Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Vedtaget - studerende overtager nedslidt plejehjem

LEDIG PLADS - Borgerrepræsentationen i København har enstemmigt besluttet at forvandle Danmarks største plejehjem Sølund til midlertidigt ungdomshybel. Der er dog den hage, at andre end studerende også kan flytte ind.

Uniavisen fortalte den 22. august, at Borgerrepræsentationen skulle til at behandle et forslag om at lave det tomme plejecenter Sølund midt i København om til studieboliger.

LÆS OGSÅ: Til kamp mod boligmangel – plejehjem bliver til studiebolig

Forslaget blev vedtaget med bred opbakning på Københavns Rådhus. Dermed etableres der snart flere end 200 billige lejeboliger lige ved søerne.

»Om tre ugers tid kan de første skrive sig op til en bolig, og om tre måneder forventer vi at kunne overdrage nøglerne til de boligsøgende,« siger Ninna Thomsen (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i København.

Hun stod bag forslaget om ungdomsboliger i plejehjemmet. I forvejen har kommunen lejet 300 hidtidige ældreboliger ud til unge, 1.000 planlægges at følge efter.

Smuldrende faldstammer

»Det er svært at være bekendt at lade Sølund stå tomt, når der er boligmangel,« siger Ninna Thomsen, som forklarer venteperioden på tre måneder med, at det store, nedslidte plejecenter skal igennem et bygningstjek, så der er styr på brandveje og andre basale indretningsmæssige fornødenheder.

Det er tilsyneladende nødvendigt med et groveftersyn. Selv om den dyre beliggenhed ved Sortedam Dossering blandt springende bomuldshunde og 45-årige karrieremødre med løbeklapvogne og hvid te i flasken kunne antyde noget andet, skal de kommende beboere i plejecentret ikke forvente luksus.

Kristeligt Dagblad skrev om Sølund sidste år, at el-installationerne er »forældede, faldstammer smuldrer, og værelser og badeværelser er så små, at de ansatte ikke [kunne] hjælpe beboerne uden at overtræde egne arbejdsmiljøbestemmelser.« Der er en årsag til, at stedet skal rives ned om tre år.

Andre end studerende må også flytte ind

Selv om hensigten med at åbne Sølund for udlejning er et forsøg på midlertidigt at bekæmpe den bolignød, der igen i år plager Københavns studerende, kan politikerne ikke give de unge førsteret til de tomme værelser.

Formelt er det boligselskabet KAB, som administrerer godt 50.000 lejemål i hovedstadsområdet, der står for udlejningen af de gule bygninger. Og KAB kan ikke afvise boligtrængende i døren, fordi de ikke er del af politikernes målgruppe.

Til gengæld, fortæller borgmester Ninna Thomsen, vil kommunen vil sørge for at gøre så mange unge som muligt opmærksom på muligheden for at leje et værelse i Sølund. Hendes forventning er også, at de slidte værelser på typisk ret få kvadratmeter naturligt vil appellere mest til de unge, som kommunen gerne vil hjælpe.

Sølund bliver bolig for, forventet, 240 mennesker, og huslejen kommer til at ligge omkring 3.500 kroner om måneden.

chz@adm.ku.dk

Seneste