Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Sundhedsvidenskab skal spare 30 millioner. De studerende frygter at blive dårligere læger og tandlæger
Dekanen sparer ti procent på dit studie! Vil du finde dig i det? Sådan lyder spørgsmålet til de medicin- og tandlægestuderende denne onsdag eftermiddag i september.
Den store skurk, dekan Ralf Hemmingsen, hænger afbildet som manden med leen rundt om på Panums gange.
Kampagnen virker tydeligvis på de studerende. Allerede et kvarter inden debatten starter, danner der sig en lang kø uden for Sundhedvidenskabs største auditorium med plads til 450 personer.
Snakken summer i det lavloftede gangareal, rygter om besparelser bliver ivrigt diskuteret, og da den sidste forelæsning endelig slutter i Lundsgaard
Auditoriet, strømmer de studerende ind.
Alle siddepladser er hurtigt optaget, trappen bliver fyldt, og de sidste må stå op.
Så er der dømt ‘dekanhøvl’ som de medicinstuderendes blad MOK kalder det. Ralf Hemmingsen tager det dog roligt og forklarer at Sundhedsvidenskab indtil videre ser ud til at skulle spare 30 millioner kroner næste år.
Derfor har han kaldt til to åbne debatmøder om besparelserne for henholdsvis de studerende og de ansatte på Sundhedsvidenskab.
Dekanen har allerede bebudet ansættelsesstop på universitetets mest medarbejderrige fakultet.
Studienævnene på Medicin, Folkesundhedsvidenskab og Tandlægeuddannelsen har desuden fået besked på at der skal spares 13 millioner, eller hvad svarer til ti procent af hele undervisningsbudgettet. Og det er den besked der har fået de studerende op af sofaen.
»Hvordan kan du forsvare at spare fem millioner på den kliniske undervisning? (undervisning på hospitalerne, red.) Vi har allerede for få timer som det er nu.«
Desperationen når lige at snige sig ind i den unge kvindes stemme i den sidste sætning.
Dekanen forklarer sig: »Klinikken er en kæmpe del af vores budget. Det ville være uforsvarligt ikke at undersøge hvordan vi kan spare der også. Vi er nødt til at analysere alle scenarier,« siger Ralf Hemmingsen der ikke mener at undervisningen på hospitalerne kan fredes fra de forestående besparelser.
I sidste nedskæringsrunde gik det nemlig kun ud over den teoretiske undervisning på Panum.
Han understreger dog overfor de studerende at ingenting er sikkert endnu. Ledelsen på Panum er stadig i gang med at analysere hvor og hvor meget der skal spares.
Og så spiller han sit trumfkort: Det der bliver sparet på uddannelserne nu, skal føres tilbage igen når der bliver penge til det.
Snigende underskud
Årsagen til at Sundhedsvidenskab trods flotte optagelsestal og gennemførselstider alligevel står med et stort underskud til næste år, er primært at lægeuddannelsen er blevet gjort seks måneder kortere.
Det har betydet en stille nedgang i antallet af STÅ – beståede eksamener – der for alvor slår igennem næste år.
De studerende fortsætter med at spørge til omfanget af besparelserne. Dekanen glider af med sit standardsvar: »Vi analyserer situationen.«
Imens stiger temperaturen i auditoriet og i de studerendes sind til kogepunktet.
Sabrina Eliasson der er studerende og sidder i fakultetsrådet på Sundhedsvidenskab, er ikke helt overbevist om at det hele bare er løse spareforslag.
»Dekanen har i dag sagt at der ikke nødvendigvis skal spares på klinikken og at de penge der bliver sparet på undervisningen skal føres tilbage igen.
Det er selvfølgelig positivt, men det bekymrer mig at man bliver ved med at tage penge fra uddannelserne. Vi kan jo ikke som forskerne søge penge til undervisningen i fonde og lignende,« siger Sabrina Eliasson.
Hendes bekymring for den kliniske undervisning på hospitalerne hænger blandt andet sammen med at lægeuddannelsen netop blev lavet om i slutningen af 90’erne efter hård kritik af at de nyuddannede læger havde for lidt praktisk erfaring.
»Klinisk undervisning er meget dyr, men spørgsmålet er om det er forsvarligt at lade studerende arbejde på hospitalerne med et minimum af undervisning,« siger Sabrina Eliasson.
Lidt i samme dur lyder det sidste spørgsmål fra salen til dekanen:
»Ville du efter de besparelser der er sket på den kliniske undervisning, turde gå til en nyuddannet tandlæge fra Københavns Universitet?«
»Ja, jeg har altid været lidt tøvende med at gå til tandlægen,« kommer det med et smil fra dekanen: »Men jeg går ud fra at studienævnene gør opmærksom på det hvis besparelserne er uforsvarlige. Så skal pengene findes et andet sted,« svarer Ralf Hemmingsen.
Efter debatmøderne på Panum vedtog KU’s bestyrelse et revideret budgetforslag der betyder at Sundhedsvidenskab skal spare syv-otte millioner kroner mindre.