Utilgængeligt hospital

Det er et ejendommeligt syn når Marianne Maibøll skal ud af edb-lokalet på Kommunehospitalet. Pludselig åbner den ene af dobbeltdørene sig med et ryk.

Så griber en hånd fat i den anden, og med alle sine kræfter hiver Marianne Maibøll døren op. Hun kigger bagud og kalder på sin servicehund Fellow.

Pligtopfyldende samler den sin snor op og trasker forbi hende ud i gangen. Så kommer den svære del. Mens hun med albuen holder den tunge dør åben, skal hun med begge hænder vippe sin kørestol op over et dørtrin i jern og køre ud i gangen. Det lykkes. Lidt forpustet kigger hun op.

»Tja, det kan lade sig gøre, men det er ikke let,« smiler hun.

Siden Marianne Maibøll flyttede ud på Kommunehospitalet sammen med resten af Folkesundhedsvidenskab, har hun fået en del rutine i at navigere sig gennem hospitalets tunge branddøre.

Men det har ikke været let.
»Vi kommer jo ude fra Panum hvor der var nogle små problemer, men intet i forhold til dette. Hvordan kan man kalde en bygning studieklar når der er så dårlige forhold for studerende og andre med handicap?«

Marianne Maibøll har indvilliget i at vise Universitetsavisen og Lotte Pehrsson fra HSK, Foreningen af Handicappede Studerende og Kandidater, rundt på Kommunehospitalet så vi med egne øjne kan se forholdene.

Vi bevæger os væk fra edb-lokalerne og hen imod et af Mariannes Maibølls undervisningslokaler.

»I modsætning til andre studerende kan jeg ikke bare lige smutte op og ned ad trapper eller tage en genvej udenfor. For at komme rundt til mine undervisningslokaler, er jeg nødt til at køre igennem institutternes kontorgange.

Det er både en omvej for mig og til gene for de ansatte som sidder og arbejder der. Nå ja, og så er der dem her.«

Marianne Maibøll stopper og peger på en stor grå branddør foran os. Den er så tung at selv en oprejst person har svært ved at holde den hvilket gør det til en reel udfordring når man sidder i kørestol.

Igen velsigner Marianne sine stærke arme og tvinger døren åben. Halvt igennem kommenterer Lotte Pehrsson døren:

»Hvis man sidder i elektrisk kørestol, som jeg gør, eller blot har lidt færre kræfter i armene end Marianne, så ville man ikke kunne komme igennem den dør uden hjælp.«

Håbløse elevatorer

Efter at have passeret en række lignende døre, kommer vi til en elevator som er Marianne Maibølls eneste adgang til hendes undervisningslokale på 3. sal.

»Som I kan se, er der to elevatorer, men kun den ene virker. Den er meget lille, så er jeg nødt til at bakke ind for at kunne komme ud igen.«

Grunden bliver tydelig på 3. sal idet elevatoren stopper et par centimeter for tidligt. Ikke noget problem for os på gåben, men en gene for folk i kørestol.

Igen er Marianne Maibøll nødt til at holde døren åben mens hun skal bruge begge hænder til at vippe sig over kanten. Fra elevatoren er der direkte adgang til et forelæsningslokale. Det er bare ikke det Marianne Maibøll skal hen til.

»Så derfor er jeg nødt til at køre igennem det midt i deres undervisning, og som handicappet kommer man ikke ubemærket. Først maser man sig igennem døren, og så kommer man trillende med både kørestol og servicehund.«

Og da Marianne Maibøll sjældent kan nå fra et klasselokale til et andet i løbet af det kvarters pause de har, afbryder hun ikke kun sin egen, men også et andet holds undervisning.

»Som sagt er det ikke let, men det kan lade sig gøre,« siger hun, og denne gang er smilet lidt mere træt.

På vej til en anden elevator som Marianne Maibøll gerne vil vise os, kommer vi forbi flere store glaselevatorer, men ingen af dem fungerer, så dem kan hun ikke bruge.

