»USA efter valget: vinderen kan lære af Clinton«

Hvad handler specialet om?

Om linjer i amerikansk udenrigspolitik. Jeg undersøger, hvordan præsident Clinton forsøgte at gøre udbredelsen af demokrati og kapitalisme til USA’s nye udenrigspolitiske strategi efter Den Kolde Krigs afslutning. Clinton havde en idé om, at udbredelsen af markedsdemokrati skulle afløse inddæmningen af kommunisme.

Det er et historisk speciale, og jeg kigger på politikken ud fra idéen om Wilsonianism og den såkaldte demokratiske fredsteori, der groft sagt siger, at demokratier ikke går i krig mod hinanden.

Jeg ser på, hvordan de begreber kommer til udtryk i retorikken under Clinton, og jeg analyserer budgetter, reformer, debatter osv. for at undersøge, hvordan Clinton og hans folk forsøgte at udbrede demokrati og kapitalisme i verden.

Hvorfor skal vi andre interessere os for specialet?

Jeg mangler stadig en måneds tid, før jeg er færdig, men det ser ud til, at min analyse vil vise, at der på en række punkter er en betydelig grad af kontinuitet mellem den udenrigspolitik, som Clinton og hans efterfølger, Bush, førte. Det er de samme amerikanske traditioner, værdier og myter, der bliver trukket på, når man prøver at retfærdiggøre USA’s rolle i verden. Grundlæggende deler de en opfattelse af, at USA har en særlig mission om at udbrede demokrati. De historiske omstændigheder i form af terrorangrebet den 11. september 2001 har så gjort, at udførelsen af denne mission blev noget forskellig.

I løbet af Clintons otte år i Det Hvide Hus er der en tendens til, at politikken bliver mere militaristisk, og at USA i stigende grad handler egenrådigt i stedet for at samarbejde med andre lande. Hvor interventioner i andre stater i de tidlige år bliver gennemført med FN-mandat som i Somalia og Haiti, agerer Clinton senere i højere grad i mere begrænsede koalitioner som med NATO i Kosovo i 1999. Det kan omfattes som en udvikling, der gradvis leder frem mod beslutningen om at anvende militærmagt til at bygge demokratier i Irak og Afghanistan under Bush.

På mange punkter minder Clinton dog mere om Obama. Man kan argumentere for, at Obama på nogle punkter er en Clinton II, blandt andet i den forstand, at en stor andel af hans udenrigspolitiske toprådgivere også tjente under Clinton; mange af de samme folk er dermed med til at formulere Obamas udenrigspolitik. Både Clinton og Obama blev valgt på at ville rette op på USA’s økonomi. De argumenterer begge for internationalt samarbejde, men de er villige til at anvende amerikansk magt unilateralt – men helst i begrænset form som med præcisionsbomber og under Obama droner. De formår begge at tale til USA’s idealer, men fører ofte en mere pragmatisk politik.

En anden udvikling, der gør specialet relevant, er den store fokus på USA’s rolle i at støtte demokratiske bevægelser i kølvandet på revolutionerne i Nordafrika og Mellemøsten. Det er også et af de få udenrigspolitiske temaer, der har fået opmærksomhed i den aktuelle amerikanske valgkamp. Skal man støtte diktatorerne, som man har gjort tidligere i lande som Egypten, eller skal man gøre som Obama har gjort nu og erklære sin støtte til ’folket’ – og i givet fald, hvor meget skal man så støtte dette folk? Det er spørgsmål, som var fremtrædende i Clintons præsidentperiode, og uanset hvem der vinder valget, vil den nye præsident være tvunget til at forholde sig til dem.

I spørgsmålet om Syrien kan man argumentere for, at Clinton-doktrinen vil diktere, at USA skal støtte oprørernes kamp mod Assad ud fra den betragtning, at USA skal hjælpe med at fremme demokratiske bevægelser. Den vil dog samtidig modsætte sig brugen af amerikanske soldater på landjorden, idet Clinton var meget følsom over for tab af amerikanske soldater. Clinton-doktrinen var dog meget fleksibel i praksis og baseret på en case-by-case tilgang, der på mange måder minder om Obamas. Grundet en række vanskelige omstændigheder i Syriens tilfælde ville doktrinen formentlig diktere flere våben til oprørerne og skrappere økonomiske sanktioner mod regimet, men være meget forsigtig med at sætte gang i en militær intervention.

