Jeg har mailet med professor Ole Wæver i næsten fire måneder. Frem og tilbage. Ventet på, at han var klar til at snakke.

Om hans teori, og hvorvidt den er racistisk, sådan som to forskere påstår i en videnskabelig artikel i det anerkendte tidsskrift Security Dialogue, der er set eller downloadet mere end to tusind gange på et halvt år.

De to forskere kalder det en ‘udgravning’, og påstanden er, at hele Wævers teori er designet til at understøtte hvidt overherredømme og racisme. Det er uvant for den venstreorienterede fredsforsker sådan at have fået udskrevet en regulær dødsdom over sit livsværk.

Siden august har Ole Wæver forsøgt at svare igen på kritikken, der sigter efter at sende hans teori ud på den historiske mødding sammen med frenologien og, som der også aktuelt rejses krav om, forskningen i olieudvinding.

Det er en proces, som han beskriver som »dybt ubehagelig«, præget af mistro og mangel på forståelse fra tidsskriftet, som ikke har givet Ole Wæver og hans kolleger lov til at forsvare sig i et længere genmæle.

»Personligt har det virkelig været et lavpunkt,« siger han.

»Jeg har aldrig haft det så dårligt med mit job, med min karriere og med mit liv som akademiker. Jeg har virkelig aldrig følt mig så fremmedgjort. Hvad fanden laver jeg her? Hvorfor har jeg brugt mit liv på det her?«

»Jeg har aldrig set en artikel, som ramte så meget ved siden af skiven«

Det er ikke urimeligt at kalde Ole Wæver stjerneforsker. Han er professor på Institut for Statskundskab, og han har – som i sin tid Niels Bohr – fået en teori opkaldt efter sin universitetsby. Københavnerskolen er på pensum for samfundsfaglige studerende verden over.

Wæver er ophavsmand til begrebet sikkerhedsliggørelse, der beskriver, hvordan politiske aktører kan gøre ethvert emne til et spørgsmål om liv eller død, krig eller fred. Det kan være, at en regering gerne vil gøre flygtninge til et sikkerhedsanliggende og derfor forsikrer vælgerne om, at de nødt til at indføre grænsekontrol, hårdere straffe og andre metoder, som før er blevet set som inhumane eller udemokratiske. De sikkerhedsliggør emnet. Aktuelt foregår der i det meste af verden sikkerhedsliggørelse, når politikerne reagerer på spredningen af coronavirus.

Københavnerskolens teori er altså tænkt som et kritisk redskab i forsøget på at kigge magthaverne efter i sømmene og medvirke til at gøre verden til et fredeligere sted.

Men sådan fremstiller de to forskere, lektor Alison Howell fra Rutgers University i USA og adjunkt Melanie Richter-Montpetit fra University of Sussex i Storbritannien langt fra sagen. I deres artikel argumenterer de for, at racisme er så ‘bagt ind’ i Wævers teori, at den aldrig bør bruges igen. At teorien er anti-black, bevidst opretholder et hvidt, voldeligt regime og er designet til at understøtte white supremacy, altså hvidt overherredømme.

Dén havde Ole Wæver ikke lige set komme. Han var på vej til Australien, da artiklen dukkede op på Twitter. Han havde travlt med at pakke sit hus ned og var tæt på bare at retweete og skrive »lyder interessant«, fortæller han.

Det var først langt senere, da han var landet i Sydney, at han fik læst, hvad kritikken gik ud på. Og selv om Ole Wæver er vant til diskussioner, var han chokeret, siger han:

»Jeg var rystet over aggressiviteten i det; at kritikken var så bombastisk og vidtgående,« siger han.

»Og så ringe håndværk. Jeg har aldrig set en artikel, som ramte så meget ved siden af skiven. Og jeg har set mange mærkelige ting i årenes løb. Det tog mig uger at læse den, fordi det simpelthen var så smertefuldt.«

En videnskabelig beef

Det bliver lidt langhåret at redegøre for den beef mellem forskere, som Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit har igangsat. De to bruger jargon fra den akademiske venstrefløj som ’civilisationisme’, ’metodologisk hvidhed’ og ’anti-sort tankegang’.

