Vi glemmer de studerende i krænkelses-debatten

DER ER NU GÅET mere end et halvt år siden Københavns Universitet for alvor kom i mediemøllen. Og nu har medierne i samlet flok fået malet et portræt af de studerende, som ikke bare hænger skævt, det er fuldstændigt ugenkendeligt! De studerende på Københavns Universitet er blevet portrætteret som krænkelsesparate på baggrund af enkelte studerendes klager som gik viralt. Men vi er altså 40.000 studerende!

DER ER SKET meget i uddannelsessektoren det seneste halve år, men mediedækningen har hverken handlet om ministeriets uddannelsesudspil, stressramte studerende eller nedskæringernes konsekvenser. Den har derimod handlet om, at alle studerende på Københavns Universitet er blevet krænkelsesparate, at udklædningsfester er blevet forbudt, og at universitets retningslinjer er med til at stække forskningsfriheden. Ingen af disse historier er heldigvis sande, men det er desværre den gængse fortælling om Københavns Universitet og de studerende. Flere af os studerende har siddet med venner eller familie og forklaret dem, at vi studerende ikke har mistet jordforbindelsen, og at ledelsen ikke ved at danne en diktaturstat.

Det er vigtigt ikke at forveksle krænkelse med kritik

DEBATTEN SPREDTE SIG som et grimt rygte i en skolegård, og situationen udviklede sig ud af kontrol og saglighed. Men det er vigtigt at huske, at blot fordi artiklerne er mange og højlydte, er de ikke nødvendigvis retvisende eller sande. Som filosofiprofessor Vincent Hendricks så ofte siger: Hvad der er sandt, går ikke nødvendigvis viralt, og hvad der går viralt, er ikke nødvendigvis sandt.

HVIS EN STUDERENDE i dag skriver en kritik i en evaluering, kan det nemt fremstilles som en krænkelsessag. Men det er vigtigt ikke at forveksle krænkelse med kritik. Hvis en studerende i en evalueringssituation udfordrer indholdet af et kursus, er det hverken problematisk eller udtryk for en krænkelse. Snarere er det eksistensberettigelsen for universitetet, at de studerende har mulighed for og vilje til at kritisere undervisningen og den forskning, der bliver fremlagt. Det skal selvfølgelig ikke udelukkes, at de studerende kan tage fejl i deres kritik, men det er utroligt vigtigt, at de har mulighed for at ytre den.

EN ANDEN CENTRAL misforståelse i skellet mellem kritik og krænkelse er, at vi i krænkelsesdebatten glemmer de studerende, der har oplevet reelt krænkede adfærd. Der må nemlig ikke herske nogen tvivl om, at der er studerende der bliver krænket. Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteters rapport fra november viser, at 1.194 studerende har oplevet seksuel krænkende adfærd, men det er sjældent blevet nævnt i debatten. Så et problem med seksuelle krænkelser har vi, og en af de måder ledelsen har taget hånd om dette, er via deres retningslinjer for håndtering af krænkelser.

GENNEM DET SENESTE halve år er det især disse retningslinjer der er blevet kritiseret. Særligt brugen af ordet ‘nultolerance’, og sætningen om at man tager udgangspunkt i den krænkedes oplevelse, har mødt kritik. Men selv om retningslinjerne endnu ikke er formuleret til perfektion, skal man ikke underkende deres værdi. Sætningen om at man tager udgangspunkt i den krænkedes oplevelser, betyder ikke, at den krænkede altid har ret, men det er derimod et signal om, at døren altid står åben, hvis man har oplevet noget krænkende. Krænkelser er ikke altid nemme at snakke om, og det kan give tryghed for os studerende, at Københavns Universitet har retningslinjer for håndtering af sådanne sager. Derfor er retningslinjer vejen frem.

Vi skal være bedre til at pege på alt det bullshit som medierne skriver om os

FORMULERINGER I RETNINGSLINJERNE har spredt en frygt for, at de studerende vil misbruge dem til at klage over hvad som helst. Denne frygt og mistillid til vores dømmekraft som studerende er der heldigvis ingen grund til at nære. Mængden af klager over fx undervisere har været på et konstant lavt niveau i mange år. Men mængden af medieomtale har derimod været voldsomt stigende. Det ene fører ikke til det andet. I stedet for at medierne bekymrer sig om de over tusinde af vores medstuderende der har oplevet seksuel krænkende adfærd, så går debatten fortsat på, hvorvidt vi studerende er blevet krænkelsesparate eller ej.

MEN DET ER vigtigt, at vi ikke lader os påvirke. Og vi skal som studerende blive bedre til at være kritiske over for den måde medierne fremstiller vores universitet, vores studieliv og vores medstuderende på. Vi skal være bedre til at pege på alt det bullshit som medierne skriver om os. Det er os, der bedst ved, hvordan det er at være studerende på Københavns Universitet!