Universitetsavisens 15 høns

Universitetsavisen bragte torsdag (d. 15. december) på sin danske hjemmeside – med oversættelse på sin engelske del – en artikel under overskriften ‘Tyfusudbrud på kollegium’. Artiklen er skrevet i relation til, at en kæreste til en beboer på kollegiet Regensen tidligere har fået konstateret tyfus. Da vedkommende søndagen før blev syg, var man derfor ekstra opmærksomme grundet risikoen for et tilbagefald. Heldigvis var det allerede dagen efter klart, at der ikke var tale om tyfus. Universitetsavisens artikel – som altså først blev offentliggjort tre dage efter (torsdag) – bygger derfor på to faktuelt forkerte påstande: der var ikke tale om tyfus, og personen bor ikke på det omtalte kollegium.

Artiklen præsterede da heller ikke ét eneste bevis for sin skråsikre overskrift. Hertil bidrog hverken den sygdomsramte, dennes kæreste eller lægen til artiklen. Dette blev da også påpeget i kommentarfeltet under artiklen, hvortil svaret fra Universitetsavisens redaktion prompte var: Universitetsavisens udsendte har talt med 15 kilder, hvad bygger du din info på?’. Efterfølgende valgte Universitetsavisen – efter henvendelse fra den sygdomsramtes kæreste – dog alligevel at slette artiklen samt at bringe et dementi – med undskyldning – hvoraf det fremgik, at artiklen er faktuelt forkert og ikke beroede på interviews med de implicerede. Så skulle den sag vist være ovre. Og dog. I dementiet skriver Universitetsavisen: »En fjer kan godt blive til fem høns, og 15 kilder kan godt have fået den samme historie galt i halsen.« Jo, tak.

For det første var ingen af de 15 nævnte kilder citeret i artiklen, som kun havde udsagn fra to medicinstuderende, der udtalte sig generelt i relation til sygdommen og altså ikke medgav, at der havde været et tyfusudbrud. Dertil er det meget usandsynligt, at 15 kollegianere (næsten en sjettedel af et kollegium på 100) har kunnet bekræfte et tyfusudbrud, som aldrig har fundet sted. Det er i det hele taget tankevækkende, at en journalist kan hævde at have 15 kilder til en artikel uden at bruge dem til at underbygge sin meget hårde påstand.

Forløbet rejser under alle omstændigheder nogle etiske spørgsmål om Universitetsavisens fremgangsmåde:

Er det god journalistik at underbygge så skarp en påstand om sygdomsudbrud udelukkende med andenhåndsoplysninger fra 15 udokumenterede kilder? Er det hertil rimeligt at hænge et helt kollegium ud uden at have talt med nogen af de implicerede, herunder læge, sygdomsramt og dennes kæreste? Kollegier er private hjem som deles af studerende. Er det virkeligt relevant at bringe sygdomshistorier fra private hjem i Universitetsavisen?

Ps: Jeg vil for en ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg udelukkende taler på egne vegne og ikke for kollegiet Regensen. Jeg vil også gerne tilføje, at jeg ser denne sag som en enkeltstående (dobbelt)fejl fra en avis, som jeg nyder at læse, og som kan sin opsøgende journalistik til fingerspidserne.

Redaktionen svarer:

Som det også fremgår af artiklens dementi, er det naturligvis stærkt beklageligt, at vi bragte en historie, der ikke var belæg for. Det er der ingen undskyldning for, og derfor har de to pågældende regensianere (den ikke alligevel smittede + kæreste) fået en mundtlig, uforbeholden undskyldning. Så vidt vi er orienteret, bor den pågældende kæreste midlertidigt på Regensen. Artiklen hævder ikke, at vedkommende er fast beboer på Regensen, men så længe vedkommende havde opholdt sig på kollegiet under sin sygdom, havde det vel heller ikke gjort den store forskel.

Vi kan af hensyn til kilderne naturligvis ikke oplyse navne på andre end dem, der selv har ønsket at medvirke i artiklen. Og slet ikke situationen taget i betragtning. Vi kan blot fastholde, at historien stammer fra en længere samtale med omtrent 15 regensianere, som endda ikke var svære at finde. Og som langt fra lød til at være de eneste, der var af den opfattelse, at en regensianers kæreste var smittet med tyfus.

Hvad angår privatlivets fred, så optræder den pågældende person hverken med navn, køn, studieretning eller gang. Regensianere kan selvfølgelig nok regne ud, hvem der er tale om, men vi var af den overbevisning – og det er vi for så vidt stadig – at det vidste langt de fleste allerede. Det er trods alt ikke en historie, vi har opfundet eller gravet længe efter, men en, der allerede cirkulerede heftigt.

Alle informationer kommer fra folk, der udmærket var klar over, at avisen ville bringe en artikel, og ingen af dem gav udtryk for, at det var problematisk. Det er selvfølgelig i sidste ende en redaktionel vurdering, om det er problematisk, og artiklen er Universitetsavisens ansvar alene, men vi fandt ikke, at der var tale om en krænkelse af privatlivets fred, grundet ovennævnte forbehold.

Du rejser tre spørgsmål:

»Er det god journalistik at underbygge så skarp en påstand om sygdomsudbrud udelukkende med andenhåndsoplysninger fra 15 udokumenterede kilder?«

Nej, ikke i dette tilfælde, hvilket også er derfor, vi har bragt et dementi og en undskyldning.

»Er det hertil rimeligt at hænge et helt kollegium ud uden at have talt med nogen af de implicerede, herunder læge, sygdomsramt og dennes kæreste?«

Det har aldrig været intentionen at hænge et helt kollegium ud, og det mener vi heller ikke, at vi har gjort. Tværtimod er artiklen skrevet med et kærligt glimt i øjet og referencerne til koncentrationslejre, faren for at smitte bedsteforældre, historiens vingesus og regensianeres fortid som ligbærere, samt journalistens egne kvababbelser over at spise en daddel, skulle gerne bidrage humoristisk og til at afmontere alvoren. Til netop eksplicit at blæse historien ud af proportioner, så man fik indtrykket af, at det nok ikke var så alvorligt endda. Intet sted i artiklen insinueres det, at Regensen har gjort noget forkert i den pågældende situation.

»Kollegier er private hjem som deles af studerende. Er det virkeligt relevant at bringe sygdomshistorier fra private hjem i Universitetsavisen?«

Vi er opmærksomme på, at kollegier er private hjem, og derfor er den pågældende persons identitet anonymiseret så meget som muligt. Og ud over den generelle relevans af at bringe en usædvanlig historie, mener vi bestemt, at det kan have relevans for beboere på andre kollegier at læse om, hvilke forholdsregler Regensen tager i tilfælde af et sygdomsudbrud.

Affæren er en huskekage for avisen, og det vil på et kommende redaktionsmøde blive diskuteret, hvordan vi kan undgå lignende sager i fremtiden.

Med venlig hilsen
Redaktionen