Vi blev mødt af berufsverbot hos en studenter-forening

Indlægget er opdateret d. 24.juni 2022 kl 13.40 med et svar fra foreningen NASIM

Den 25. januar i år sendte vi tre originale oversættelser af klummer skrevet af den egyptiske journalist Mustafa Amin (1914-1997) til et nyt tidsskrift ved navn Majalleh. Tidsskriftet drives af studenterforeningen NASIM på Mellemøststudier på Københavns Universitet.

Vi introducerede os som cand.mag. i latin med sidefag i hebraisk og som BA i arabisk. Vi ville gerne bidrage til det nye tidsskrift og dele vores interesse for Mellemøsten, for semitiske sprog og i dette tilfælde altså for Mustafa Amin, som var forkæmper for den frie presse i Ægypten under Gamal Abdel Nassers styre, hvad han led frygteligt for ved at blive fængslet og torteret.

Men selv om vores bidrag i første omgang blev meget positivt modtaget af redaktionen, som også lovede at invitere os til lanceringen af tidsskriftet, var der nogen i NASIM der besluttede, at vi ikke var velkomne alligevel. Kort før udgivelsen modtog vi følgende mail:

»NASIM stræber efter at være ikke-partipolitiske. Vi har desværre overset, at I er repræsentanter for et politisk parti indtil den sidste dag inden print. Vi synes, jeres bidrag er godt og vil muligvis gerne trykke det til næste udgave, men bliver nødt til først at diskutere internt, hvordan vi forholder os til bidrag fra personer med tilhørsforhold til politiske partier for at sikre os mod, at bidrag kan indgå i politiske agendaer.«

Vi har på intet tidspunkt udtrykt ønske om at være repræsentanter for Dansk Folkeparti – vigtigst af alt, fordi vi ikke er repræsentanter for Dansk Folkeparti. Vi introducerede os selv som tidligere studerende på arabisk og hebraisk, ligesom vores bidrag udsprang fra et ønske om dele vores interesse for Mellemøstens kultur og sprog med tidsskriftets læsere.

Vores bidrag er litterært, ikke politisk

Oven på mailen prøvede vi at indgå i dialog med NASIM og opfordrede dem til ikke at blande vores arbejdsgiver ind i spørgsmålet om, hvorvidt de kan bringe oversættelserne. Hvorfor ikke trykke indlægget og glæde sig over, at interesse i Mellemøsten kan komme mange steder fra?

Desværre har vi intet hørt efter flere forsøg på at komme igennem, og vi står tilbage med følelsen af at være blevet udsat for berufsverbot eller ligefrem cancel culture alene på grund af vores arbejdsplads. Det fremgår ret beset også sort på hvidt i ovenstående e-mail.

Ville man udsætte ansatte fra Socialdemokratiet eller Radikale Venstre for samme behandling? Er ansatte i det offentlige repræsentanter for regeringen? Det virker besynderligt, når NASIM samtidig beskæftiger sig med et område af verden, som i den grad er omgærdet af »politiske agendaer,« og man inviterer foredragsholdere som Normal Finkelstein, som er kendt for at udtrykke, hvad mange ville karakterisere som ekstremt politiske holdninger, så argumentationen her klinger hult.

NASIM har begået et eklatant selvmål ved netop at gøre et litterært bidrag politisk, og bl.a. Henrik Dahl (LA) har delt historien på Facebook. Hvad der kunne have været en god og positiv historie om bred interesse for Mellemøsten og dens kulturer og sprog, ender endnu engang med at bekræfte det ret illiberale miljø, der hersker på nogle dele af Københavns Universitet. Det er trist og skammeligt.

Vi bidrager naturligvis gerne igen en anden gang, og vi er heller ikke for fine til at modtage en undskyldning og slå en streg over det.

Uniavisen har modtaget dette svar fra bestyrelsen i NASIM:

På grund af eksaminer, job og sommerferie har vi i NASIM-bestyrelsen ikke haft mulighed for at mødes og forfatte et grundigt svar på dette læserbrev, men vi må kategorisk afvise anklagerne og slå tre ting fast:  
 
1) Vi beklager naturligvis den ulejlighed, vores fodfejl som ny redaktion har skabt for Philip H. Blüdnikow og Magnus Frank. Det er et stort arbejde at starte et nyt tidsskrift op, og mange principielle spørgsmål har vi måttet forholde os til løbende. Da vi er en frivilligt drevet forening uden nogen på forhånd fastlagt redaktionsmæssig struktur at læne os op ad, har det ikke altid været muligt for os at gøre dette systematisk og i god tid. Vi har tidligere beklaget dette over for de to bidragsydere.
 
2) At vi i denne omgang valgte ikke at trykke Blüdnikow og Franks bidrag til vores tidsskrift er på ingen måde et udtryk for cancel culture. Hvad vi citeres for er simpelthen den banale sandhed: vi havde ikke tid til at diskutere sagen ordentligt inden sidste deadline og ville derfor tage bidraget op igen til næste udgivelse, da det er af principiel karakter. Om sidstnævnte stadig gælder efter disse anklager, kan vi ikke på nuværende tidspunkt sige.
 
3) Til sidst vil vi understrege, at vi ikke er og aldrig har været repræsentanter for Københavns Universitet. Vi er en frivilligt drevet forening, der, selvom vi har mange nuværende og tidligere medlemmer, som har studeret ved Københavns Universitet, agerer efter egne interne retningslinjer.