Vampyrhelt med blod på tand

Dark Shadows er Tim Burtons filmatisering af tv-serien af samme navn fra 1966-71. I filmens prolog er vi i slutningen af 1700-tallet, og den unge Barnabas Collins har verden for sine fødder i byen Collinsport, som er opkaldt efter hans egen familie. Barnabas er rig og en uforbederlig playboy. Men han begår den fatale fejl at forelske sig i skønheden Josette og knuse heksen Angeliques hjerte. Angelique forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende.

To århundreder senere befries Barnabas fra sin grav og vender tilbage til Collinsport, der er forfaldet, ligesom de dysfunktionelle rester af Collins-familien. Barnabas sætter sig for at genopbygge Collins-imperiet, men én person står i vejen: byens finansdronning, Angie, der til forveksling ligner en af Barnabas’ meget gamle bekendte.

Fra tv-serie til film

Det kræver en vis akklimatisering at gå fra biografmørkets mystiske eventyrunivers ud i solen på Vesterbro. Men her sidder vi altså, Brian Petersen og jeg, på en vejsidecafe omringet af hverdagens larm.

Petersen har beskæftiget sig med horror, gys og science fiction, og jeg vil gerne høre lidt om, hvordan Dark Shadows har klaret overgangen fra tv-serie til film.

»I forhold til serien har filmen naturligvis taget sig en del friheder. Et par figurer fra det enorme persongalleri er blevet slået sammen til én, og figurer der i serien var skurke er gjort til hjælpere. Men det er jo nødvendigt med den slags manøvrer, når man filmatiserer et så omfattende værk som Dark Shadows, og det er nemt at fortabe sig i detaljerne. Vi må nok hellere anskue filmen som et selvstændigt værk,« siger forskeren.

Men kan man overhovedet det, undres jeg, vil man ikke altid se en filmatisering i forhold til tv-serien, hvis man altså har set den? Det er der selvfølgelig en vis fare for, men nu er det nok de færreste, der har et forhold til en 40 år gammel kultserie, mener Petersen.

»Da tv-serien kom frem var den noget så utraditionelt som en gotisk soap opera – en evighedsføljeton med overnaturlige elementer, spøgelser, vampyrer og senere også sci-fi-elementer som tidsrejser og paralleluniverser. Sådan noget havde man ikke set før,« siger Petersen og tilføjer:

»Dark Shadows omfatter cirka 1.200 afsnit, og det er klart, at sådan et kæmpeværk giver en masse elementer at plukke fra og muligheder for ny kombinatorik. Det er interessant at se Burtons fortolkning af fænomenet.«

Den gode vampyr

Det er som om vampyr-temaet har fået en genopblomstring i disse tider, tænker jeg højt, set i lyset af den store succes for eksempel Twilight-serien høster. Petersen mener dog ikke, at det er noget tidstypisk ved fascinationen af vampyrer:

»Allerede i 1930’erne talte man om, at vampyrer var old hat. Det, man måske kan se som noget nyt, er, at vampyrerne er gået fra at være skurke, til at blive heltefigurer. Der er altså sket et skift i, hvordan vi portrætterer dem,« siger han.

Det er interessant, synes undertegnede, og jeg vil gerne vide hvorfor vampyrerne har gennemgået denne udvikling i populærkulturen.

»Rent dramatisk er det gode ved vampyrer, at de er tvetydige. På den ene side er de stærkt kontrollerede, charmerende og hypnotisk dragende, på den anden side nådesløse massemordere, når de er i deres drifters vold,« siger Brian Petersen.

Forskeren fortæller, at i gamle dage, hvor censuren ikke tillod andet, var vampyrfilm ofte metaforiske beholdere for skildringer af seksualitet. Det endte med, at vampyren blev trængt op i en krog og fik en pæl drevet igennem hjertet. Sådanne historier ser man ikke mange af længere, vurderer Petersen.

»I dag er vampyrerne blevet mere menneskelige. Kampen mellem godt og ondt er i højere grad blevet til en indre kamp i vampyren selv. Han har stadig noget uberegneligt i sig – noget, han kæmper med og ikke selv er herre over. Som her, hvor Barnabas er blevet underkastet en forbandelse og meningen er, at vi skal identificere os med ham, selvom han slår flere uskyldige ihjel,« siger han.

Superhelte-action erstatter gotisk mystik

Men væk fra vampyrer som fænomen og tilbage til Dark Shadows som et filmatiseret værk. Den største forskel mellem tv- og filmudgaven er tonen, mener Petersen.

»Burtons film er først og fremmest en komedie. Der er mere Addams Family-ironi over filmen end uhygge, melodrama og spænding à la den originale Dark Shadows eller tidligere Burton-film som Edward Saksehånd og Sleepy Hollow. Og så har man lånt fra den i øjeblikket så populære superheltegenre ved at indlægge nogle store action-scener mellem Barnabas og skurkinden Angelique, som her ikke alene er heks, men også har superkræfter.«

Og for Petersen er det i sidste ende denne markante forskel, der står stærkest tilbage. Ikke fordi filmatiseringen ikke er velskrevet, vittig og underholdende – for det er den – men fordi Burton svigter den gotiske horrorgenre.

»De flotte og stemningsfulde billeder af Collinswood og Collinsport by night bliver udelukkende brugt som staffage for en campet sitcom-superhelte-kærligheds-blockbuster om hippier, vampyrer og familiefejde i en fiskerby,« siger Petersen, mens han bemærker det ironiske i, at det åbenbart har været nødvendigt at fravige udgangspunktet så meget som det er tilfældet, for at realisere en hyldest til en tv-serie, der godt var klar over, at less is more.

I Dark Shadows er fortidens ugerninger Barnabas drivkraft, hans kamp for at overvinde det onde både i sig selv og i heksen Angelique, byder på skarpe one-liners og morsomme scener, men de kan altså bedst nydes om man ser filmen som en selvstændig Blockbuster-bokser og ikke som genspejling af den amerikanske kult-tv-serie.

line.hjorth@adm.ku.dk