Trods deres forskellige udmeldinger kan man godt forvente, at de to præsidentkandidater vil opføre sig relativt ens på grund af de begrænsninger, den økonomiske situation sætter. På især to punkter adskiller de kandidater sig dog; Rusland og Eurokrisen. Obama har, ligesom Clinton gjorde det, forsøgt at imødekomme Rusland. Romney har derimod anlagt en langt mere konfrontatorisk linje, og forholdet må formodes at blive værre med Romney som præsident. I forhold til Eurokrisen vil Obama fortsætte med at støtte EU’s reformer og være mere på linje med Hollandes forsøg på at sætte gang i væksten, hvorimod Romney formentlig vil være mere tilbøjelig til at følge Merkels strammere kurs og modsætte sig mere regulering.

Der er en tendens til, at præsidenter bliver mere udenrigspolitisk aktive i deres anden embedsperiode, især hvis de oplever modstand i kongressen, der gør det vanskeligt at gennemføre indenrigspolitik. Det var tilfældet med Clinton og vil muligvis også være det med Obama, der hvis han bliver genvalgt, vil stå over for et modvillig republikansk-styret Repræsentanternes Hus. I den situation kunne jeg godt forestille mig, at Obama vil føre til en mere aktiv udenrigspolitik med mere assistance til demokratiske bevægelser og endnu flere målrettede missioner med droner osv.

Vinder Romney står han med den utaknemmelige opgave at skulle forene to fløje i det republikanske parti. Nemlig dem, der ønsker, at USA skal passe sig selv, som libertarianeren Ron Paul og dem, der ønsker et mere selvhævdende og nationalistisk USA. Romney har erklæret, at han modsat Obama vil hæve militærbudgettet, og det lader til at han vil føre en hårdere kurs over for Kina og Rusland.

Hvem vil blive vrede over dit speciale?

Der vil sikkert være dem, der mener, jeg er for kritisk over for USA’s rolle som demokratiets udbreder. Der er jo forskere, der langt hen ad vejen abonnerer på ideologien, og jeg prøver at skrive et objektivt og kritisk speciale.

Der er så til gengæld også andre forskere, der er meget USA-kritiske, og jeg må indrømme, at jeg nok ligger et sted midt i mellem, som det jo ofte er godt at gøre, når man skriver et speciale. Skulle Clinton selv finde på at læse mit speciale, vil han nok ikke være så glad for nogle af de perspektiver, jeg trækker, fra ham til George W. Bush.

Jeg læser Historie og arbejder på Statskundskab som student, og specialet ligger i spændingsfeltet mellem de to discipliner, så der er altid en risiko for, at historikerne vil beskylde mig for at være politologisk, og at statskundskaberne vil mene, at jeg er for historisk. Jeg bruger også sikkerhedsgørelsesteorien, som statskundskabsprofessor Ole Wæver har formuleret, og det vil der måske være nogle historikere, der ikke mener, jeg burde bruge tid på.

Hvilken avisoverskrift gemmer specialet?

Det skal vel være, noget med ’Obama fører Clintons politik’ eller ’Obama bomber Syrien’?

Ja, ’Obama bliver mere som Clinton efter valget’ eller ’Bliver Syrien Obamas Kosovo?’ osv. Det kunne godt være sådan en overskrift, men det er jo historie, det her, så det er ikke naturligt at vælge en stor nyhedsoverskrift. Men noget med perspektiverne til fra Clinton i forhold til Obamas anden periode. Det er nok der, der er mest at komme efter.

Det er nok det, du får lov at snakke om på TV2 News efter valget.

Der er jo mange om buddet, men hvis de læser det her, skal de være velkomne til at ringe. Jeg skal i øvrigt agere ’studenter-ekspert’ for TV2 på selve valgnatten.

chz@adm.ku.dk