Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Verdensberømt professor gæsteforelæser om globale babyer og cancer

CELEBERT BESØG - Aihwa Ong, internationalt anerkendt forsker ved Berkeley Universitet, holder to forelæsninger på KU i den første uge af maj.

Globale babyer og cancer er temaerne, når den kinesisk/malaysiske/amerikanske professor Aihwa Ong forelæser på Københavns Universitet den 5. og 6. maj.

Det er et led i det tværfakultære initiativ Gender and Body Dynamics.

Den røde tråd i Aihwa Ongs forskning er spørgsmålet om globalisering og globaliseringens effekter.

Er verden er ved at udvikle sig til en samlet global økonomi, er vi på vej ind i et postnationalt årtusinde?

‘Fuzzy’ babyer

Hendes forelæsninger demonstrerer, at dette ikke er tilfældet, og at der snarere er tale om myriader af uafsluttede ‘globale’ projekter, som angår både Asien og Vesten.

I forelæsningen den 6. maj ser hun babyer, som ‘fuzzy’ objects, som er dukket op i nye kontekster i feltet mellem biomedicinske teknologier og nye interaktive forståelser af (med)borgerskab.

Disse hybride babyer krydser kendte grænser for fx nationalitet, natur og kultur, biologisk og socialt slægtskab.

Cancer i Asien

I den anden forelæsning den 5. maj fokuserer Aihwa Ong på de modsætningsfyldte effekter af cancerforskningen i relation til køn og krop.

Hun har i særlig grad beskæftiget sig med denne udvikling fra et asiatisk perspektiv, hvor der i forlængelse af den globale konkurrence og i forhold til biosikkerhed er blevet investeret massivt.

En udvikling, som udfordrer vestlige horisonter og som gør asiatiske videnskabs- og samfundsmodeller til potentielle idealer for det 21. århundrede.

Hendes ærinde er dog på ingen måde en fejring af den nye asiatiske elite.

Ong er skeptisk over for store forklaringer og top-down perspektiver, som taber mange væsentlige facetter af aktuelle udviklinger.

clba@adm.ku.dk

Seneste