UVVU og halmstrået

I august måned fremlagde UVVU sin endelige afgørelse i sagen mod professor, overlæge, dr.med. Bente Klarlund Pedersen. UVVU anser hende for at have handlet videnskabeligt uredeligt på seks punkter.

Fem af de seks uredelighedsfund i Klarlund-sagen bygger på et princip, som UVVU har opfundet til lejligheden. Princippet er uden relevans for videnskabelig uredelighed og er ukendt i udenlandsk praksis.

I medierne er den mest omtalte af de seks påståede uredeligheder det forhold, at Klarlund anses for at have udvist grov uagtsomhed ved at overse, at hendes medforfatter Milena Penkowa havde fusket med billedmaterialet i en artikel. At artiklens øvrige forfattere, tidsskriftets redaktion, sagkyndige bedømmere og læsere ligeledes overså svindelen gennem seks år tillægger UVVU ingen betydning. Jurister vil derimod finde, at forholdet udelukker at bedømme eventuel uagtsomhed fra Klarlunds side som grov.

Halmstrået: UVVU’s ad hoc-princip

De øvrige fem uredeligheder vedrører det forhold, at visse oplysninger om vævsprøver og forsøgspersoner mv. er udeladt af de pågældende artikler; herunder fordi der mangler referencer til tidligere afhandlinger, hvor samme biologiske materiale var blevet anvendt. Udeladelsen er efter UVVU’s opfattelse uredelig, fordi den ifølge UVVU bevirker, at læseren afskæres fra fuldt ud at bedømme artiklernes indhold og resultater.

I afgørelsen fremhæver UVVU gentagne gange, at redelighed i forskningen kræver, at en videnskabelig artikel er udformet på en sådan måde, at man på grundlag af selve artiklen kan vurdere artiklens resultater. Således hedder det fx:

»Udvalget finder, at et af de væsentligste krav til et videnskabeligt produkt er, at læseren gives mulighed for på et oplyst grundlag at vurdere artiklens resultater og de data og det materiale, der har været anvendt i artiklen til at opnå resultaterne.« (side 83)

Og tilsvarende udtaler UVVU, at

»forskere har ret til at foretage et skøn over, hvornår en artikel skal indeholde oplysninger om tidligere anvendelse af samme forsøgsmateriale. Et sådant skøn må efter udvalgets opfattelse … foretages under hensyn til, hvad der følger af god videnskabelig praksis. Et afgørende element heri er, at læseren gives tilstrækkeligt grundlag for at vurdere artiklens konklusioner.« (side 80)

Uagtet det hævdes at være et af de væsentligste krav til et videnskabeligt produkt og et afgørende element i god videnskabelig praksis, lades dette princip uomtalt i UVVUs vejledninger om videnskabelig redelighed og i den nye danske kodeks for videnskabelig integritet. Jeg har aldrig set det i nogen udenlandsk fremstilling af videnskabelig redelighed, og det overrasker derfor ikke, at der ingen udenlandsk praksis findes, som går ud på, at en forsker kendes uredelig, fordi princippet er overtrådt.

UVVU bortforklarer fraværet med følgende bemærkning:

»Udvalgets konstatering af god videnskabelig praksis er udtryk for, hvad der er alment gældende i forskerkredse, og god videnskabelig praksis er en retlig standard, hvor det ikke er muligt på forhånd at nedskrive alle facetter i regelsæt eller lignende.« (side 83)

Det er rigtigt nok, at ikke alle facetter af en retlig standard lader sig nedskrive på forhånd, men princippet siges jo netop ikke at udgøre en facet men et grundtræk ved videnskabelig metode. Tavsheden om princippet dokumenterer, at det langt fra er alment gældende i forskerkredse. At det tværtimod var ukendt, indtil UVVU opfandt det til ad hoc brug i Klarlund-afgørelsen beror på, at det er fuldstændigt absurd.

Den uredelige nobelpristager

Absurditeten skyldes, at princippet forveksler indhold og indpakning. Det vedrører jo ikke den videnskabelige artikels indhold og resultater, men dens litterære udformning. Det sammenblander spørgsmålet, hvordan forskeren når frem til sine resultater, hvilket alene er af betydning for en redelighedsbedømmelse, med spørgsmålet, hvordan han kommunikerer resultaterne til omverdenen.

Dette ad hoc-princip fører til det absurde resultat, at det kan tænkes, at ophavsmanden til en afhandling må stemples som uredelig, selvom afhandlingen er epokeskabende. Et eksempel foreligger, hvis en Nobelprisudløsende artikel i første omgang, dvs. indtil forholdet bliver berigtiget med et erratum, er behæftet med en meningsforstyrrende trykfejl.

En sådan trykfejl ødelægger det videnskabelige budskab, og dens tilstedeværelse må derfor vurderes som et alvorligt praksisbrud. Tilstedeværelsen må endvidere bedømmes som groft uagtsom, eftersom forfatteren ved, hvad der skal stå, og blot behøver at udvise almindelig grundighed i korrekturlæsningen for at sikre sig imod den. Forholdet er følgelig omfattet af lovens definition af uredelighed, således som UVVU fortolker den.

