Vartovkollegiet: »Nogle gange kan det godt føles som et kollektiv i stedet for et kollegie«

Når man går igennem turistmylderet på Rådhuspladsen og op mod Regnbuepladsen, begynder det langsomt at tynde ud i menneskemængden. På hjørnet af Farvergade fanges blikket af en rødlig murstensbygning med bombastiske guldbogstaver på fronten, der danner ordet ‘VARTOV’ over porten. Derinde ligger et kollegie. Ikke et stort kollegie, selv om bygningen fylder sit, men et lille åndehul for fjorten studerende på forskellige studieretninger og universiteter.

Herinde hører man ikke larmen fra byen omkring, men derimod en lav klirren af kaffekopper, der tages ud af skuffer i køkkenet og en latter hist og her fra kollegianere, der sidder i et tilstødende rum og slapper af.

»Vi holdt engang en fest, hvor nogen skrev i vores gæstebog: ‘Tak for festen. Den var rigtig fed. Vi ses, privilegerede røvhuller!’ Jeg tror, de tænkte, at vi fandeme har det godt her på Vartov. At vi bor lækkert og har et godt fællesskab. Vi skal føle os heldige,« siger Andreas Villadsen, der til dagligt læser datalogi på Københavns Universitet. Han har boet på kollegiet i lidt over fire år, og er således den kollegianer, der har boet her længst ud af de tre, der byder Uniavisen velkommen i opholdsstuen med dampende varm kaffe.

Traditioner at mødes om

»Kollegiet er stiftet af Grundtvigsk Forum, som også ligger her i Vartovbygningen, efter anden verdenskrig. Det er ikke lige så gammelt som mange af de andre kollegier, der ligger her i indre by,« forklarer Andreas Villadsen.

Selv om Vartov er nogle hundrede år yngre end sine kollegienaboer, har stedet alligevel fasttømrede traditioner. Kollegieklassikeren ‘madklub’ bliver eksempelvis afholdt alle hverdage, og beboerne skiftes til at stå for madlavningen.

»Det er både hyggeligt og praktisk, for vi har et virkelig lille køkken, som alle deler, og man må møve sig rundt om hinanden. Derfor er det fedt, når en person står for maden,« siger Signe Ulvsgaard Sørensen og griner. Hun er nyindflyttet på kollegiet og læser filosofi på Københavns Universitet.

»Alle traditioner har en fast plads i kalenderen, så folk kan sætte tid af til det. Ud over madklubberne afholder vi en årlig sommerhustur, en julefrokost og vennefester for blot at nævne nogle,« siger Sara Baun Schmidt. Hun er Vartovs ‘Inspector Collegii’ – en beboer der fungerer som forperson for stedet.

Sara Baun Schmidt er også den repræsentant fra kollegiet, der sidder med ved samtalerne, når der skal findes nye beboere.

»Når vi skal finde en ny beboer, går vi meget op i, at vedkommende skal have lyst til at deltage i fællesskabet og de sociale aktiviteter,« siger hun og fortsætter: »Vi bor jo kun fjorten mennesker på kollegiet, så nogle gange kan det godt føles som et kollektiv i stedet for et kollegie.«

Ingen må kende hinanden på forhånd

De tre kollegianere kommer fra tre vidt forskellige uddannelser og bliver hurtigt enige om, at forskellighed er en af styrkerne ved kollegiet.

»Vi prøver at sørge for, at dem der flytter ind, ikke kender nogen af dem, som bor her i forvejen,« siger Sara Baun Schmidt, der hurtigt suppleres af Andreas Villadsen:

»Det gør jo også, at vi ikke har nogen prædefinerede kliker her. Der er nærmest aldrig to beboere, som læser det samme.«

Signe Ulvsgaard Sørensen forklarer, at hun havde forventet, at der ville være mange humanister blandt kollegianerne, eftersom Vartov og Grundtvig er tæt forbundne. Grundtvig var præst i Vartov Kirke indtil sin død i 1872, og i kollegiets begyndelse boede der kun teologer på stedet.

»Men man behøver altså hverken være kristen eller have gået på højskole for at blive optaget,« siger Signe Ulvsgaard Sørensen.

»De eneste faste regler er, at her skal bo syv kvinder og syv mænd. Man skal have læst i et år, være fyldt 21 og have mindst to år tilbage af studierne,« afslutter Sara Baun Schmidt.