Det er altså de ord, der er på spil. Og de er dyre, hvis man skal prøve at forstå, hvorfor Ole Wæver er så frustreret. Han sukker mellem sætningerne. Holder pauser. Tænker over, hvordan han nu kan formulere det rigtigt. Følelser og faglighed i en pærevælling.

De to forskere, Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit finder Wæver skyldig i tre ting, der gør hans teori racistisk:

Det første anklagepunkt er civilisationalisme. Det skriver de, at Københavnerskolen bærer præg af, fordi den skelner mellem en ‘god’ normal politik – som man angiveligt typisk finder i Vesten – og så en ‘dårlig’ og sikkerhedsliggjort politik, som er særligt udbredt i udviklingslande. Dermed kommer Wæver til at legitimere kolonisering, skriver Howell og Richter-Montpetit.

Det andet anklagepunkt er den metodologiske hvidhed, som Københavnerskolen ifølge Howell og Richter-Montpetit er farvet af. Argumentet er her, at teoriens metode gør den unyttig til at forholde sig til racemæssige spørgsmål. Det skyldes blandt andet dens fokus på bestemte talehandlinger, altså idéen om, at visse udsagn har karakter af handlinger med reelle konsekvenser, og her er teorien, lyder kritikken, blind for alt andet end ’hvide’ stemmer. På den måde undskylder og forstærker teorien et hvidt og racistisk status quo, skriver Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit.

Endelig indeholder Wævers teori en anti-sort tankegang og racisme, lyder kritikken. Det gør den, fordi hans tekster især nævner afrikanske eksempler på meget fragmenterede borgerkrige, og fordi teorien behandler Afrika som én samlet enhed, hvor størstedelen af politikken er sikkerhedsliggjort. På den måde kommer Afrika til at fremstå som en trussel mod Europa; som en slags »opdateret hvid mands byrde«, skriver Howell og Richter-Montpetit.

Citatfusk og uredelighed

Ole Wæver erklærer sig, som det fremgår, lodret uenig. Han kan godt se, at man kan finde et par problematiske citater i hans efterhånden store bagkatalog, der går tilbage til midten af 80’erne. Nogle sætninger om Afrikas såkaldte ‘failed states’, som han »måske ikke ville skrive sådan i dag«.

»Vi har været en del af et mønster, som har talt om Afrika på en problematisk måde. Det har bare ikke noget med teorien som sådan at gøre,« siger han.

Men mange af de andre anklager er helt uden belæg og »forudsætter, at du ignorerer langt det meste af, hvad vi har skrevet,« siger han. Især fordi teorien blev udtænkt som et forsøg på at kritisere nogle farlige udviklinger i Europa; Københavnerskolen har altid kritiseret Europa:

For fanden, vi var involveret i den politik, jeg var aktiv i fredsbevægelsen i firserne. Det var i den kontekst, vi fik idéerne til hele teorien. Det var for at intervenere i politiske debatter her …

»For fanden, vi var involveret i den politik, jeg var aktiv i fredsbevægelsen i 80’erne. Det var i den kontekst, vi fik idéerne til hele teorien. Det var for at intervenere i politiske debatter her, og fordi vi var bekymrede for udviklinger i Nord,« siger Ole Wæver. »Hvis noget er ’bagt ind’ i nøglebegreberne, finder man det i de tekster, hvor vi udviklede teorien«.

Dermed ignorerer hans kritikere ifølge ham flertallet af hans og hans kollegaers analyser og fremhæver et enkelt positivt blik på Europa, som dækkede det deres generelle Europa-billede.

Han kalder kritikken for »intellektuelt doven« og analysen af hans teori for overfladisk, og han siger, at Howell og Richter-Montpetit fejlciterer ham i centrale afsnit af deres artikel – for at underbygge en påstand, de ikke kunne finde belæg for, siger han:

»Så er vi ude over normale akademiske debatter. Så er vi efter min mening ude i videnskabelig uredelighed.«

Det sker blandt andet, hvor de to forskere gerne vil koble Ole Wæver til den klassiske filosof Thomas Hobbes, hvis teori om samfundets ’sociale kontrakt’ bliver anset for at være problematisk og racistisk i nogle akademiske miljøer. Særligt den jamaicanske forsker Charles Mills har lavet en »solid analyse« af, hvorfor ’samfundskontrakten’ kan anses som racistisk, siger Ole Wæver.

