.«

Endelig betegner Thomas Söderqvist hver en udstilling som et højdepunkt:

»At lede magasinerne igennem for genstande; at skrive og omskrive tekster; at arbejde tæt sammen med arkitekter og grafikere; at se en vag ide materialiseres i tre dimensioner i lys og farver. Det er en fantastisk kombination af håndens og åndens arbejde.«

Thomas Söderqvist med den Politiken-anmeldelse, der vurderede den aktuelle udstilling, Det indsamlede menneske, på kunstens præmisser til museumschefens store glæde.

Et polyfont museum

Glæden over den omtalte anmeldelse skyldes ikke mindst forholdet til omverden. Det er ikke hip som hap om en udstilling bliver omtalt i avisernes sektion for videnskab eller kultur, for publikums forventning bliver stemt derefter, mener Thomas Söderqvist:

»Tidligere er ingen kommet til os i forventning om at se kunst. Tag fx sidste års særudstilling ’Light Break’ med fotokunst af Nicolai Howalt. Værkerne har den særlige og fascinerende historie, at fotografierne er taget med de linser, som den første danske nobelpristager i medicin, Niels Finsen, brugte til tuberkulosebehandling. Det er et særligt touch, men det gør ikke udstillingen til videnskab. Det var en rendyrket kunstudstilling.«

Museumschefen håber, at Medicinsk Museion efterhånden indgår i den offentlige bevidsthed som et museum, der blander genrer på samme måde som autofiktionen blander fakta og fiktion og giver forskere en livslang udredningsopgave, mens læserne labber det mangetydige mix i sig.

Det er Thomas Söderqvist selv, der står for sammenligningen med litterære genrer. Forfattere bliver ofte af forlagene presset ind i kendte genrer, fordi redaktørerne ikke tror, at læserne kan håndtere det dobbelttydige og polyfone.

Das ding an sich

Publikum har ikke brug for den velmenende didaktik, som mange museer tyer til i håb om at gøre deres udstillinger mere tilgængelige og folkelige, mener Thomas Söderqvist.

»Vi vender tilbage til publikums ’primordiale’ (oprindelige, red.) møde med tingene. For når man kommer i kontakt med tingene, så vækkes fantasien – og sågar begæret.«

Og museer spiller på dette begær:

»Der er en spænding indbygget i, at museer opbevarer og eksponerer en materialitet, som gæsterne ikke rigtigt må engagere sig i. Når man må se, men ikke røre, kan der opstå en næsten erotisk tiltrækning,« siger han:

»På Medicinsk Museion udforsker vi det begær. Mange museer er frivilligt i gang med at ødelægge den fascinerende spænding med digitalisering, interaktive skærme, 3D-print og ved at hælde en masse tekst på. De smider barnet ud med badevandet.«

»Men vi bør opretholde den spænding: Bliver begæret tilfredsstillet – eller kan det opretholdes? Bliver den spænding ødelagt, hvis man får lov at løfte et 3D-kranium?«

Det er stærke sager, der præsenteres på den aktuelle udstilling.

Vil oppe undervisningen

Når Thomas Söderqvist ser tilbage, er der et område, der har været for underspillet i hans tid ved roret, synes han: undervisningen.

»Vi har fået en forskningsaktivitet, som både vi og universitetet kan være bekendt, vi har fået styr på samlingerne og en outreach med vores egen internationale profil. Men vi har længe opfattet undervisningen lidt som en pligt,« siger han:

»Men jeg har indset, at undervisningen er et uudnyttet potentiale. Måske ville museet faktisk kunne benytte sig af den stærke forsknings- og outreachprofil og udvikle en ny type undervisning, der kan tilfredsstille universitetets ønske om at binde fakulteterne tættere sammen.«

Museet har i praksis i årevis fungeret som et tværfakultært fællesskab, siger Thomas Söderqvist:

»Vores studentermedhjælpere og omvisere kommer fra alle fakulteter, og det er langsomt gået op for mig, hvilken ressource det er.«

Thomas Söderqvist og hans medarbejdere ser for sig, at Medicinsk Museion kunne tilbyde tværfakultære uddannelsesforløb med materialiteten som driver:

»Universitetets museer kan tilvejebringe rum, hvor de studerende ikke bare skal tænke, læse og stirre på en skærm, men hvor de kommer i kontakt med materien. Som museer kan vi tilvejebringe artefakter, der kan være et fælles fikspunkt for studenternes fascination.«

Virkelighedshungeren

Som publikums sanser ægges af de udstillede genstande, sådan kan museets fysiske objekter også fungere som prisme for studerende på tværs af fagene, mener Thomas Söderqvist.