Betydningen af reparabilitet

UVVUs ad hoc-princip er i første række uholdbart, fordi det som nævnt forveksler forskning med formidling af forskningsresultater. Som konsekvens heraf fejler princippet yderligere ved at ignorere betydningen af reparabilitet. Mangler i redegørelsen for eksperimenterne, osv. kan altid repareres, medmindre de er indført i svigsøjemed, dvs. for at narre læseren til at mene, at artiklen er bedre end den er. Oplysninger om den eksperimentelle opstilling m.v., der burde have været med fra starten, kan fremkomme i en fejlrettelse (erratum) eller tilføjelse (addendum), og så snart det er sket, må artiklen bedømmes som om oplysningerne faktisk havde været med fra starten.

Det er uden relevans for en redelighedsbedømmelse, at en forsker uden svigshensigt redegør på en ufyldestgørende måde for, hvordan han er nået til sine resultater. Dette beror på, at fremstillingsmangler, der fremkommer i god tro, er harmløse. Hvis de udeladte oplysninger faktisk har betydning for den skildrede forskning, vil andre forskere ikke opnå samme resultater, når de genskaber eksperimenterne. Så snart de konstaterer dette, reklamerer de til forfatteren, hvorefter de manglende oplysninger fremkommer i et erratum.

Når et fyldestgørende erratum er offentliggjort, har artiklen samme videnskabelige værdi, som hvis udformningen af den fra starten havde været lydefri. UVVU-lovgivningen definerer uredelighed som alvorlige brud på god videnskabelig praksis. Det netop sagte gør det umuligt at opfatte en overtrædelse af ad hoc-princippet som et alvorligt praksisbrud.

Træk ved affattelsen af en videnskabelig artikel er kun uredelige, hvis de er indført med vilje for at narre læseren til at overvurdere artiklens videnskabelige værdi. Løgn, fx om udfaldet af eksperimenter, må naturligvis sidestilles med datafabrikation, eftersom begge udmønter forsæt til vildledning.

UVVU’s standpunkt, at de manglende oplysninger er afgørende for redeligheden, leder gentagne gange UVVU til at drage den paradoksale konklusion, at en artikel, hvor oplysningerne mangler, bør trækkes tilbage, selv efter at de manglende oplysninger er fremkommet i et fyldestgørende erratum. Tanken er, at oplysningerne manglede i den oprindelige artikel, og det er den, som er til bedømmelse. Dette svarer til, at politiet klipper nummerpladerne på en bil, efter at bremserne er blevet repareret, med begrundelsen, at bremserne var defekte før reparationen.

Hvad er forskellen på dårlig og uredelig forskning?

Ad hoc-princippet bevirker, at en forsker, der offentliggør et erratum, risikerer at stemple sig selv som uredelig, eftersom korrektionen er udtryk for, at han erkender, at den offentliggjorte artikel indeholder fejl så alvorlige, at de må berigtiges. Han kan kun komme uden om at stemple sig selv som uredelig ved at dokumentere, at fejlene beror på simpel uagtsomhed. Dette er i strid med sund fornuft. Fremkomsten af et erratum må naturligvis om noget tages som udtryk for redelighed.

Nogle vil indvende, at et erratum undertiden korrigerer fejl, der ikke er udtryk for brud på god praksis og at forskeren derfor ikke i disse tilfælde stempler sig selv som uredelig. Herved overses imidlertid, at hver gang en videnskabelig artikel kan kritiseres for at udmønte dårlig forskning, vil man kunne formulere et almindeligt anerkendt princip for god praksis, som er overtrådt.

Antag fx at en jurist skriver en afhandling om spørgsmålet, hvorvidt den danske fraflytningsbeskatning er i strid med EU-retten. Han kommer til et forkert resultat, fordi han overser en dom afsagt af EU-domstolen. Denne situation kan beskrives med ordene, at hans arbejde er af ringe kvalitet, fordi han ikke var grundig nok i sin gennemgang af retskilderne.

Men i stedet kan man vælge at hævde, at det inden for retsvidenskaben er god praksis at undersøge alle relevante retskilder, før man formulerer sin opfattelse af gældende ret. Det er klart nok hip som hap om man vælger den ene eller den anden synsmåde. Valget burde være bedøvende ligegyldigt – en strid om ord.

Det er det imidlertid ikke i UVVU’s tankeverden, eftersom den sidstnævnte synsmåde fører til konklusionen, at juristen er uredelig. Hans afhandling udgør jo et brud på god praksis, som er alvorligt, eftersom det bevirker, at afhandlingens tese er usand. Alvorlige brud på god praksis er UVVU-lovgivningens definition af videnskabelig uredelighed. Men når al dårlig forskning kan kaldes uredelig er sondringen mellem dårlig og uredelig forskning forsvundet. Hvis juristen (fx i en ny udgave af en lærebog i EU-skatteret) korrigerer sine konklusioner i lyset af den EU-dom, som han overså i første omgang, må situationen beskrives med ordene, at andenudgaven er bedre forskning end førsteudgaven. I UVVU’s tankeverden er situationen imidlertid den, at det oprindelige produkt er uredeligt som nu er afløst af et redeligt.