Og den analyse har Howell og Richter-Montpetit så forsøgt at kopiere, men ved hjælp af citater, der slet ikke er Ole Wævers, men en anden forskers, citeret af Wæver. Dem har forfatterne tilskrevet ham, fordi »uden det, så har de intet,« siger Ole Wæver.

Security Dialogue har da også rettet nogle citatfejl, som Ole Wæver og Barry Buzan har påpeget.

Uniavisen har forelagt Ole Wævers kritik for Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit. De vil ikke udtale sig og henviser til, at de har fået optaget en kommende artikel i Security Dialogue, der indeholder svar på kritikken.

»For pokker, det er da en belastning at blive anklaget for racisme«

Indtil nu har Ole Wæver ikke svaret på kritikken i offentligheden. Men han og et andet medlem af Københavnerskolen, professor Barry Buzan, har i månedsvis arbejdet på at få optaget et svar i Security Dialogue. Det samme har professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Lene Hansen, som også kommer under kniven i artiklen af Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit – Hansens svar udkom i marts 2020.

Security Dialogue har meddelt, at de ikke vil trykke svar, der er længere end de 4.000 ord, som et responsum normalt bliver tildelt i tidsskriftet, oplyser Wæver. Mange publikationer arbejder desuden efter et princip om, at man som mål for en alvorlig anklage bør tilbydes et genmæle, der udgives sammen med kritikken, men det tilbud fik hverken Ole Wæver eller Lene Hansen.

Redaktør for Security Dialogue Mark B. Salter, som er blevet forelagt kritikken fra Ole Wæver, skriver i en mail, at det ikke er normalt, at videnskabelige publikationer indbyder til kommentar eller genmæle til almindelige forskningsartikler.

Han skriver også, at Wæver og Barry Buzan blev tilbudt at indsende en regulær videnskabelig artikel på 8-10.000 ord, men at de afviste dette. Deres begrundelse fremgår af det responsum, de endte med at skrive, nemlig at den lange artikel i givet fald skulle opfylde de gængse krav til en videnskabelig artikel om ny viden, en litteraturgennemgang osv., hvilket ikke er normen, hvis man vil svare på en anklage.

Vanskelighederne med at aftale, hvordan Wæver og Buzan kunne svare, betød at racismekritikken stod uimodsagt i næsten ni måneder, syv hvis man inkluderer Lene Hansens svar.

»Det var helt tydeligt, at redaktionen på Security Dialogue slet ikke ville anerkende, at der var sket noget usædvanligt. Hele deres tone var: ‘Det er jo bare en faglig debat.’ Og vi sagde: ‘Jamen, vi er blevet anklaget for at være racister. Det udløser et helt register af rettigheder og procedurer. Vi må have en særlig ret til svar, fordi det er potentielt injurierende’,« siger Ole Wæver.

Han siger, at han og Buzan i stedet blev beskyldt for at være storsnudede og kræve særbehandling.

»På et menneskeligt plan har jeg oplevet, at der ikke var nogen anerkendelse af, hvorfor vi overhovedet er sårede; at det bare var os, der var mærkelige, fordi vi reagerede,« siger han.

Security Dialogues redaktør Mark B. Salter har med henvisning til tidsskriftets fortrolighedspolitik afvist at kommentere den korrespondance, de har haft med Wæver, eller at »karakterisere deres ønsker til et svar.«

Hvad fanden er det for en verden, jeg er i, hvis folk er sådan her?

Ole Wæver

Det er som om rollerne er byttet om. Ole Wæver plejer at være ham fredsforskeren, man ringer til, når man vil have en kendt, kritisk forsker til at sige noget om verdensfreden. Nu er det ham, der er under beskydning og ham, de hvisker om i krogene: Er han racist? Måske, jeg ved det ikke. Sådan oplever han det i hvert fald: »Men for pokker, det er da en belastning at blive anklaget for racisme. Hverken privat eller professionelt er det sjovt at have sådan et stempel. Det har tidsskriftet bare afvist.«

»De folk, der læser tidsskriftet, er også dem, jeg omgås mest med. Det er dem, som jeg ville hænge ud med til en konference. Derfor har det også personligt været så hårdt. Hvad fanden er det for en verden, jeg er i, hvis folk er sådan her?« siger han.

