Verdensbyen

Gråhårede Nicholas har intet studiekort. Egentlig skal han vise sådan et for at kunne købe frokost i Universitetsbyens kantine, men det er længe siden man holdt op med at tjekke gæsterne. Der er simpelthen for mange af dem.

Nicholas bærer sin bakke hen til et langt bord hvor musikken fra en udendørs terrasse blander sig med de mange sprog i spisesalen. Han er hjemløs og kommer hver dag forbi Universitetsbyens kantine for at spise Paris’ billigste frokost til 1.80 Euro.

»Og for at se på folk,« forklarer han. »Der kommer altid nye mennesker herud, og så kan man gætte på hvilke lande de kommer fra.« Nicholas smiler og rækker ud efter kniv og gaffel. Ser sig omkring. »Det er slet ikke så svært som man skulle tro.«

Cité Universitaire er en lang slange af en park med asfalterede boulevarder, trimmede platantræer og små, krydsende grusstier. Den strækker sig 34 flade hektar langs den sydlige del af Perifiriquen, Paris’ ringvej.

Det tager en god halv time at krydse Universitetsbyen, og efterhånden som man passerer de forskellige kollegier – Det Cubanske Hus, Det Cambodianske, Det Græske og Det Danske Hus – begynder man at forstå hvorfor Cité Universitaire er så meget mere end en stor park med en stribe kollegier.

Hvorfor byen er beskrevet i så meget litteratur, fremhævet af historikere. Hvorfor den er den eneste af sin slags i verden.

For egen regning
Først og fremmest er den selvfølgelig bare stor. Cité Universitaire har sin egen metrostation, sit eget atletikstadion og teater.

I en by med omkring 11 millioner indbyggere fylder den grønne slange godt i turistkortets nederste halvdel, og der er masser af plads til de 40 kollegiehuse der igennem årene er drysset med løs hånd rundt på området.

Men det virkeligt unikke ved Universitetsbyen i Paris er nu ikke størrelsen, men netop dens bygninger. De enkelte lande har selv opført husene, og de bliver stadig finansieret og administreret hjemmefra.

Det franske kollegieprojekt begyndte tilbage i 1920’erne, og husene er blevet synligt mærket af hjemlandenes politiske udvikling siden dengang.

Her i parken kan man så slentre rundt blandt monumenter over de enkelte landes trængsler og succeser. Komplet med skudhuller i murene og forladte balsale. I stål, glas og mursten fortæller kollegiehusene alle en historie om de lande der opførte dem.

Cubanske slyngplanter
Det Cubanske Hus rejser sig i prangende plantageejer-stil mange meter over træerne der flankerer dets indgang.

Med vældige søjler og indskriptioner i stenvæggene udenfor og lysekronede balsale en suite indenfor, er bygningen måske den mest overvældende i hele parken.

Også selv om den langsomt, men sikkert, forfalder. Siden Fidel Castro kom til magten hjemme i Cuba i 1958, har der nemlig ikke været cubanske studerende i det cubanske hus.

Balsalenes glasdøre har været låst af, og murernes slyngplanter fået frit løb. Efter den cubanske revolution skulle huset ikke længere have noget at gøre med de andre huse i parken, og ligesom ude i den rigtige verden, på den anden side af ringvejen og Atlanten, blev huset forladt og senere isoleret.

Det kan synes trist at så overdådigt et bygningsværk kan få lov til at stå og smuldre bort, men den cubanske historie er langt fra den mest dramatiske Universitetsbyens huse har at fortælle.

Borgerkrig i kollegierne
Fra cafeteriets udendørs terrasse kan man skimte Det Cambodianske Hus for enden af en lang, flad græsplæne. Det er endnu større end det cubanske, bygget i 1950 efter hjemligt buddhistisk forbillede, komplet med små spir og kindbuttede buddhaer på den brede facade.

Som i de andre større kollegiehuse bliver man mødt af to sikkerhedsvagter bag en skudsikker glasrude efter man er blevet bippet indenfor i lobbyen. Men sikkerhedsforanstaltningerne har ikke noget med husets blodige historie at gøre, forsikrer den ene vagt.

Det bliver man simpelthen nødt til at have, med de gæster der nogle gange dukker op i Universitetsbyen.
»Det er jo ikke det bedste nabolag, det her,« siger han og slår ud med hånden i retning af den brummende ringvej og skoven af triste betonboliger der vokser videre mod syd på den anden side.

Men han vil ikke tale om dengang i 1973 da urolighederne i Cambodia gav genlyd i den franske hovedstad.

»Det er så længe siden nu, og huset er jo nærmest lige blevet helt renoveret,« siger han.

Det Cambodianske Hus blev lukket i januar 1973 efter heftige skudvekslinger mellem forskellige politiske fraktioner.

Flere studerende blev slået ihjel i Universitetsbyen, og de overlevende forskansede sig mens det franske politi over flere dage kæmpede for at kontrollere situationen.

Da de sidste bevæbnede studenter endelig var uskadeliggjort, skyndte de franske myndigheder sig at lukke huset, og det forblev ubeboet helt frem til 2001 hvor den cambodianske kongefamilie efter 28 år tillod at genåbne stedet.

Også i Det Spanske Kollegie der ligger skulder om skulder med de svenske og danske huse, tog de studerende krigen med til Paris under Den Spanske Borgerkrig. En række skudhuller i Det Spanske Hus’ facade vidner om landets voldsomme historie.

En verden til forskel
Men det er ikke kun skyderier og lukkede skodder der fortæller om landet bag kollegiet. Tag Det Danske Hus. Det putter sig for enden af en blind vej i parkens hjørne der ofte bruges til jazzkoncerter.

Ligesom Det Svenske og Det Norske Hus er det en simpel, velholdt murstensbygning uden fancy udsmykning eller prangende våbenskjolde. Men huset fungerer bare. Tingene er sat i system. Receptionisten er hjælpsom, værelserne er indrettet med danske møbelklassikere og bliver nærmest konstant skuret og skrubbet igennem af syngende franske rengøringskoner der dufter af klor.

Overfor Det Danske Hus – tyve meter og en verden til forskel – ligger Det Indiske. Her skaller malingen af facaden, altanernes gelændere ruster, og det flade tag er et virvar af bulede rør og fjernsynsantenner.

Eller tag det overgroede græske hus i den anden ende af Universitetsbyen hvor husets vedligeholdelse, ligesom hjemlandets økonomi, også halter langt bagefter de andre EU-landes.

Cité Universitaire samler ikke bare tusindvis af studerende fra hele verden. Den tilbyder også et unikt indblik i det forrige århundredes politiske historie. Fra skudhullerne i Det Spanske Hus til den kølige, skandinaviske funktionalisme.

Tilbage i spisesalen er Nicholas halvejs igennem sin steak med pommes frites. Han drikker cola og gemmer frugtsalaten til sidst. Restauranten serverer alle dage morgenmad, frokost og middag for de omkring 5500 internationale studerende der er plads til i Universitetsbyen.

Og for Nicholas, selvfølgelig, der altid har været glad for maden herude.
»Pomfritterne er sprøde, og min bøf er stegt perfekt senion (medium red.),« anmelder han smaskende.

En rigtig franskmand ved et bord med studerende fra hele verden. Det er slet ikke så svært at gætte hvor de kommer fra.

Markus Bernsen er studerende ved Danmarks Journalisthøjskole.