Universitetsledelse 2.0

Universiteter og deres ledere står i dag i et stadig mere komplekst forhold til det omgivende samfund og deres medarbejdere. Et stigende pres på universiteterne fra samfundets side om at påvise resultater på kort sigt kombineret med et voksende krav om inddragelse af medarbejderne skaber udfordringer for fremtidens ledere og ledelsestænkning.

Universiteter er, som det vil være de fleste bekendt, komplekse organisationer. Som genstand for ledelse synes universitetet at lade mange spørgsmål forblive ubesvaret. Skal universitetet styres som en virksomhed eller som en offentlig institution? Er der overhovedet tale om en organisation med klare målsætninger og en klar bundlinje? Skal universiteterne bevæge sig tættere på samfundet i de opgaver, de løser, eller skal de afgrænse sig fra samfundet for at beskytte deres virkemåde og indre normer? Hvad er universitets kerneydelse? Er det viden, uddannelse eller kommercielle produkter?

Der er næppe noget entydigt svar på disse spørgsmål. Men for at komme et skridt nærmere afholdt Københavns Universitet i samarbejde med sammenslutningen af internationale forskningsuniversiteter, International Alliance of Research Universities, for nylig et internationalt ph.d.-kursus henvendt til fremtidens universitetsledere.

En ny vej til lederjob på universitetet

Allerede det forhold, at man som ung forskerstuderende kan vælge at blive leder, og altså kan vælge at uddanne sig hertil, kan vække en naturlig bekymring.

Traditionelt har ledelse af universiteter været overladt til de personer, der som resultat af deres forskning har klaret sig bedst og som i kraft af deres videnskabelige position langsomt og naturligt har indtrådt i rollen som leder. I dag er tendensen derimod, at ledelse er noget, man uddanner sig til og i et vist omfang udfører fra oven.

Visse managementteoretikere taler endda om en specifik vidensledelse og har set den stadigt mere omfattende reform af universitetssystemet som en mulighed for at udvide industrien af håndbøger og kursustilbud. Dette var nu langt fra hensigten med nævnte ph.d.-kursus. Snarere var målet det langt mere interessante at reflektere over nogle af de tendenser og vilkår, som det moderne universitet befinder sig i og som synes at kræve universiteternes respons og omstilling. Og det skulle vise sig, i det mindste for denne deltager, at kurset blev et yderst interessant laboratorium for en række tanker om moderne universitetsstyring, både i form af diskussioner om videnskabsfilosofi og ledelsesteori og i form af erfaringer præsenteret af forskningsledere og dekaner.

Uanset hvordan man stiller sig til spørgsmålet om ledelse, er det meget betimeligt at starte en bred faglig debat blandt ledere og forskere om brugen af styringsredskaber. Internationalt har tendensen været en stigende markedsgørelse af forskningen, en øget brug af benchmarking og rankings, formaliserede studenterrettigheder og øget sammenlignelighed i uddannelser. Og bibliometriske målinger og performancekrav oversvømmer universiteterne medfører nye incitamenter og adfærdsændringer.

Offentlige goder er et problem

Karakteristisk for moderne vidensledelse er, som allerede nævnt, at faglig ledelse erstattes af professionel ledelse. Det betyder blandt andet, at ledelsesmodeller, der oprindeligt var tiltænkt det private erhvervsliv, i dag overføres til offentlige universiteter – ofte uden at der gøres et tilstrækkeligt oversættelsesarbejde.

Karakteristisk er også, at der med indførelsen af vidensledelse ofte gøres omfattende forsøg på at begrænse videnskabens traditionelle rolle som et ”offentligt gode”. Offentlige goder ses i den moderne innovationsteori som et problem, eftersom de aktører, der betaler for produktionen af godet, ikke kan være sikre på at få en utvetydig fordel af det.

Først og fremmest ses frit tilgængelig viden som udtryk for en manglende evne fra universitetets side til at patentere den frembragte viden og til på anden vis at sikre de intellektuelle ejendomsrettigheder og dermed omforme viden til private goder. Denne privatisering af viden kan tage mange former, enten i ophavsrettigheder og licensaftaler eller i bestemte produkter som brugerbetalte uddannelser og serviceydelser.

På samme måde er det ifølge denne betragtning afgørende for en effektiv vidensledelse, at den er i stand til at dokumentere produktionen af viden i konkrete statistiske opgørelser. F.eks. skal indsamlingen af bibliometriske data sikre en markedsadfærd universiteter imellem, der konkurrerer om at få del i forskningsmidlerne. Den viden, der unddrager sig dokumentation, eller de aspekter ved viden, der ikke kan patenteres og omsættes på et marked, forsvinder derimod langsomt ud af den politiske dagsorden og oplever faldende bevillinger og legitimitet.

Universitetsledelsen er, når den udføres af personer med den rette forståelse af videnskaben, en af de væsentligste mekanismer til at afværge disse tendensers omfattende erosion af det klassiske universitet. I stedet for at acceptere eller endda accelerere den politiske og økonomiske opfattelse af viden, bør det være en opgave for den fremtidige universitetsleder at afbøje mængden af disse tiltag og deres negative effekt – og ikke mindst at udtrykke klare alternativer.

Først og fremmest er der en risiko for, at langsomt opbyggede tillidsstrukturer og fælles normer, der tilsammen kan virke effektivitetsfremmende i en dynamisk vidensinstitution, erstattes af mistillid, incitamenter og belønningssystemer, der er fremmed for videnskabens anerkendelsesøkonomi.

Formålet med det klassiske universitet er selvfølgelig ikke, som det undertiden bliver fremstillet, at være ”irrelevant” for samfundet eller at være ”ineffektivt” målt ud fra rimelige kriterier. Formålet med universitetet som en særlig type af institution skal derimod bestemmes ud fra kriterier for relevans og effektivitet, der er passende til den funktion, universitet skal opfylde. Ligesom parlamenter eller domstole ikke kan vurderes ud fra de samme principper som virksomheder, kan universiteter ikke organiseres som en traditionel virksomhed, dvs. ud fra strategisk planlægning, nedbrydning af strategiske mål til operative mål eller måling af effektivitet og produktivitet.

Gør ledelsen tosproget

Et fremsynet forslag vil derfor være i højere grad at adskille universiteternes produktionsledelse fra forskningsledelse. Med produktionsledelse tænkes der først og fremmest på finansielle forhold og regnskabsførelse, og med forskningsledelse på den langt mere sensitive og fagligt indsigtsfulde ledelse, der finder sted nær ved videnskabens front. Men hvordan skal de to niveauer så mødes?

Præcis denne opgave er udfordringen for institut- og afdelingslederne. De skal med en brugbar term være ”tosprogede”. De skal tale det sprog, som er det politiske systems terminologi, og som rektorat og dekanat er en vigtig del af, og de skal tale det sprog, som tilhører de enkelte akademiske discipliner og faggrupper. Kun ved at udbygge denne dobbelte sproglige kompetence kan der sikres autonomi og ejerskab ind ad til i organisationen og samtidig en ansvarlig embedsførelse ud ad til. Utilfredshed og manglende legitimitet opstår, når krav udefra håndteres ned igennem systemet uden at blive oversat, formidlet eller afbøjet.

En anden vigtig konklusion fra det meget veltilrettelagte ph.d.-kursus var, at fremtidens universitetsledere må bidrage til at nuancere den kultur af forventninger, der i stigende grad omgiver universiteterne. I stedet for at udarbejde strategier og visioner, der omtaler fremtidige resultater som den vigtigste grund til at igangsætte ny forskning, er det vigtigt at anerkende og formidle, at videnskab er en udforskende proces.

I centrum for al videnskabelig aktivitet står noget fundamentalt uforudsigeligt, der ikke lader sig styre eller dokumentere. Som Popper skrev i sin selvbiografi fra 1976, er sigtet med enhver forskningsledelse et ”mål i bevægelse”, eftersom dannelsen af ny viden ændrer ved selve målet med at skabe viden og eftersom vi, hvis vi kendte målet på forhånd, slet ikke behøvede at forfølge det, da vi jo allerede havde nået det ønskede resultat. Noget sådant gælder ikke mindst de humanistiske discipliner, der udformer nye tanker og begreber om mennesket, som vi ikke tidligere troede var relevante.

Spørgsmålet melder sig måske hos både forskere og politikere, om alternativet til den førte forsknings- og uddannelsespolitik blot er en blind tiltro til status quo. Dette er langt fra tilfældet. De færreste søger i dag tilbage til tidligere tiders styringsmodeller eller lovgivning, og der findes en lang række forsøg i den voksende litteratur om universitetsledelse på at beskrive universiteternes produktion af viden og uddannelse som et langsigtet bidrag til samfundsudviklingen og økonomien.

Det måske vigtigste ledelsesdilemma i dag er derfor afvejningen mellem kortsigtede og langsigtede krav om produktivitet. Forskning og uddannelse har traditionelt været defineret som langsigtede indsatsområder for samfundet. En vigtig begrundelse for tilførslen af midler til forskning og uddannelse har været at forbedre grundlaget for højtuddannet arbejdskraft og at etablere grundviden til fremtidig udnyttelse. Af mange grunde, der vedrører udviklingen i den offentlige sektor og behovet for langt mere konkret at begrunde brugen af forskningsmidler, har der været et tydeligt skifte imod at skulle påvise relevansen på kort sigt.

Heroverfor er det vigtigt at nuancere billedet. Ikke alle effekter, hverken erhvervsøkonomiske eller andre sociale sideeffekter af forskning og uddannelse, kan opgøres på kort sigt. Og en for snæver fokusering på resultatsiden af universiteterne er et utilstrækkeligt grundlag at træffe beslutninger om fremtiden på. I stedet må vi fastholde at tale om viden som et offentligt gode.

På samme måde som vi kan tale om infrastruktur, sygepleje og primæruddannelse som et offentligt gode, er det nyttigt at tale om universiteterne som bidragyder til samfundets vidensinfrastruktur.

Skal universitetsledelsen i nogen troværdig forstand være ”tosproglig”, må den formidle og insistere på vigtigheden af institutionel autonomi og utilstrækkeligheden af at opgøre universiteternes produktion på en simpel og kvantitativ måde.