Security Dialogue afviser, at Ole Wæver og Barry Buzan bliver anklaget for at være racister. Redaktør Mark B. Salter skriver i en mail, at:

»Vores opfattelse er, at Howell og Richter-Montpetits artikel ikke indeholder en påstand om individers karakter, opførsel eller holdninger. Og vi tager dem på ordet, når de skriver, at ‘argumentationen, der her fremføres, er ikke en personlig anklage mod nogen individuel forfatter.’ Som jeg læser det, er deres artikel en kritik af grundlaget for sikkerhedsliggørelsesteori.« (Oversat fra engelsk).

Men det argument holder ifølge Ole Wæver ikke:

»De (tidsskriftet, red.) forsøger groft sagt at blæse og have mel i munden, både at sige det og ikke sige det – at få en chokeffekt og dermed klik, fordi alle ved, hvem de angriber, og at de gør det i så voldsom retorik, samtidig med at de dækker sig bag den ene lille disclaimer,« siger han.

Efter flere måneders udvekslinger er aftalen blevet, at tidsskriftet har udgivet et kortere svar, og sideløbende hermed har Ole Wæver og Barry Buzan valgt at publicere et længere, uddybende responsum på en hjemmeside fra Københavns Universitet.

Både i det korte og lange svar går Ole Wæver og Barry Buzan hårdt til Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit:

»H&RM kan måske bedst bruges som et undervisningsværktøj til at vise, hvordan man ikke skal lave et akademisk argument. Den form for deepfake-metodologi burde ikke have nogen plads i akademiske debatter, og burde slet ikke blive udgivet i et anerkendt tidsskrift,« skriver de. (Oversat fra engelsk).

Med deepfake – et ord, der beskriver computerskabte forfalskninger af virkelige personers ord og fremtoning – mener Ole Wæver og Barry Buzan, at Howell og Richter-Montpetit bygger deres argument på at samle små splinter fra en teori, som de så sætter sammen efter forgodtbefindende, og på den måde kan man, lyder argumentet, få en tekst til at sige, hvad det skulle være.

Security Dialogues redaktør, Mark B. Salter, svarer ikke på Uniavisens spørgsmål om, hvordan han vurderer den akademiske kvalitet af Howell og Richter-Montpetits artikel, men han skriver, at artiklen (i anonymiseret form) gennemgik et peer review for at sikre, at den levede op til videnskabelige standarder, før den blev bragt i Security Dialogue.

En større bølge

Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit er en del af en større teoretisk bevægelse, der vil ‘afkolonisere’ videnskabelige teorier og gøre det akademiske miljø mere opmærksom på den racisme, sexisme, kolonialisme, ableisme m.m., som ifølge bevægelsen gennemsyrer verden.

Og det er ikke bare Københavnerskolen, der får hug af de to forskere. Ifølge et opslag på Alison Howells hjemmeside er de i gang med at skrive en bog under titlen ’Race and Security Studies’, hvor de fremfører en mere bred kritik af sikkerhedsteorier.

Det gælder således også såkaldt foucauldiansk sikkerhedsteori, der ifølge Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit gentager filosoffen Michel Foucaults »hvidvaskning af racialitet og kolonialiteten af moderne magt og vold«.

Her er der virkelig tale om et fadermord, for Foucaults tænkning danner teoretisk grobund for den moderne tids mest anerkendte feministiske og postkoloniale teorier, herunder Judith Butlers. (Omend Butler også har kritiseret Foucault).

Ifølge Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit er racisme og ’hvidhed’ så integreret en del af teorien, at man ikke kan skille det fra dens gode egenskaber (hvis der altså er nogen).

De skriver uden forbehold: Foucault har hvidvasket racespørgsmålet. Wævers teori er racistisk.

Men uanset om man er enig i kritikpunkterne mod Wæver, rejser situationen spørgsmål. For kan teorier være racistiske? Hvilken type læsning skal til for at påvise det? Og hvad betyder det for forskerne og for forskningsfriheden generelt, hvis en teori bliver stemplet som racistisk?

