»Valget står ikke mellem Humboldt og humbug«

Er elite- og massebegrebet indbyrdes forenelige størrelser, eller er ideen om, at universiteterne kan rumme de bedste og de fleste på én og samme tid udtryk for simpel ønsketænkning?

Spørgsmål som disse blev flittigt diskuteret, da uddannelsesminister Morten Østergaard mødtes med en lang række prominente forskere og universitetsfolk til det årlige forskningspolitiske møde i Videnskabernes Selskab under temaet ’Faglig excellence ved masseuniversiteter’.

Uddannelsesminister Morten Østergaard lod dog ingen være i tvivl om regeringens grundholdning til spørgsmålet om de »25 % og universiteter på højeste niveau«, som titlen på hans oplæg lød:

Masseuniversitetet er en realitet

»Masseuniversiteterne er en realitet, og det er en god ting,« slog uddannelsesministeren fast allerede i første sætning.

Østergaard pointerede samtidig, at den eneste måde, vi kan være godt klædt på til fremtidens arbejdsmarked, går gennem mellemlange og lange uddannelser til størstedelen af befolkningen, og at det faktum, at stadigt flere får en universitetsuddannelse, ikke behøver at stå i vejen for fordybelse og et højt fagligt niveau på universiteterne.

En række redskaber skal i følge Østergaard være med til at sikre, at universiteterne er i stand til at bibeholde faglig integritet og forskning af høj international standard, samtidig med at opgaven om at uddanne et stigende antal studerende løftes.

Masse og elite på samme tid

Herunder nævnte han, at universiteterne i fremtiden er lovet treårige bevillinger, hvor de tidligere blev forhandlet fra år til år. Hertil kommer det øgede taxametertilskud og en generelt øget tillid til universitetsledelsen og de enkelte institutter fra regeringens side.

Udover at universiteterne får mere ro på, hvad angår økonomisk råderum, plæderede Østergaard også for en kulturændring på landets universiteter, som skal sikre, at universiteterne kan være en masse- og eliteinstitution på én og samme tid.

I den forbindelse fremhævede han nødvendigheden af at sætte fokus på pleje og udvikling af de bedste studerende gennem talentprogrammer og udmærkelser, højere studieintensitet for alle de studerende og et opgør med ordningen om, at de mest estimerede videnskabeligt ansatte kan ’frikøbes’ fra undervisningspligt, således at de studerende møder de dygtigste forskere fra første dag på studiet.

Universiteterne har et samfundsansvar

Spørgsmålet om elite og hvordan man bedst plejer den på trods af universiteternes øgede optag, var på alles læber og særligt Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet, harcelerede mod universiteternes manglende evne til at opdage og styrke eliten.

»Uddannelse er universiteternes fremmeste opgave, ikke forskning!«, tordnede han og uddelte ved samme lejlighed en sviende lussing til universitetsledelsen, som i følge ham kan bebrejdes for, at de danske studerendes arbejdsuge kun løber op i 27 timer i følge en nylig undersøgelse, og at vi generelt ikke præsterer bedre på uddannelsesområdet.

Besenbacher anlagde i det hele taget et meget forretningsorienteret blik på forskningspolitikken, som han mener bør være langt mere rettet i mod samfundets konkrete problemer, end tilfældet er det i dag.

»Forskere bør spørge sig selv, hvad de kan gøre for samfundet,« understregede han i bedste Kennedy-ånd, og skellet mellem strategisk forskning og grundforskning bør til dels viskes ud, således at universiteterne kan spille en større rolle i løsningen af verdens og Danmarks problemer. Heri består den faglige excellence, fastslog han.

Et spørgsmål om Humboldt eller humbug?

Dette fokus på forretning og målbare resultater mødte noget modstand blandt tilhørerne i salen, som gerne ville vide, hvordan man rent praktisk opretter elitespor og implementerer forretningsstrategier i universitært regi.

Anderledes indstillet var professor Niels Kærgaard, som i sit oplæg fokuserede på, at vi i for høj grad »akademiserer det praktiske« og udsteder kandidatbeviser til højre og venstre, hvormed han indirekte stillede spørgsmålstegn ved hele ideen om universitetet som masseinstitution.

Hvis man skulle tro langt størstedelen af de fremmødte talere, er forholdet mellem eliten og masserne på universiteterne altså ikke et enten-eller, men et både-og.

Den generelle holdning syntes dog at være, at sameksistensen mellem elite og masser på universiteterne forudsætter bedre rammebetingelser for universiteterne, en stærk talentpleje og højere studieintensitet samt flere krav på de enkelte uddannelser.

»Valget står ikke mellem Humboldt eller humbug«, som Morten Østergaard afslutningsvis pointerede.

uni-avis@adm.ku.dk