Efter endnu par branddøre når vi til den omtalte elevator. Den har i modsætning til de andre en automatisk dør, men det er også det eneste gode man kan sige om den.

Døren lukker kun lidt hurtigere end kontinentpladerne bevæger sig, og ligesom alle de andre elevatorer er den alt for langsom. Endnu en grund til at hun må stresse sig igennem pauserne.

»Men det mest interessante ved denne elevator er at den har en tendens til at sende mig ned i en kælder og sætte sig fast der. Så er jeg nødt til at ringe til vagten og få ham til at tjekke om alle dørene er lukket rigtigt.

I sådanne situationer er det specielt rart at have en hund med, så har man i det mindste selskab.«

Men heldigvis har Marianne Maibøll fået vagtens direkte nummer, og han har lovet at han aldrig er mere end 20 minutter væk. Så hver gang hun ender i kælderen, er hjælpen ikke langt væk.

»Generelt er alle, studerende, ansatte og driftsafdelingen meget villige til at hjælpe, og det er jeg meget glad for. Men jeg vil helst selv. Hvordan ville du have det hvis du skulle bede om hjælp hver gang du skulle ind ad en dør eller op ad en trappe?« spørger Marianne Maibøll på vej op igen

Uhandy handicaptoilet

På vej tilbage til hovedindgangen passerer vi et handicaptoilet. Ved første glimt ser alt godt ud. Der er masser af plads og armlæn ved wc’et.

Men spejlet sidder så højt at en person i kørestol overhovedet ikke kan se sig selv. Og Marianne Maibøll skal strække sig for at få hænderne under vandhanen. Vasken sidder nemlig også for højt. Betænksomt nok er der installeret en brusekabine på toilettet, men ingen kørestolsbruger vil kunne komme ind i det.

Vi ved godt at det ikke er ondt ment. Men det er den slags mangel på omtanke der gør det hele så frustrerende for os,« fortæller hun mens vi forlader handicaptoilettet og bevæger os videre.

Liften fra helvede

Ved hovedindgangen er der to handicaplifte, en til hver side, og så skulle det være i orden – bortset fra at man skal bruge en nøgle for at starte dem, at de knap nok kan bære en elektrisk kørestol, og at hverken Marianne Maibøll eller Lotte Pehrsson tør bruge dem.

Ved slutningen af vores tur har Lotte Pehrsson bemærket en generel mangel.
»Der er ingen blindespor, de metalstriber man kender fra banegårde som kan vise de blinde vej. Der er heller ikke blindskriftskilte.

Det er en general misforståelse på Københavns Universitet at ordet ‘handicappede’ betyder folk i kørestol og desuden kun er studerende og ikke ansatte.«

Alt for ofte bliver døve, blinde eller bevægelseshandicappede ansatte ikke tænkt ind i de nye KU-bygninger, mener HSK, og det er tilsyneladende også tilfældet på Kommunehospitalet.

»Det undrer mig hvorfor KU ikke lærer af sine fejl. Vi var igennem mange af de samme problemer da det nye KUA blev bygget. Det er frustrerende at vi skal opfinde den dybe tallerken gang på gang KU bygger nyt.

Desuden er det dyrt for KU først at ombygge en hel bygning og så først bagefter opdage at der er en masse der skal laves om for personer med handicap. Det ville være meget billigere hvis det blev ordnet under selve ombygningsprocessen.

Problemerne på det nye KUA er dog pebernødder i forhold til Kommunehospitalets,« mener Lotte Pehrsson.

Marianne Maibøll ser optimistisk på fremtiden, dog ikke sin egen.
»Hvis jeg har overskud til at kæmpe kampen, så skal det nok komme på plads, men dog næppe i min studietid.

Men så er det til gavn for kommende studerende,« fortæller hun mens hun skubber sig igennem dagens sidste branddør.