»Er der noget, der er en mangelvare i universitetsundervisningen for tiden, især på humaniora, så er det begæret efter virkeligheden,« siger han, som tænker, at der vil ske vidunderlige ting, når de studerende får lov at håndtere tingene i praksis.

»Tænk, hvis man kunne få arkæologer og filosoffer og tandlægestuderende til at samles om at studere nogle af odontologiens fantastiske nye materialer. Eller tænk, om man kunne give kurser, hvor fx lægestuderende, biologer og kunststuderende sammen planlagde en udstilling om bakterier.«

Thomas Söderqvist kommer i tanke om et seminar med titlen Virkelighedshunger på Teologi for nogle år siden:

»Det tændte jeg på. Tænk, hvis man kunne bringe de teologistuderende i kontakt med de museale genstande og udvikle et undervisningsprogram om virkelighedshunger.«

»Hvad siger det om vores gudstro, at vi hungrer – ikke efter en abstrakt Gud, men efter virkeligheden? I dag har den materielle virkelighed samme status som Gud havde i gamle dage. Det er der, suset ligger.«

Thomas Söderqvist forestiller sig, at undervisningen i fremtiden ikke bliver en undtagelse i museumsvirksomheden, men en meget væsentlig del af virket:

»Museet kan komme til at gå på fire lige stærke ben: forskning, kulturarv, outreach og undervisning.«

Udstillingsplakater og avisudklip i køkkenet på Medicinsk Museion. Til venstre er det Nicolai Howalts fotokunst fra 2014, Light Break.

Kroppen som fikspunkt i en urolig verden

Statens Naturhistoriske Museum er et fremragende museum i KU-regi, mener Thomas Söderqvist og peger på, at deres rolle som naturhistorisk hovedmuseum er veldefineret i museumsloven:

»Men universitetet har ikke sit eget museum, der spejler universitetet, og den rolle tror jeg på længere sigt, at Medicinsk Museion vil kunne spille.«

Og det er den afgående leders afskedsvision – som han i øvrigt deler med sin efterfølger, siger han.

Hvorfor så ikke gå linen ud og skille sig af med ’Medicinsk’ og møde fremtiden som ’Universitetets Museion’?

»Fordi det er godt at være forankret i en grundfaglighed,« siger Thomas Söderqvist, der mener, at det forpligter at tage udgangspunkt i den konkrete menneskekrop og dens funktioner.

»Det er en gave for et museum at få lov at have kroppen som sit faste punkt i en foranderlig verden. Vi har alle sammen en materiel identitet som mennesker. Subjektivt set er det til syvende og sidst min krop, min fødsel, mit liv og min død. Derfor kredser Medicinsk Museion også om den raske, den syge og den snart døde krop.«

Afskedsreplikken

Thomas Söderqvist går af som museumschef den 1. juli. Men han fortsætter sin tilknytning som professor:

»Chefstillingen har suget al mosten ud af mig, og nu vil jeg kunne koncentrere mig om spørgsmål som: Hvad er det i vores plagede verden, som denne type museer kan tilvejebringe? Er vi bare uformelle læringsrum? Er vi underholdningspaladser? Eller er vi sekulære kirker?«

»Jeg får det store privilegium at slippe for magten, men stadig blive intellektuelt stimuleret af dem, der tager over, og jeg glæder mig.«

Især glæder han sig til – foruden at være mere sammen med sit nye børnekuld på 4 og 6 – at udveksle ideer med ligesindede kollegaer i hele verden og til at lufte et hav af synspunkter:

»Jeg kan få lov at give den som public intellectual på en måde, man ikke kan, når man har chefansvar, Jeg får frihed til at sige på Facebook og Twitter hvad jeg egentlig mener,« siger han leende.

Thomas Söderqvists efterfølger, Ken Arnold fra Wellcome Collection i London, tiltræder sommeren 2016.

Hvad er din afskedsreplik?

»Det arvesølv jeg giver videre, er at banen er kridtet op til at Medicinsk Museion kan blive the true university museum. Værsgo,« siger Thomas Söderqvist med en cirkulær højrehåndsgestus.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste