Universitetsvalget på KU er udemokratisk

Jeg skal ærligt indrømme det med det samme. Jeg tilhører de 85,2 procent, der ikke stemte. Hvorfor så denne harcelering kunne man (måske med rette) spørge? Har jeg overhovedet ret til at brokke mig? Ytringsfrihed er en af grundpillerne i vores demokrati, så den vil jeg for en kort stund benytte mig af. Bær over med mig.

Demokrati er folkets styre. Flertallet bestemmer. Sådan er det også til valget på Københavns Universitet. Men når et flertal på hele 85 procent af en vælgermasse ikke stemmer, er det så et udtryk for manglende interesse eller en massiv utilfredshed? Jeg hælder nu mest til det første. Hvorfor? Det vil jeg uddybe i det følgende.

Men tillad mig først at forklare, hvorfor jeg ikke stemte.

Jeg er af den principielle opfattelse, at jeg ikke stemmer på noget, uden at vide hvad det helt præcist er, jeg stemmer på. Hvorfor søgte jeg ikke bare denne information selv? Simpelthen fordi den ikke findes.

Jeg har efterhånden lært en hel del studenterpolitikere at kende, og et par af dem fik nok fairtrade-kaffen galt i halsen, da de læste sidste sætning. Og, bevares. Der findes en masse information om hvem man stemmer på, og de mærkesager disse personer har. Men det er småt med blot tilnærmelsesvist objektiv information om, hvad man får ud af at stemme på lige netop dén person, frem for modkandidaten. Der skal som nævnt nok være nogle studenterpolitikere, der vil være uenige og sige mig imod – og det må de hjertens gerne!

Det er nemlig netop dét, jeg savner.

For mens de forskellige lister ivrigt forsøger at interagere med potentielle vælgere gennem sociale medier, plakater og boder, ser man desværre næsten ingen interaktion mellem de forskellige lister og mellem de forskellige kandidater. Det er en ensidig informationsstrøm, hvor man som vælger blot bombarderes af budskaber fra begge sider af en – efter min mening – stillestående og kedelig skyttegravskrig.

Men er det anderledes end til et folketingsvalg? Bombes man ikke også her af budskaber fra højre og venstre? Jo, men det adskiller sig fra universitetsvalget på ét helt centralt punkt: Debat.

Jeg lyder måske som lidt af en kyniker, og det er jeg i bund og grund nok også. Måske står det ikke så grelt til som jeg antyder. I hvert fald har der op til valget i år, været en del diskussion omkring de partipolitiske lister. Og mens jeg i høj grad hilser tendensen til større debat velkommen, savner jeg et større fokus på det politiske indhold – ikke kun på den politisk ramme. En diskussion jeg i øvrigt også finder vigtig, vil jeg lige understrege.

Men er vi på vej mod lysere tider? Måske. I hvert fald fandt jeg Rasmus Prestons indlæg i universitetsavisen ret interessant. Her argumenterer Preston for, at han har svært ved at engagere sig i valget – på trods af, at han selv har været studenterpolitisk aktiv i sin HTX-tid. Samme dag (blot syv timer senere!) indløb et modsvar fra Anders Riber Bojsen. Han skrev blandt andet følgende til Preston:

»Du har et problem med, at studerende ikke engagerer sig tilstrækkeligt i universitetsdemokratiet, og mener at det er de aktive studerendes ansvar. Men samtidig brokker du dig over, at de aktive forsøger at diskutere politik med dem, der endnu ikke har taget stilling.«

Især den sidste sætning gav stof til eftertanke, da jeg læste den. Her må jeg erklære mig uenig med Anders. Bevares, jeg er da, ganske som Rasmus Preston, blevet sat i stævne af studenterpolitikere. Problemet er bare, at det ikke skete på grundlag af et ønske om debat, men udelukkende for at sikre en stemme. Jeg er sågar blevet tilbudt et shot i en fredagsbar for at stemme til valget.

Nu vil jeg lige understrege, at dette indlæg ikke har til formål at tilsmudse de i øvrigt dygtige og aktive studenterpolitikere. Jeg har stor respekt for det arbejde de alle sammen lægger i, at sikre os en bedre uddannelse. Jeg savner bare større gennemsigtighed, så folk som undertegnede og Rasmus Preston ikke, som han selv skriver, fremmedgøres.

Det er min helt klare opfattelse, at studenterpolitik ikke debatteres nok på Københavns Universitet. Vi mangler en platform til diskussion. Vi har behov for, at studenterpolitikerne i højere grad opsøger konflikten, debatten – ikke kun stemmerne.

Hvis valget for alvor skal være demokratisk, skal stemmeprocenten op. Det er jo en nem påstand at opstille, og næppe én nogen kan være uenig i. Men hvordan opnår vi det? Det gør vi kun ved at give vælgerne på KU et incitament til at engagere sig. Det skal være nemmere at gennemskue, hvad forskellene på kandidaterne er, og den bedste måde at vise disse forskelle er gennem interaktiv og levende debat, hvor det er op til vælgeren at udvinde og bearbejde meningen og budskabet, frem for at få den serveret på et standardformet sølvfad i på forhånd afmålte portioner.

Derfor slutter jeg dette lillebitte indlæg med en stor bøn til studenterpolitikerne: Samtale frem for tale, debattér frem for informér. Både med jeres vælgere – men i ligeså høj grad med jeres modstandere.