Usikker dimittendfremtid smitter af her og nu

Forrige uge blev det igen lidt sværere at være studerende. Og desværre er jeg ikke rigtig overrasket. Denne gang var det vores økonomiske levegrundlag, når vi engang bliver færdige på universitetet, der stod for skud.

Dimittendsatsen blev skåret med 10 procent i den nye dagpengeaftale – så vi nu kun får 71,5 procent af de dagpenge, som ikke-dimittender modtager. Dermed blev det med ét politisk snuptag mere usikkert at være studerende.

Usikkerhed smitter af på studierne

Jeg bliver alvorligt bange for min fremtid. Jeg er i forvejen meget bevidst om, hvor katastrofale følger det får, hvis jeg ikke finder et job, mens jeg skriver speciale.

Jeg læser historie og hver eneste dag møder vi usikkerheden og advarslerne som færdiguddannet. Hver eneste dag ser og hører man advarslerne om, at en humanistisk uddannelse jo ikke fører til job, og at måneder i dagpengekøen er uundgåelig.

Og vupti, så blev det helt okay at skære i de studerendes fremtid.

Men det smitter også af på min og mine medstuderendes studietid. Det lægger vægt på de bekymringer, som jeg altid bærer med mig som historiker i en fremdriftstid. Hvor ender jeg henne? Og hvad sker der, hvis jeg ikke finder et job med det samme? Bliver jeg overhovedet god nok til at kunne få et job? Og er mine karakterer høje nok?

(Næsten) ingen lever på SU alene

Hvorfor er det, at man som nyuddannet forventes at kunne leve for mindre? En forklaring, vi hører igen og igen, er, at når nu vi har levet fem år på SU, så må vi også kunne nøjes med lidt mindre, i årene efter vi er uddannede – for det er jo en forbedring, hvis man sammenligner med SU’en. For hvis vi kan leve på SU, så kan vi jo også leve på en lav dagpengesats bagefter.

Og vupti, så blev det helt okay at skære i de studerendes fremtid.

Hvis så bare det var rigtigt, at en lav dimittendsats var en forbedring i forhold til at leve på SU under studietiden. Men det ville kræve, at man faktisk kunne leve på en SU – og at studerende gjorde det. Faktum er, at langt størstedelen af de studerende ikke kan få økonomien til at hænge sammen med SU som eneste indtægtskilde.

Og da slet ikke i København, hvor huslejen kun synes at blive ved med at stige i takt med, at det bliver sværere og sværere at finde et sted at bo. Selv har jeg jongleret med et job på en restaurant ved siden af mine studier, sådan som rigtig mange af mine fagfæller også gør, for at kunne få enderne til mødes. Og når vi engang vinker farvel til pensumtekster og undervisning, ja så vinker vi faktisk også farvel til kollegieværelser, billigere transport og andre studenter-tilbud.

Først kom fremdriftsreformen, som skal få os op i tempo og hurtigt ud i arbejdsløshedskøen. Så vil de skære milliarder i vores undervisningstimer og på de forhold, vi møder på universitetet. Som belønning i den anden ende – som dimittend – skal vi nu også fortsætte lidt længere med en stram studenterøkonomi.

Hvornår er det vi vender bøtten, og tager ansvar for alle de tusindvis af studerende der bare gerne vil have en god uddannelse og finde et passende job efterfølgende?

uni-avis@adm.ku.dk