Vejret på hjernen

Torsdag den 10. september 2009: Vi er til pressemøde, fordi fem udenrigsministre pludselig er dukket op på Københavns Universitet. På Universitetsavisens blok står der:

»Per Stig Møller, er du enig med din partiformand i, at militant islamisme er en større trussel end klimaforandringer?«

Men Universitetsavisen har fået klima på hjernen, for miljøet er vigtigt, og den konservative formand Lene Espersens islam på hjernen må vente til en anden gang.

Desuden var det jo ikke Per Stig Møller, der udtalte sig, og desuden er udsagnet alligevel så … årh, vi har ikke tid til at blamere Per Stig Møller, når nu klimaet er så vigtigt.

D for Miliband, David Miliband

Så spørgsmålet bliver sendt af sted til den britiske udenrigsminister David Miliband.

»Er du, er politikere i det hele taget, blevet bedre til at lytte til videnskaben«?

Vi spørger, fordi den britiske regerings egen klimadiplomat John Ashton her i København på Københavns Universitets klimakongres i marts, netop pointerede at politikere typisk betragter videnskabsfolk som lobbyister. Altså sælgere på linje med alle de andre budskabstaskenspillere, der tilstopper deres forkontorer med politiske salgsnumre.

»Jeg er i hvert fald ikke selv blevet bedre til videnskab,« siger David Miliband. »Jeg fik et D i skolen. Men når det er sagt, så er det selvfølgelig vigtigt, at alle vores beslutninger om klimaet er funderet i videnskaben.«

På dette punkt går det bedre, mener den britiske udenrigsminister. Det politiske system har opfanget advarslerne fra klimaforskerne. Det er nu, de forsøger at reagere på dem.

Men anden gang

Ved siden af sidder Sune, Deres anden udsendte reporter. Han fanger Per Stig Møllers blik. »Ja!« opfordrer Møller.

Øverst på Sunes blok står der:

»Er du enig med din partiformand i, at militant islamisk fundamentalisme er et større problem end den potentielle klimakatastrofe?«

Okay, når vi ligefrem får to chancer …

Sunes spørgsmål kommer i fjernsynet om aftenen. Han siger:

»Forskere har en tendens til at udtrykke sig som politikere – det vil sige mudret. Føler I, som politikere, at forskerne kommunikerer konkret og håndgribeligt?«

Det synes Per Stig Møller nu nok, forskerne gør. De skal bare ikke begynde at ændre videnskabelige målsætninger, når først politikerne har accepteret, hvad det er, de skal forsøge at opnå.

Det sagde Per Stig Møllers forhenværende chef, eks-statsminister Anders Fogh Rasmussen, i øvrigt også i marts, et par dage før han forlod politik.

Ingen ledere

Dagens hårde spørgsmål lader vente på sig. Det falder først, da pressen har fået sit, og folket skal med til debat. I Festsalen endda, hvor ’Final Countdown’ blæser skingert, mens ministrene værdigt træder ind.

Musikken, denne udstødning fra firserne, toner efterhånden ud i en gurglende tappingsolo, som fortsætter en stund, indtil nogen barmhjertigt trækker stikket ud. Et suk fra salen.

Og nu snakker ministrene. De bakker hinanden op. De joker. Folk ler. Og ministrene ser smilene i salen og bliver alvorlige. Folk bliver kede af at have leet, de lytter, fremme i sæderne. Budskabet er tungt, sætningerne smukt formuleret. Den nødvendige klimaaftale i København til vinter er i fare!

Tid til at udvise lederskab

Katherine Richardson er, foruden prodekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet, hovedkraft bag den videnskabelige del af KU’s klimasatsning i 2009. Hun har været ansvarlig for den synteserapport, der rummer de senest opdaterede indsigter fra klimaforskningen. En slags appendiks til FN’s klimarapport fra 2005, som vil blive distribueret til samtlige deltagere ved COP15, klimatopmødet i København til december.

