Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vejen til et universitet i verdensklasse

Studenter kommentar — Studenterrådet siger velkommen til KU´s nye rektor.

OM GANSKE FÅ UGER sker der ændringer i rektoratet, når Ralf Hemmingsen takker af efter mere end 11 år på posten som rektor. Ind kommer en ny, Henrik Wegener, som nu skal fylde rektorkåben ud. På vegne af de studerende vil vi gerne byde velkommen på et universitet med stolte traditioner, et universitet i konstant bevægelse.

Københavns Universitet er proppet til randen med studerende og undervisere, som alle brænder for deres fag. Overalt bliver der hver dag i fagmiljøerne arbejdet for at vi kan nærme os et universitet i verdensklasse. Det kan lyde højtflyvende, så hvad betyder det? Her er en kort rundtur i det universitet i verdensklasse, Studenterrådet drømmer om.

VI DRØMMER OM ET UNIVERSITET, som vi former og forandrer sammen, og hvor den enkelte studerende føler sig hørt og inddraget. Der er en bred vifte af kurser, så vi har de bedste rammer for at finde ud af, hvor vores interesser ligger og kan blive eksperter i lige præcis dét område. Grundlaget for det er hyppige møder med undervisere, vejledning og løbende feedback.

På et universitet i verdensklasse er de studerende ikke stressede, de tør tage chancer og tage deres læring rundt om et ukendt hjørne og se, hvad de kan finde. De studerende behøver ikke købe sig til eksamenshjælp, fordi de gennem deres fag føler sig klædt på til at omsætte deres viden i praksis. Eksamen handler ikke blot om at lære pensum udenad og få et 12-tal; den understøtter læringen og giver de studerende rum til at forholde sig kritisk til, hvad de har lært.

Velkommen til vores nye rektor. Vi glæder os til at vise dig, hvad vi kan, og hvor meget vi kan rykke.

PÅ DETTE UNIVERSITET føler de studerende sig ikke ensomme, for de er omgivet af et levende og stærkt fagmiljø, som suger dem ind og hjælper dem afsted på den dannelsesrejse, det er at være studerende. De studerende møder undervisere, som elsker deres fag og at undervise, og som lader de studerende være med til at udvikle og skabe ny viden. Når viden bliver skabt i samspil mellem undervisere og studerende, lærer vi at være kritiske over for vores faglighed, vi tør stille spørgsmål og være nysgerrige på, hvordan det hele hænger sammen.

PÅ ET UNIVERSITET I VERDENSKLASSE er der mentorordninger, hvor studerende og undervisere i tæt dialog dykker ned i uudforskede nicher af deres faglighed. Sådan får de studerende endnu bedre tillid til egen faglighed, og underviserne får en samtalepartner, som brænder lige så meget for faget som de selv.

På et universitet i verdensklasse er der råd til forskning, som tør gå nye veje. Både hvis det kan ske i samarbejde med interessante partnere udefra, og når det kan skabe ny og vigtig viden for vores samfund. Uddannelse handler ikke kun om afkast og viden som penge, det handler også om at stille spørgsmålstegn til vores samfund og hele verden omkring os.

MEDBESTEMMELSE GÅR hele vejen gennem universitetet. Forandringer kommer fra hverdagens eksperter – studerende og undervisere i samspil. På et universitet i verdensklasse er der kort fra tanke til handling, og når der kommer gode ideer, der kan gøre os alle sammen bedre, så bliver de implementeret med hjælp fra en administration med overskud.

Alt dette og meget mere drømmer vi om. Vi ikke bare drømmer om det, vi arbejder for det.

Kære Henrik, vi er studerende, indvalgte, fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd, som alle sammen byder dig velkommen på holdet. Vi glæder os til at vise dig, hvad vi kan, og hvor meget vi kan rykke. Vi glæder os til, at du kan arbejde med os, så vi sammen kan få vores universitet i verdensklasse.

Seneste