Lovgivningen fastslår, at UVVU ikke må befatte sig med kvaliteten af den indklagede forskning. I overensstemmelse hermed sker det atter og atter, at UVVU afviser at tage stilling til et klagepunkt under henvisning til, at det vedrører den indklagede forsknings kvalitet. I Klarlund-afgørelsen sker dette således et halvt hundrede gange. Imidlertid er det en gåde, hvorfor UVVU i et konkret tilfælde afviser at behandle et klagepunkt under henvisning til, at det vedrører kvaliteten af forskningen, og hvornår UVVU i stedet finder, at det påklagede punkt er udtryk for videnskabelig uredelighed. Vurderingen kunne lige så godt være den omvendte. Dette gælder side op og side ned i Klarlund-afgørelsen.

I Klarlund-afgørelsen er forklaringen den, at UVVU mener at have fundet de vises sten i form af det ovenfor diskuterede ad hoc-princip, der efter UVVU’s opfattelse drager grænsen mellem det dårlige og det uredelige.

Som omtalt ovenfor er der imidlertid ikke tale om de vises sten, men om et halmstrå. Dertil kommer, at vi under alle omstændigheder har behov for et helt generelt svar. Hvad er efter UVVU’s opfattelse forskellen på dårlig og uredelig forskning? Svaret afhænger naturligvis af svaret på det mere grundlæggende spørgsmål, hvordan UVVU opfatter begrebet videnskabelig uredelighed. Det er utroligt men sandt, at intet studium af UVVU’s skrifter, herunder årsberetningerne 1993-2010, giver svar på noget af spørgsmålene.

Den nugældende UVVU-lovgivning definerer uredelighed som forsætlige eller groft uagtsomme alvorlige brud på god videnskabelig praksis. Spørgsmålet opstår, om alle sådanne brud er uredelige eller kun nogle og i bekræftende fald hvilke. UVVU har aldrig taget stilling hertil. Loven opstiller 10 eksempler på alvorlige praksisbrud. De forudsætter alle, at forskeren har til hensigt at vildlede læseren med hensyn til værdien af det videnskabelige produkt eller med hensyn til forskerens egen indsats. De vigtigste eksempler på forsætlig uredelighed er datafabrikation, plagiat samt selektiv kassation af uønskede resultater. Uredelighed grundet grov uagtsomhed illustreres ikke.

UVVU har aldrig udtrykkeligt taget stilling til, om uredelighed i almindelighed forudsætter svigshensigt. Der gives tre mulige svar: ja, nej og ved ikke, og UVVU har gennem årene vekslet mellem alle tre uden at forklare hvorfor. Flere tidligere afgørelser fra UVVU’s hånd bygger på den korrekte tanke, at svaret er ja (fx 1993, sag nr. 5, 1995, sag nr. 3 og 2004, sag nr. 11 hvor forskere frifindes med begrundelsen, at de ikke har forsøgt at narre). Det nuværende UVVU mener derimod, at svaret er nej, jf. at Klarlund stemples som uredelig, selvom UVVU anerkender, at hun ikke havde til hensigt at narre læseren til at overvurdere artiklernes videnskabelige værdi.

Stemplingen af Klarlund bygger på ingenting

Som netop nævnt hævder UVVU ikke, at Klarlund udelod de omhandlede oplysninger i svigsøjemed. Udvalget hævder heller ikke, at udeladelsen i sig selv svækker værdien af de videnskabelige artikler. Det ville da også være et paradoksalt standpunkt, eftersom reparabiliteten i alle fem tilfælde betyder, at svækkelsen kun ville være midlertidig.

UVVU’s standpunkt er, at overtrædelser af ad hoc-princippet udløser uredelighed i fraværet af svigshensigt og videnskabelige skadevirkninger. Ad hoc-princippet er med andre ord en tom formalisme uden forankring i spørgsmålet om forskerens moral eller i ønsket om videnskabelige fremskridt.

At kalde princippet et halmstrå, som jeg har gjort, er i virkeligheden at give det for meget. At UVVU opfinder dette princip og anvender det mod Klarlund begrunder den forstemmende vurdering, at UVVU er ophørt med at være et værktøj i kampen mod videnskabelig uredelighed og i stedet er blevet til en del af problemet. Princippet er jo anvendt til skade for en internationalt anerkendt dansk forskers omdømme og karriere. Intet kunne være længere fra en opfyldelse af UVVU-lovgivningens erklærede formål, som er at styrke dansk forsknings troværdighed.

Hvad Klarlund angår, har jeg nævnt, at alle fem uredelighedsfund forudsætter ad hoc-princippet. Eftersom princippet er uden kontaktflade til videnskabelig metodologi eller internationalt anerkendte retningslinjer for videnskabelig redelighed bliver konklusionen, at alle fem uredelighedsfund hviler på ingenting.

uni-avis@adm.ku.dk