»I mit naive verdensbillede,« siger Richardson til politikerne, »er det her et godt tidspunkt at udvise lederskab om klimaet på.«

Men hvis det nu er tidspunktet for lederskab, fortsætter hun, »hvorfor har ingen europæisk topleder så gjort klimaet til sin hovedsag?«

Hårde ord. Flere af ministrene havde måske endda fået den tanke, at de selv var en slags topledere, eller i hvert fald topmellemledere.

Sårede mellemledere

Alexander Stubb, den finske udenrigsminister, er såret over Richardsons efterlysning af politisk lederskab.

»EU har udvist stort lederskab; institutionelt, men ikke i personform. Og USA, som har en fantastisk leder i Barack Obama, har stadig til gode at udvise lederskab, så nogle gange er institutionelt lederskab måske det bedste.«

Også Per Stig Møller afskyder en defensiv bredside:

»Mrs. Richardson efterlyser en stærk mand eller kvinde. Vi bygger stærke institutioner, det synes jeg er mere sindsligevægtigt.«

Det er kompliceret stof, forklarer den danske udenrigsminister, som jo altså, forestiller man sig, dagligt må slås for at overbevise sin egen partiformand om at tage sagen alvorligt. Det er den britiske udenrigsminister David Miliband, der kommer til at formulere det pæneste svar til Katherine Richardsons kritik.

»Jeg beklager, hvis nogen fik det indtryk at vi er her i dag med opmuntrende ord,« siger han.
»Vi er her for at slå på alarmklokken. Vi gentager vores mål indtil kvalmegrænsen. Alle partilederne har været enige, kedsommeligt enige, men vi må forvandle enigheden til pres. Vi skal have finansieringen på plads. EU skal finde ud af det her i oktober og tage det med til forhandlingsbordet i december. Det er 11. time.«

Good stuff. Det lyder lederagtigt.

Hvilket lederskab?

Men Greenpeace forlanger mere end velturnerede sætninger. I salen befinder sig en repræsentant for miljøorganisationen:

»Hvis EU har udvist lederskab, så er det gået hen over hovedet på mig,« siger hun. »Selv hvis EU leverer 30 procent, så vil vi stadig have problemer. Hvor er lederskabet i det?«

Målene er utilstrækkelige, mener Greenpeace. »Hvem ringer alarmen for? Er det endelig nu, I vil vække EU?«

»Vis mig en blok af 27 andre lande, der har gjort mere,« svarer finske Alexander Stubb. I salen begynder folk at tælle, men det er svært. Hvor mange lande er med i Mercosur, for eksempel?

NGO for atomkraft og strålende trøjer

De hårde spørgsmål regner nu, efter at den venligtsindede presse har pakket sammen. En pensioneret atomfysiker i salen spørger, om ministrene vil arbejde for at få atomkraft behandlet på lige fod med andre CO2-venlige teknologier. Spørgsmålet er rettet til Per Stig Møller.

»I know your question, you know my answer,« siger Per Stig Møller. Vi andre må gætte. Det er den slags korte svar, der gør det muligt for debatten at komme rundt om overraskende mange emner.

Salens militæranalytikere vil vide mere om den isfri nordpol og sikkerhedsproblemerne i at droppe Suez-kanalen som handelsvej. Det er der også megaproblemer i; hvem skulle have tænkt det?

Der bliver endda tid til at prorektor og debatstyrer Lykke Friis kan uddele et gult kort til den franske udenrigsminister for et stærkt ævlende svar om atomkraft i Frankrig. Og, da sluttidspunktet er i sigte, til en slags opsummering fra svenske Carl Bildt, som også er formand for EU i øjeblikket.

»We can handle things,« siger Bildt fast. Han er bekymret for den del af planeten, der ligger rundt om EU.
Ministrene kom. Og de er klar til at indtage førertrøjen. Og trøjer får de fra Lykke Friis’ T-shirtkanon – danske cykeltrøjer i støjende Dannebrogsfarver.

»Baby, you can drive my car!« råber prorektor som en slags konklusion på mødet. En el-bil, tænker man, forhåbningsfuldt. Og derpå lukker Beatles festen. Det udenrigsministerielle roadshow fortsætter i en anden by, i et nyt land.

Og spørgsmålet er, om nogen dér har hørt om Lene Espersen og truslen fra islam.

chz@adm.ku.dk