Team Woke

Ole Wæver spiller i udgangspunkt på det woke hold. Han siger, at racismekritik er vigtig. Han ville ikke have noget imod, hvis Københavnerskolen røg under bussen i en bredere kritik af samfundsvidenskaberne, siger han. For der er brug for kritik. Men hvis man skal rette skytset mod én bestemt teori og klandre den for racisme, så kræver det noget ekstra:

»Det er så hård en påstand, at man virkelig skal have sine papirer i orden. Og for mig er det den der kontrast mellem noget så hårdt, vidtgående, personligt og destruktivt – og så at de har så exceptionelt tyndt et grundlag. Det er jo absurd.«

Han siger, at Howell og Richter-Montpetit misforstår et kernebegreb, normal politik, i hans teori og derefter foretager en vildledende præsentation af teoriens analyser. Alt sammen for at konkludere noget, de ikke har undersøgt, nemlig hvordan teoriens nøglebegreber faktisk er udformet, siger han.

Men der er masser af anti-racister, som har lavet rigtig gode analyser af, hvordan samfundsvidenskab kan være racistisk, siger Ole Wæver.

»Vi har alle sammen bidraget til nogle institutioner, der samlet set opretholder nogle magtstrukturer i det her samfund, og derfor bidrager vi alle sammen til at reproducere nogle racistiske strukturer,« siger han.

»Men hvis det skal undgå bare at blive en mudderkastning og en gensidig dolkning, så er vi nødt til at gøre det på en meget mere systematisk måde,« siger han.

Ole Wæver siger, at han også kunne ’kalde de to forskere ud’ for at være »amerikanske kulturimperialister«, fordi de ifølge ham på en mekanisk måde overfører amerikansk college-politik. Men ville det gavne noget?

Han siger:

»Så kan man eskalere sit ordvalg om hinanden. Det foregår i stigende grad også mellem feminister og postkolonialister, som hver for sig beskylder hinanden for at være forskellige ting,« siger han og sukker igen: »Det bliver meget uudholdeligt at leve i den verden for os.«

Hvorfor?

»Jeg får det dårligt af at læse en artikel om, at jeg er racist, som jeg også ved vil blive læst af folk uden for mit eget fag, som ikke har mulighed for at forstå det. Så hvis jeg søger fondsmidler eller nogen indstiller mig til en pris et eller andet sted, eller nogen vil invitere mig, så vil folk sige: Nej, ham der, der er noget med, at han er racist.«

Han kalder det for en »catch-22-situation på mindst tre niveauer«, som gør det svært for ham at svare igen uden at blive sat i bås med de forkerte typer.

På den ene side opfatter dele af det anti-racistiske miljø sig per definition som ofre, siger han. Her er selv gode argumenter voldelige:

»De føler, at de bliver marginaliseret af mainstreamforskere. Det vil sige, at hvad end vi gør, vil det blive fremstillet af dem som et forsøg på at lukke munden på dem. Det er catch-22 på den måde, at hvis jeg overhovedet svarer, udlægges det som om jeg forsøger at bekæmpe det, de laver. Selv hvis svaret er at påvise, at kritikken bryder med fundamentale principper for metode, logik og læsning« siger Ole Wæver.

I forlængelse af det oplever han, at der er en udbredt og konsekvent forargelse på sociale medier, hvis folk klager over uretmæssig kritik for racisme. Klynk fra ofre for racismekritik bliver set som patetisk i forhold til de ’virkelige’ ofre for racisme, siger han.

Endelig er det svært at svare igen på kritikken fra Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit uden, at det bliver brugt til at underminere den vigtige sag, som de også repræsenterer. Man kan blive spændt for en politisk kampvogn mod »politisk korrekthed« og »identitetskultur«.

»Jeg ved udmærket godt, hvem der kunne have lyst til at bruge det, jeg siger. Der er en masse højrefløjsfolk, som vil gribe det her med glæde og prøve at bruge det til at sige: Se, hvor skøre de er, de der anti-racister. Dem har jeg absolut ingen lyst til at støtte eller blive talsperson for,« siger han.

»I sidste ende er det værste ved den artikel nok, at den svækker kampen mod racisme. Howell og Richter-Montpetit udvander begrebet i en tid, hvor virkelig racisme vinder frem. Hvad skal vi kalde dét, hvis ordet omfatter stort set al samfundsvidenskab? Og samtidig gør artiklen kritisk forskning til grin. Jeg har hørt fra kolleger, der oprigtigt troede, det her var en hoax, en parodi som nogen havde narret tidsskriftet til at antage for at de-legitimere anti-racisme. Gid det var.«